Hvor der intet voves … – Amalie Skram CONSTANCE RING
Romanklassikeren om en beskyttet og velhavende piges møde med mændenes – især sine egne mænds – seksualitet, underholder stadig. Det kan enkelte klumper i handlingssovsen ikke ændre på.
Citat
>>Men der er da intet afskyeligere i Verden end en gift Kone, som lever med en Elsker.<< >>Eller en gift Kone, som lever af at leve med sin Mand, – det kommer ud paa ét,<< sa Constance med et Skuldertræk. >>Lever af at leve med sin Mand, – det er jo en Kones Pligt, véd jeg.<< >>Ja naturligvis –<< Constance saa ud, som om hun var træet af det. >>Uf du –<< fôr hun pludselig op og kastede et Bind Digte, hun havde siddet og pillet ved, >>Ægteskabet er i Grunden en styg Institution.<<
Der ligger umiddelbart noget paradoksalt i at anmelde genudgivelsen af en romanklassiker, da kategorien klassiker allerede tager for givet, at bogen har en værdi. Sågar en bevaringsværdig værdi, der gør det relevant at genudgive en over hundrede år gammel ”samtidsroman”. Men jeg skal alligevel gøre et forsøg.
CONSTANCE RING indgår i serien DANSKE KLASSIKERE. At Amalie Skrams forfatterskab henregnes til Danmark, og ikke til det Norge, hvor hun blev født i 1846, er ikke et billigt salgstrick. Det var forfatterindens eget ønske, hvilket næppe kan siges om den ravage, der opstod ved udgivelsen af romanen i 1885. Gyldendal fandt den for vovet, annullerede udgivelsesaftalen og efterlod Skram i en økonomisk krise. Balladen spredte sig til det danske og norske litterære miljø, og bl.a. skriver George Brandes den 9. maj:
– Slutningen er læst og der er Intet at indvende. Denne Slutning er jo nødvendigt fordret af Bogens Idé. Selvfølgelig kan hverken Historien med Mejer eller den med Lorck eller den med Constance på nogen Maade undværes. Sagen er ført til Ende med Kraft og Konsekvens.
Alt det og mere til kan læses i litteraturprofessor Janet Gartons efterskrift og noteapparat, der er taktisk placeret efter selve romanen, hvis handling er struktureret omkring de tre mænd i Constances liv: Ring, Lorck og Mejer. Jeg vil ikke komme nærmere ind på de mange kærlighedsforviklinger, men blot nævne at handlingens fremgang nogle gange virker lidt for konsekvent. Eksempelvis når Constances første mand Hr. Ring, der hverken er afholdende, når det kommer til alkoholiske drikke eller tjenestepigen, dør i en ulykke. Det er så praktisk for udviklingen, at det kun kan virke irriterende planteret for læseren.
Ellers er det, der provokerer en nutidig læser, ikke, at Constance kræver skilsmisse fra sin utro mand, men rettere skildringerne af, hvor umenneskeligt omverden håndterer krisen. Hvor amoralsk og ukristent en kvinde Constance ses som, i venner og families øjne, da hun tager initiativ til at bryde med ægteskabets ulykkelige og snærende bånd. Hvordan dobbeltmoralen gennemsyrer alt og alle.
Fordi CONSTANCE RING har haft betydning som et vovet indlæg i diskussionen omkring seksualmoral og forskel på kønnene omkring år 1900, er den nødvendig læsning for den litteraturhistorisk interesserede. Men kan man se igennem fingre med de ikke altid lige raffinerede beskrivelser af, hvordan blæsevejret udenfor enten varsler en ulykke eller afspejler hovedpersonernes sindstilstand, er CONSTANCE RING også en gedigen roman, med både saft og kraft (Brandes var nu ikke så dum endda).
