Hvor er ordet? – ROSKILDE FESTIVAL 2013
Hvor går litteraturen og ordene hen på Roskilde Festivalen, når warm-up dagene er slut, og Forfatterskabets scene er lukket og slukket? Som de sidste mange år lever den et skrøbeligt liv blandt musikken, som er – og selvfølgelig skal være – hovedattraktionen.
I musikken lever ordet, som et instrument blandt mange. Om det er i Kendrick Lamars rap, hvor publikum kender ordene lige så godt som forfatteren, eller i Jehny Beths fra Savages snerrende og simple tekstunivers, udleveret med en suveræn intensitet og nerve. Men litteraturen har også fortsat sit eget hemmelige liv på festivalen, og det kommer til udtryk gennem et par af dens grand old men. Forfatteren og perfomance-kunstneren Claus Beck-Nielsen leverer med sit musikprojekt The Nielsen Sisters intimkoncerter på festivalpladsens Art Zone, torsdag – søndag. Henry Rollins, forsanger i punkbandet Black Flag, skuespiller og professionel pacifist og kosmopolit, leverer hver dag under festivalen et spoken word set på forskellige scener.
Rollins tyvstartede allerede i onsdags, med 1 times spoken word på en scene i campingområdets Street City. Eller spoken word var det vel næppe, mere historiefortælling og røverhistorier fra den 52-åriges interessante liv. Rollins er født til at have en mikrofon i hånden, og da han slutter sit set, fornemmer man, at publikum ville følge ham, hvorhen han vil tage dem. Han er noget så gammeldags som en idealist, som tror på en lysere fremtid (i hvert fald i dette århundrede: ’this is the one!’), og i anden halvdel skiftevis raser han over den ældre amerikanske generations homofobi, misogyni, racisme og verdensignorance, hans egen far bliver repræsentant herfor ’hvis han da ikke er død’ – man fornemmer et nationalt og familiært traume. Men håbet er lyst med initiativer som Roskilde, og med vores, altså publikums, humanistiske, internationale og filantropiske verdenstilgang. Man føler sig unægtelig fedtet for som publikum, på trods af at Rollins gentagne gange benægter det. Det lyder måske nok moraliserende og bedrevidende, men det bliver det utroligt nok aldrig. Der er ingen tvivl om, at Rollins kæmper de godes kamp, og han formår at smitte sine tilhørere med sin idealisme. Spoken word var det dog ikke denne onsdag, men det bliver de fire efterfølgende seancer måske.
Et afsluttende ord skal også siges om Domen, som var rammen om festivalen litteraturscene Forfatterskabet, men også om andre arrangementer. Bl.a. den nye spændende medievirksomhed Zetland, som både udgiver såkaldte ’singler’ – længere journalistiske artikler, man læser på skærmen eller sin e-reader (bl.a. KUPPET, om danmarkshistoriens største kup) – og som derudover samler forskellige historier til deres ’live-magasin’. Det var det, de lukkede Domen med onsdag aften. Her blev det perfomative og ordet ført sammen i den skønneste forening. LitteraturNu’s udsendte nåede desværre ikke hele programmet, men nåede trods alt at opleve en antropologisk udredelse om dansen og dens sociale spilleregler gennem historien. Det hele blev ledsaget, og det var det virkelige es, af et dygtigt og flot dansende par. Vi oplevede også, som en slags intermezzo blandt indslagene, en båndet oplæsning af guitarriffets historie, selvfølgelig eksemplificeret af et liveband, som utrolig dygtigt og til publikums store begejstring, leverede riffs fra Black Sabbath, Nirvana mm. Det hele sluttede i en gåsehudsfremkaldende seance om sangens gavnlige virkning, der kulminerede med en yderst ambitiøs, flerstemmig fællessang af Thøger Larsens DANMARK, NU BLUNDER DEN LYSE NAT, hvis sidste strofer er som skrevet til festivalen:
– Byger, som går og kommer/Det er den danske sommer
En mere herlig forening af tekst og performance er svær at forestille sig, og man må ærgre sig over, at man missede Anders Haahr Rasmussen fortælle om parforhold (vist?) og Lau Korsgaard fortæller om spil og leg. Jo, ordet lever stadig på Roskilde Festival.
