Hvordan angrer det uperfekte menneske? – Jørgen Leth GULDET PÅ HAVETS BUND. DET UPERFEKTE MENNESKE 2
Sådan angrer han. Ikke. Jørgen Leths nye erindringer kører ufortrødent videre, uden helt at nå op hvor etteren slap.
Citat
Det er bedre at være undervejs end at være nået frem. Undervejs gennem materiale, gennem landskaber og rum, gennem liv og erfaring. Undervejs er bevægelse. Den sødmefulde eller smertelige bevægelse fra et sted til et andet.
Der er to reaktioner, der springer frem efter endt læsning af andet bind af Jørgen Leths erindringsværk: DET UPERFEKTE MENNESKE 2, GULDET PÅ HAVETS BUND.
For det første: Det her er godt, næsten ligeså godt som første bind: SCENER FRA MIT LIV.
For det andet: Der er noget paradoksalt ved, at Jørgen Leth siden mediestormen om udgivelsen af SCENER FRA MIT LIV i den grad er blevet samlingsfigur for den del af kunstdanmark, der gerne vil se sig selv som frisindet, reflekteret og antipuritansk. For som han afslører sig selv i GULDET PÅ HAVETS BUND, fremstår Leth sine steder ligefrem naiv, ureflekteret og fuldstændig ude af stand til at sætte sig ind i større problemstillinger end sine egne lyster og tilbøjeligheder.
Lad os tage det sidste først. GULDET PÅ HAVETS BUND omhandler i vid udstrækning hændelser efter udgivelsen af SCENER FRA MIT LIV, hvilket sine steder gør bogen ganske polemisk. Her er det specielt den selvoplevede mediestorm, de unge, sorte piger og Michael Rasmussens udsmidning fra dette års Tour de France, der bliver Leths kæpheste i det han ser som den danske middelmådigheds kamp mod den geniale ener.
Ifølge Leth er det således den danske ligheds- og middelmådighedstanke, der får danske sportsjournalister til at jage Michael Rasmussen med dopingbeskyldninger; der gør at snerpede feminister ikke kan indse at ligestilling og ligeværd ikke betyder en dyt i et erotisk forhold; og som forurener den rene kunst med kulturradikale ideer om opdragelse og kunstens nytteværdi.
Selvom Leth har ret i meget af sin kritik, så fejler han altså fuldstændig i at indse de rimelige indvendinger, der trods alt findes i disse sager. Fx at Michael Rasmussens dopingsnyderi i bund og grund er netop det: snyderi, og derfor ikke har meget med enerens genialitet at gøre. Og at bare fordi et begreb som ligestilling ikke er en faktor i erotikken, så kan (og bør) det være det i andre aspekter af forholdet mellem mennesker.
Men Leth magter ikke at se problemerne i den nykolonialistiske optik, han selv bevidst og åbent ligger henover forholdet mellem den rige hvide og den fattige sorte. I stedet nøjes han med polemisk og bevidst provokerende at påstå, at unge, sorte kvinder simpelthen af natur kan lide ældre, hvide mænd. Og selvom det sagtens kan være tilfældet, så ville bare en antydning af sensibilitet og problematisering have klædt Leth her.
Sensibilitet har Leth til gengæld andre steder, og det er her, at GULDET PÅ HAVETS BUND er bedst: I den ømme beskrivelse af faderen, sin egen faderstolthed over børnene, alderen og ældningens betydning og portrætterne af venner som Søren Ulrik Thomsen og Jørgen Mader. Her er Leth fabelagtig og på sit højeste som forfatter og formidler, og det er en fryd at læse. Til gengæld kunne undertegnede godt have undværet de genbrugstekster, der også fylder godt op i bogen, men har man ikke læst fx Leths artikler fra Haiti, så findes mange af pointerne nu her til rådighed.
Sammenfattende kan man sige, at Leth nok aldrig bliver nogen gudsbenådet debattør, men at det i dette tilfælde i virkeligheden også er lige meget, så længe erindringsdelene funkler som de gør. Så giv GULDET PÅ HAVETS BUND. DET UPERFEKTE MENNESKE 2 i julegave til dig selv, og bliv forført og oprørt over endnu et fabelagtigt og ærligt kapitel af Jørgen Leths erindringer. Nu venter vi bare på treeren.
