Hvordan skal appelsinen skrælles? – Ranya Paasonen DER HVOR SOLEN STÅR HØJEST
Det er de store temaer den unge forfatterinde Ranya Paasonen kredser om i sin debutroman. Det er kærligheden, det er barndommen, det er døden, og det er rodløsheden. Og det er fantastisk gjort.
Citat
Hver gang jeg satte mig ved bordet for at skrælle en appelsin, vidste jeg, at jeg kunne skære fire snit i skallen, hvorefter den var let at pille af, sådan gjorde min mor. Men jeg vidste også, at jeg kunne skære skallen af i en lang spiral, som jeg kunne vinde om mit håndled som et smykke, sådan gjorde min far. (…) En appelsin kan skæres på to måder, men jeg kan ikke gøre det på begge måder, i hvert fald ikke med den samme appelsin, slet ikke, og så blev jeg bare siddende ved bordet, (…)
Det er valget mellem den ene pol og den anden, der er essensen i denne lille roman. Det er valgte mellem moren fra det kolde og mørke Finland på den ene side og faren fra det lyse og varme Egypten på den anden side. Det er det store valg mellem forskellige traditioner og religioner, og det er konsekvensen af disse valg, den unge forfatterinde kredser om i DER HVOR SOLEN STÅR HØJEST.
Dette valg mellem to fædrelande og to kulturer skaber en rodløshed, som gennemstrømmer hele romanen. Denne rodløshed kommer til udtryk på mange forskellige planer i fortællingen. På handlingsplanet ses rodløsheden i den lille families konstante flytten rundt i hele verden, og det ses i de forskellige måder moren fra Finland og faren fra Egypten ønsker at opdrage deres to døtre på.
Det er den ældste datter, der vælger at holde ramadan sammen med faren, mens den yngste datter sover længe som moren. Det er forskellen på den yngste datter, der bliver i Egypten og den ældste datter, der flytter til Finland. Og det er faren, der putter rosenblade i drikkevandet og moren, der tager disse rosenblade op igen.
Denne rodløshed kommer også til udtryk i formen. For selvom der står roman som genrebetegnelse på forsiden af bogen, så dukker der mindelser op om andre genrer. Dette kunne være en dagbog. Det kunne være et langdigt. Det kunne være en selvterapeutisk bog. Handlingen er som glimt af en hverdag, skrevet så indforstået som i en dagbog og med sansemættede lyriske og lange sætninger, der snor sig omkring hinanden.
Den er skrevet i ét rod, nutid og fortid blandet, beskrivelser af oplevelser, som jeg-fortælleren ikke selv har oplevet, men som hun skriver om, som om hun selv var der, blandet med oplevelser, der er så indforstået, at denne anmelder stadig undrer sig over, hvad det var, der skete dér. Hvem er den indiske mand? Hvorfor har fortælleren så lidt kontakt med sin søster? Og hvorfor har hun ingen kontakt til sin far?
Denne fragmenterede handling er bundet op på elementer, der bliver gennemgående billeder i bogen. Det er episoder og billeder, som jeg-fortælleren hele tiden vender tilbage til: Det er appelsinen, der bliver skrællet forskelligt af moren og faren, det er mangofrugten, der bliver presset, det er den mørkerøde vandmelon, og det er morens og farens første møde i en togkupé mellem Aswan og Luxor. Det virker som om, fortælleren vender tilbage til disse episoder som en yoyo for at have noget at hænge sit ustrukturerede liv op på.
Og det virker. Når der ikke er et narrativt forløb, læser man efter genkendelsen, og hver gang fortælleren vender tilbage til appelsinbilledet eller til faren, der presser mangoen, så bliver det et kærligt gensyn. Man læser efter en struktur, og den finder man i de smukke billeder, som forfatteren gavmildt og cirkulært skriver frem.
Det mindede denne anmelder om Inger Christensens mærkværdige roman AZORNO fra 1967, hvor forfatteren kompenserer for det manglende narrative forløb ved at skabe billeder, der bliver som kroge, man hænger sin læsning op på. Både Inger Christensen og Ranya Paasonen skaber cirkulære forløb, gentagelser, der skaber genkendelse i et ellers fragmenteret forløb. Og denne cirkulære struktur bliver i Paasonens tilfælde et billede på romanens indhold og på fortællerens manglende mål med sig selv.
Denne anmelder er meget imponeret over denne usædvanlige roman. Heldigvis blev Ranya Paasonen belønnet for den i 2002 med den finske litteraturpris Runebergprisen. DER HVOR SOLEN STÅR HØJEST er et pragteksempel på, hvor svært det er at leve et rodløst liv fanget mellem to fædrelande.
Engang imellem læser man en bog, som man ville ønske, at man selv havde skrevet. DER HVOR SOLEN STÅR HØJEST er den slags bog for mig.
