Hvordan står tingene? – Roger-Pol Droit SIDSTE NYT FRA TINGENE


Det er en sand nydelse at følge Roger-Pol Droits filosofiske eksperiment om ting. Forfatteren forærer med sin ualmindeligt velskrivende pen læseren en ’øjen-oplukker’, man ikke vil være foruden.

SIDSTE NYT FRA TINGENE af journalisten og filosoffen Roger-Pol Droit får mine største roser. Det undrer nok ikke jer, der har læst den internationale filosofiske bestseller AT SE NED PÅ STJERNERNE af samme forfatter, der vandt den franske pris Prix Essai France Télévision 2001. Til alle jer andre kan jeg kun sige, at I har nogle pragtfulde læseaftner i vente.

Som læser bliver man grebet af forfatterens eksperiment lige fra side 1, hvor Roger-Pol Droit beskriver, hvordan han til en fest får spørgsmålet: ‘Hvordan står tingene?’
Forfatteren ved selvfølgelig godt, at personen mener: ‘Hvordan går det?’, men spørgsmålet om, hvordan tingene står, vil ikke forlade ham.

Det får ham derimod tvunget ud på en lang poetisk-filosofisk iagttagelsesrejse af tingene.
Der findes uendelig mange ting. En klips for eksempel, en lille tilsyneladende ligegyldig ting, der efter omvæltende overvejelser viser sig at være en af Eros’ fremtrædelsesformer.

Saltbøsser, der kun bliver bemærket, når de mangler på bordet, vækkeure, som man har så svært ved at ville høre, og senge, der kun er ting på deltid.

Der er tale om en unik og delikat sanselighed og nærværsfølelse i de mange beskrivelser af de genstande, som forfatteren møder i sin hverdag.
Skildringerne er herligt fri for nostalgiske minder eller andre psykologiske sideveje, der ellers let kan følge med tings associationsværdi. Men her drejer det sig blot om opdagelse af tingens funktion, væren og finurligheder.

Er det overfladisk at beskæftige sig med at skildre ting? Nej, tværtimod, tingene fylder så meget i vores liv, at vi ikke kan overleve foruden. På et tidspunkt bliver vi endda selv til en ting – et lig – eller udtrykt med Roger-Pol Droits ord:

-Døden er som sagt kroppens uundgåelige tingsliggørelse.

Bogen er opbygget af en lang række små essays om udvalgte ting. Efter hvert af de fire hovedkapitler runder forfatteren af med filosofiske overvejelser over hans eksperiments forløb for at kunne tage næste skridt ind i tingenes tilstand. Det er en meget let overskuelig, reflekterende og diskret sanselig bog, der giver dig smil på læben og vækker genkendelsens glæde indeni.

Skrevet af Sabine Bjørg Jensen

Sabine Bjørg Jensen er uddannet cand.mag. i fransk og filosofi fra Københavns Universitet.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *