Hvorfor står du ude i regnen, Lisbeth, så gå dog hjem – David Lagercrantz DET DER IKKE SLÅR OS IHJEL
Den over-promoverede fortsættelse til Stieg Larssons Millennium-trilogi lever på sine berygtede omstændigheder, men ender som middelmådig supermarkedskrimi.
Citat
“Gode nyheder?” spurgte han.
Hun svarede ikke. I stedet flåede hun læderjakken af, løftede op i sin hvide T-shirt og … hvad fanden? Hun rev T-shirten i stykker med et pludseligt ryk og sad der med nøgen overkrop uden bh eller noget. Et kort sekund stirrede han forvirret på hendes bryster, som strittede lige ud i luften, og frem for alt blodet, som flød ned over dem som en lille flod ned mod maven og cowboybukserne. Hun var blevet ramt et eller andet sted neden for skulderen, ikke langt fra hjertet. Hun blødte voldsomt, og han forstod nu, at hun havde tænkt sig at bruge T-shirten til forbinding. Hun bandt den hårdt, meget hårdt omkring såret for at standse blødningen.
Derefter tog hun atter læderjakken på. Hun lignede en komisk, kry indianer med krigsmaling af blod på kinder og pande.
“Så den gode nyhed er, at det var dig, der blev skudt, og ikke drengen?” sagde han.
“Det kan man sige.”
“Skal jeg køre dig til sygehuset?”
“Nej,” svarede hun.
Alle sejl blev sat til i månederne op til udgivelsen af den længeventede fjerde installation i Millennium-serien. Der var masser af guf til dagbladene: den nye forfatter David Lagercrantz’ Zlatan-skandale, Stieg Larssons kærestes protester mod bogen og hele debatten vedrørende det at overtage et forfatterskab. Mange var imod en fortsættelse af succes-serien, mens rettighedshaverne kunne lugte bestseller på lang afstand.
Jeg var selvfølgelig lidt skeptisk, da jeg gik igang med bogen. Det er godt nok længe siden, jeg har læst Stieg Larssons bøger, men filmene stod stadig tydeligt i hukommelsen – og dem var jeg svært glad for (de er bare gode som søndags Netflix-marathon). Nærværende udgivelse havde altså en del at leve op til. Lykkeligvis blev min skepsis indledningsvist gjort til skamme og jeg blev positivt overrasket i løbet af de første kapitler af DET DER IKKE SLÅR OS IHJEL. Lagercrantz skriver godt, plottet blev ikke presset for meget ned i halsen på mig som læser, og det virkede i det hele taget til at blive spændende læsning.
Lidt under halvvejs gennem bogen begyndte krimi-clichéerne dog at bygge sig op. Jeg tilgav dem i starten, men så nåede bogen det skæbnesvangre punkt, hvor mængden af ‘lige-lovligt-smarte’ tilfælde og ‘person-dukker-pludselig-op-fra-fortiden’-krimigreb blev kritisk. Og så tippede den over, det blev for meget og skuffelsen indtraf. DET DER IKKE SLÅR OS IHJEL begynder omtrent halvvejs inde at ødelægge det for sig selv, og resten af plottet gennemsyres af middelmådighed.
Historien cirkler fortsat om Lisbeth Salanders fortid og hendes far, Zalachenkos, forbrydernetværk. Der bliver fokuseret på overvågning og Lisbets hacker-egenskaber, som når lige lovlig vilde højder, men bevares. Temaet er jo meget relevant, omend lidt brugt efterhånden. Derudover handler en del af bogen om autisme i form af drengen August, som besidder nogle specielle, og (selvfølgelig) brugbare, evner. Faktisk gør Lagercrantz det bedst i beskrivelsen af August, og hans mors forhold til sin voldelige og alkoholiske mand, i modsætning til skildringen af det arvede persongalleri.
Der hvor filmen knækkede for mig, var da det viser sig at Lisbeths (onde) tvillingesøster har en finger med i spillet: hun er en mester i manipulation og har overtaget faderens forretninger. Camilla, tvillingesøsteren, bliver nævnt i LUFTKASTELLET DER BLEV SPRÆNGT, og er altså ikke Lagercrantz’ påfund. Stieg Larsson har tydeligvis tænkt, at søsteren skulle være med i en fjerde bog, men hele ideen om en tvillingesøster, og hendes nærmest overnaturlige evner, virker for søgt, ligemeget hvem der ligger pen til.
DET DER IKKE SLÅR OS IHJEL prøver ihærdigt på at være en del af serien, men det virker som dømt til at fejle. Lagercrantz er en dygtig forfatter, så det er ikke dér skoen trykker. Mange har kritiseret ham for at lade hele historien blive fortalt af personerne, men det synes jeg egentlig fungerer for ham. Det er karaktererne og deres udvikling, der ikke fungerer. Selvom udgiverne har forsøgt at slå ‘det bliver aldrig det samme’-kritikken ned ved at proklamere, at det er Lagercrantz’ tolkning af Larssons univers, så kommer man ikke udenom, at han malker det. Karakterernes evner og historie udvikles i stumper og stykker (eller udvikles slet ikke, nok grundet berøringsangst fra Lagercrantz’ side) i forsøget på at presse mere saft ud af Millennium-citronen. Lagercrantz yder sig selv langt mere retfærdighed når han presser sine egne citrusfrugter.
DET DER IKKE SLÅR OS IHJEL er en middelmådig krimi. Man kan godt regne slutningen ud, men det er da stadig semi-spændende. Som fortsættelse til Salander-sagaen kunne den skam være værre, men det var ikke den bedste idé partout at fortsætte – heller ikke selvom Larsson havde udtrykt et ønske om at historien skulle leve videre. Dette er selvfølgelig ud fra et litterært perspektiv, dem der tjener fedt på bogen, som ramte bestsellerlisten kun tre dage efter udgivelsen, evaluerer nok anderledes. Millennium-trilogien er, i min optik, en færdig historie i sig selv. Læs derfor kun Lagercrantz’ fortsættelse, hvis du savner Lisbeth Salander så meget, at det gør ondt, eller du ikke har noget bedre at lave.
