Alfred Nobel

I Alfred Nobels ånd


Så er det i dag, torsdag, at akademiets døre åbnes, og vinderen af den 104. Nobelpris i litteratur bliver offentliggjort. LitteraturNu har benyttet lejligheden til at kigge nærmere på verdens fineste litteraturpris og dens omtumlede historie.

Der findes et hav af litteraturpriser, men kun en, som enhver forfatter ville bytte alle de andre priser væk for. Nobelprisen i litteratur er ikke bare, med sine 106 år på bagen, den ældste internationale litteraturpris, men også den absolut mest kendte og prestigefyldte. Udover præmien på den nette sum af 10 millioner svenske kroner, er der den svenske kongefamilies overrækkelse af medaljen og diplomet samt den traditionelle Nobel-forelæsning af årets vinder, der bliver fulgt af millioner af tv-seere verden over. Det er en enestående chance for de ofte temmelig smalle forfattere til at tale til et kæmpe publikum, der ellers aldrig ville høre dem, samt en oplagt mulighed for at mangedoble sit oplagstal. Og selvfølgelig er det jo også lidt af et boost for et forfatter-ego at være med i en eksklusiv klub, der tæller så prominente medlemmer som Thomas Mann, Ernest Hemingway og Gabriel Garcia-Marques.

Dynamitkongens eftermægle
Nobelprisen blev første gang uddelt i 1901. Den er opkaldt efter den stenrige svenske industrialist, Alfred Nobel, der kunne bryste sig af at være manden, der opfandt dynamitten. Selvom dette bragte både rigdom og prestige med sig, tyder meget dog på, at Nobel havde temmelig dårlig samvittighed over sin ikke helt ufarlige opfindelse. Nobel var nemlig, under industrialistens kølige ophøjethed, en følsom kunstnersjæl, der bl.a. havde et enkelt, aldrig opført, teaterstykke liggende i skrivebordsskuffen.

I 1888 havde en fransk avis ved en fejltagelse modtaget beskeden om Alfred Nobels død og skrev en ondsindet nekrolog, hvor der som overskrift stod at: ”Dødens købmand er død”. Derudover stod der, at: ” Dr. Alfred Nobel, som blev rig ved at finde måder, hvorpå man kunne dræbe flere mennesker hurtigere end nogensinde før, døde i går”. Det var ikke et eftermægle, som Nobel ønskede skulle knytte sig til sit navn. Han donerede derfor i sit testamente hele sin formue til en fond, som hvert år skulle uddele priser til folk, der havde udmærket sig i forhold til det moderne menneskes fremskridt – en meget tidstypisk tanke, der byggede på datidens fremskridtsseufori og positivistisk skråsikkerhed.

Priserne skulle uddeles inden for fem forskellige felter: fysik, kemi, medicin, fred mellem nationer og litteratur. (Rygtet ville dengang vide, at en pris i matematik ikke blev til noget, fordi en kvinde, som Nobel elskede, i stedet valgte en kendt matematiker). Inden for hvert felt skulle der dannes en komité med tolv medlemmer for livstid, som naturligvis skulle være eksperter af højeste rang. Deres job bestod i at uddele priserne så sagligt så muligt ud fra de kriterier, som Nobel havde nedskrevet i sit testamente.

Den ideelle/idealistiske pris
Litteraturprisens mål blev formuleret meget (u)klart af Nobel i hans testamente. Han skriver at kriteriet for prisen er: ”en person, der inden for litteratur har produceret det mest bemærkelsesværdige værk i en idealisk retning”. Lige præcis hvad Nobel mente med det, er der ingen der ved. Det svenske ord idealisk kan for det første både betyde ideel og idealistisk. For det andet ville en præcis oversættelse af ordet ikke gøre os meget klogere. For hvad er i grunden en ideel eller idealistisk litteratur?

Måske refererer det til litterære kvaliteter. I så fald kan det forstås som en litteratur, der er konserverende, og som ligger i naturlig forlængelse af fortidens mesterværker. Det kan også forstås som det diametralt modsatte, da en avantgardistisk litteratur, der konstant prøver at sprænge rammerne form- og indholdsmæssigt vel også er udtryk for idealer. Der er også en helt tredje tolkning af Nobels ord, der går ud på, at det ideelle ligger i de menneskelige og politiske visioner. Det vil altså sige, at prismodtageren så skulle være en forfatter, som igennem sine værker har kæmpet mod social uretfærdighed og undertrykkelse – og minder det ikke en smule om fredsprisen?

Endelig er der så spørgsmålet, om et værk er en enkelt bog eller en livslang produktion af bøger? De første 30-40 år syntes komiteen, at det var for en enkelt bog, hvilket gjorde den evigt beskedne Thomas Mann aldeles rasende, da han i 1929 modtog prisen for romanen BUDDENBROOKS. Han mente at dette var en hån mod hans netop udgivne roman, TROLDDOMSBJERGET, og det har da også senere vist sig, at komiteen faktisk ikke brød sig om hans seneste mesterværk.

Skiftende komiteer har benyttet sig af alle de forskellige tolkninger af det kryptiske svenske ord idealisk i Nobels kryptiske sætning og har fået både ros og rasende ris, lige meget hvilke kriterier de har lagt til grund for uddelingen.

En hård begyndelse
Lige fra starten var dynamitkongens litteraturpris et sprængfarligt område. Den første modtager af litteraturprisen blev den franske forfatter og filosof Sully Proudhomme. Prisen var i sagens natur ikke nogen stor begivenhed de første år, men alligevel lød der et ramaskrig i de svenske aviser. Det var der to grunde til: for det første var Proudhomme en kontroversiel herre. Han var glødende anarkist og har bl.a. i sine værker argumenteret for at: ”alt ejerskab er tyveri”. For det andet var han ikke nogen særlig anerkendt forfatter og havde kun en meget begrænset læserskare.

Det lyder måske umiddelbart tilgiveligt nok, men da dette samtidig betød, at den russiske forfatter Lev Tolstoj ikke fik prisen, udløste det over 200 vrede breve til akademiet fra forfattere og universitetsfolk fra hele Europa. Den aldrende Tolstoj var på dette tidspunkt allerede en verdensklassiker, og der havde inden overrækkelsen ikke været nogen tvivl om, at han selvfølgelig skulle have prisen. At det så samtidig skete på et tidspunkt, hvor svensk/russiske forhold var særdeles kølige, gjorde blot, at komiteen ikke bare blev beskyldt for at være uduelig, men også stærkt politiseret – det var åbenbart ikke nok at være en genial forfatter; ens hjemland skulle også være på god fod med Sverige. Tolstoj udtalte senere, at han ikke ønskede at modtage prisen, og han fik den heller aldrig.

Kammerateri?
At nobelkomiteen, der udgøres af medlemmer af Det Svenske Akademi, ikke er helt upåvirkelig overfor forskellige forhold, som Alfred Nobels testamente ikke nævner noget som helst om, er en tilbagevendende klagesang. Bl.a. har der været nogle lumre eksempler på forfatteres pression overfor komiteen.

Vor nations helt egen Karl Gjellerup (som det er lovligt undskyldt, hvis læseren ikke kender) var fast besluttet på at han skulle have Nobelprisen og skyede ikke nogen midler for at nå sit mål. Gjellerup tog derfor flere gange til Sverige, med det klare formål at blive venner med komitemedlemmerne, fik bekendte til at indstille sig til prisen og overdrev sin egen status i Danmark og Tyskland en hel del, når han var i nærheden af sin nyerhvervede svenske venner. Det udløste i 1917 en af Nobelhistoriens mindst fortjente priser, som den i dag totalt glemte Gjellerup dog måtte dele med Henrik Pontoppidan.

I 1972 var der lagt i ovnen til at en i det overdådige trekløver bestående af Graham Greene, Vladimir Nabokov og Saul Bellow skulle rende med prisen. Derfor kom det bag på de fleste, at svenskerne Eyvind Johnson og Harry Martinson i stedet delte prisen – ikke mindst fordi disse noget mindre kendte og anerkendte forfattere tilfældigvis også sad i Nobelkomiteen.

Politik
I 1970’erne, hvor marxismen og post-kolonialismen var in i intellektuelle kredse, begyndte der at lyde muren i krogene: Nobelprisen var et reaktionært foretagende, hvor gamle hvide mænd belønnede gamle hvide mænd, for at skrive om gamle hvide mænds tanker og oplevelser. Selvom beskyldninger om mandschauvinisme og racisme måske i dag lyder en anelse skingre, var der noget om snakken. Kun fem kvinder og en lille håndfuld ikke-europæere havde i 1970 modtaget prisen. Komiteen tog kritikken op til revision, hvilket resulterede i, at der i 1980’erne og ’90’erne haglede kritik ned over komiteen, fordi relativt ukendte og lavt estimerede forfattere fra tidligere kolonimagter og politiske brændpunkter havde førsteret over mere åbenlyse kandidater. I 1997 kom et lidt for åbenmundet komitemedlem ligefrem til at afsløre overfor en forelægger at Arthur Miller og Salman Rushdie ikke fik prisen, fordi de var ”for åbenlyse valg”.

Netop Salman Rushdie havde der også tidligere været en hel del ballade om. Da Ayatollah Khomeini i 1989 udstedte en fatwa over Rushdie, var den vestlige verden samlet i fordømmelsen af Irans præstestyre. Men da Nobel-komiteen i sin hensigtserklæring er defineret som neutral, så komiteformanden sig nødsaget til at reagere på krisen med tavshed. Den beslutning blev mødt med forargelse og fordømmelse fra en uforstående omverden og resulterede samtidig i, at to af komiteens livstidsmedlemmer tog deres gode tøj og skred for bestandig. Det var aldrig tidligere sket i komiteens historie og betød at den mistede en del af den uskyld, som den hårdt havde prøvet at tilkæmpe sig, netop ved at have et neutralitetsprincip.

Ahnlund-affæren
Den seneste store ballade i nobelland ligger stadig og lurer og kunne meget vel blusse op igen, hvis et kontroversielt navn bliver nævnt, når Horace Engdahl, permanent sekretær i Det Svenske Akademi, på torsdag afslører årets vinder.

I 1997 (hvor Rushdie og Miller som sagt ikke fik prisen) gik litteraturprisen til den italienske dramatiker Dario Fo. Det gjorde komitemedlem Knut Ahnlund så knotten, at han gik til pressen. Ahnlund påpegede at årets pris var kommet bag på alle, fordi de få, der overhovedet var bekendte med Fos værk, udmærket var klar over, at Dario Fo var en andenrangs-forfatter. Fo havde, ifølge Ahnlund, kun fået prisen, fordi komiteen forsøgte at fremstå som en flok åndsaristokratiske avantgardister, der for alt i verden ikke ville være forudsigelige.

Knut Ahnlund beholdt sit livstidsmedlemskab, men deltog ikke længere i udvælgelsesprocessen. Men i 2004, da den relativt ukendte og temmelig rabiate feminist Elfriede Jelenik fik prisen, fik Ahnlund nok, opsagde sin plads i komiteen og gik igen til pressen. Kritikken var den samme, suppleret med, at langt hovedparten af komiteens medlemmer var ældgamle og halvsenile, hvilket betød, at komiteen i realiteten kun bestod af tre mennesker, som endda havde meget kontroversielle og elitære præferencer. Dette blev dog blankt afvist af Horace Engdahl.

2005 blev det foreløbig sidste kapitel i miseren. Her gik prisen til dramatikeren Harold Pinter, der ikke havde produceret noget af betydning siden 1960’erne og som derudover netop havde underskrevet en støtteerklæring til Slobodan Milosovic, der krævede krigsforbryderens omgående løsladelse. Den nu rasende Ahnlund kunne kun gentage sin kritik endnu en gang og dertil tilføje, at Pinter var en ”politisk idiot”.

Nobelprisen i dag
De mange skandaler og onde rygter til trods, er Nobelprisen i litteratur i dag en verdensomspændende mediebegivenhed, og den eneste litteraturpris, som alle kender.

Selvom listen over glimrende forfattere, der burde have haft prisen, men aldrig fik den, er lang (Borges, Joyce, Woolf, Orwell ect.), og listen over dem, som i stedet kunne have undværet den, er lige så lang, så er der i dag en historie og ceremoniel patos over hele nobel-begivenheden, der gør, at den vil bestå som institution lige meget hvor stor ballade, der end måtte komme i fremtiden.

…Og endelig er der så stakkels Hr. Rushdie. Han må jo nok desværre sande, at han aldrig modtager prisen, hvor velfortjent det så end måtte være, nu hvor han indirekte har været skyld i, at tre medlemmer har forladt komiteen i vrede. Men held og lykke i hvert fald.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *