I bureaukratiets vold – Georg Ursin ARRIVISTEN
Ursins anden roman har sine lyspunkter, men sætter ikke dybe spor i sjælen på læseren. Den er en noget tyndbenet affære uden de store overraskelser.
Citat
Om arbejdsgangen i Pauls ministerium:
Det kunne dreje sig om rent parodiske forhold. Nogle medarbejdere, hvis bistand han havde søgt forgæves, fordi han ikke kunne finde dem, viste sig at sidde i kantinen, hvor de tilbragte timer med kollegial snak og nydelse af drikkevarer, fordi man havde fundet dem delvist uanvendelige og derfor havde reduceret deres opgaver. En kollega, der altid gik rundt med nogle sagsomslag under armen og derfor virkede flittig, gik blot fra kontor til kontor for at overtale nogle af de andre medarbejdere til at overtage det arbejde, som han selv havde pligt til at udføre. En anden tog imod alle de sager, som man gav ham, og stablede dem op på borde, reoler og gulvet uden nogensinde at behandle mere end en brøkdel af, hvad han modtog.
Georg Ursins litterære karriere fik en sen begyndelse. Først sidste år debuterede Ursin – i en alder af 71 år – med krimien CHENLEIN OG SCHMIDT. Inden da havde han arbejdet i en menneskealder i centraladministrationen, og det var i vid udstrækning erfaringerne herfra, der blev trukket på i debuten.
På samme måde forholder det sig med Ursins anden roman, ARRIVISTEN, men denne gang er krimitrækkene skubbet i baggrunden. I stedet fokuserer romanen på at tegne et portræt af den ambitiøse hovedperson, Paul Martins.
Paul hører ikke til blandt de største begavelser, men skraber sig igennem livet med snyd og kreative bøjninger af reglerne. Efter med nød og næppe at have fuldført en akademisk uddannelse lykkes det ham at skaffe sig ansættelse i et ministerium.
Paul lærer hurtigt at møve sig frem og har kurs mod ministeriets øverste tinder. Men så begynder det pludselig at gå galt. En af Pauls underordnede får nys om en ulden underhåndsaftale og forsøger at afpresse ham. Paul søger hjælp hos en hårdkogt vaneforbryder kaldet Hertugen, som kommer problemet til livs, men ikke på så elegant vis som Paul havde tænkt sig. Paul får snart nye problemer at slås med, og det får katastrofale følger.
På et overordnet plan handler ARRIVISTEN om samfundets uretfærdighed. Det er ikke flid, venlighed eller dygtighed, der er vejen til succes. I hvert fald ikke inden for ministeriets volde, hvor skruppelløs kynisme og egennyttighed er den karrierebevidstes bedste venner.
Sådan en tilgang til livet river bunden ud af tilværelsen, og da Paul bliver presset ud over kanten, er der meget, meget dybt at falde. Konens støtte kan han ikke regne med, for også ægteskabet er en del af Pauls karrierestrategi og helt foruden kærlighed.
Som modpol til dette følelsesforladte univers indsætter Ursin sin helt fra debutromanen, Victor Chenlein, og der lægges ikke skjul på, at han og Paul repræsenterer to modsatrettede overbevisninger. Fx da Paul går forbi en bygning, der tidligere er blevet beskrevet som en lise for Victors sind. Pauls vurdering er mindre romantisk:
– Den gamle, vældige, mærkelige gulbrune middelalderbygning bedømte han til at være grim og uøkonomisk og derfor værdig til nedrivning.
En rigtig skurk af børnebogsagtige dimensioner! Det er netop ARRIVISTENs store svaghed: Den rigide opstilling af det gode og det onde giver bogen et temmelig skematisk præg. Hele romanen er bundet op omkring skildringen af Paul, men da han fremstår mere som et symbol på moralsk fordærv end som en egentlig karakter, bliver ARRIVISTEN en småkedelig og forudsigelig omgang.
Ursins skrivestil leder tankerne hen på ikoner som Kafka og Dostojevskij, men deres dybde og nærvær formår han ikke at tilføre sine karakterer. Ursin formidler nogle klare pointer, men de er hverken særligt originale eller overraskende og i øvrigt stort set de samme som i hans debutroman.
Med ARRIVISTEN sidder man med en fornemmelse af faktisk at læse en ganske god bog, men en bog man allerede har læst. Den er skrevet af en forfatter, der ved præcis, hvor han vil hen med sin fortælling. Problemet er bare, at det ved læseren også, og derfor bliver ARRIVISTEN aldrig rigtig spændende.
