I Danmark er jeg født – Tine Flyvholm (red.) PÆRE-PERKER-DANSK
Ni forfattere og en illustrator har bidraget med forskellige udlægninger af det at blive bedømt som noget, man ikke nødvendigvis føler sig som. Som om det ikke var nok at være ung og forvirret i forvejen.
Citat
Mine forældre kan ikke lide perkere. De læser jo Ekstra Bladet og ser jeg er sort som en olieboring, men mine forældre gav mig alligevel sunblock på, når vi tog på camping, da jeg var lille. Ulla og Torben hedder de. De er fra Sønderjylland, og der er mange, der gennem årene har spurgt sig selv, hvad fanden to sønderjyder laver i Avedøre med en perkerunge. De har ikke spurgt Ulla og Torben. Det kunne jo opfattes forkert, ikke?
fra PERKERPERKER af David Meinke
For nogle år siden introducerede sprogforsker Pia Quist begrebet multietnolekt. Det dækker over det sprog der opstår blandt unge, der er vokset op med flere sprog, fordi de blander udtryk fra eksempelvis arabisk ind i deres danske og derved skaber en ny dialekt. Det er en genial betegnelse, efter min mening, og her kommer endnu en:
pære-perker-danskhed. Hvis du vil vide, hvad der ligger i dette begreb, kan du få en grundig indføring i novelleantologien PÆRE-PERKER-DANSK, som går lige i kødet på klichéer og fordomme og leverer et nuanceret bud på, hvad det vil sige at være ung, forvirret, misforstået og måske – måske ikke – perker.
Nogle af forfatterne har selv anden etnisk baggrund end dansk, men ikke alle. Det samme gælder novellernes hovedpersoner. Faktisk er det sværere end som så at sætte en finger på, hvad den røde tråd i disse fortællinger egentlig er. Antologien kredser nemlig ikke bare om, hvordan det er at være udlænding i Danmark eller, hvordan det er at
blive diskrimineret på grund af hudfarve, skæglængde eller religion. Historierne griber spørgsmålet om tilhørsforhold an fra mange vinkler, og netop det er en af styrkerne ved PÆRE-PERKER-DANSK.
I TRE SLAGS skriver Dorthe Nors eksempelvis om jyder, der flytter til København. De skal ikke regne med at få en varm velkomst ved besøg på på den jyske hjemegn. Her hører man kun til, så længe man er den, man altid har været. Kristina Stoltz skriver i JAMILAS FAR om faderen, hvis 20-årige datter opponerer mod den moderne og uortodokse livsstil, han selv har opdraget hende i. Nu vil hun giftes og gå med tørklæde, og faderen forstår det ikke.
At skrive om integration og fremmedfølelse kunne let være blevet et moralrytterisk projekt med lidt for forudsigelige pointer, men PÆRE-PERKER-DANSK behandler integrationsspørgsmålet med både humor og herlige forventningstwist. I Fatima AlZahra’a Alatraktchis CAND.SCIENT. møder vi eksempelvis den færdiguddannede Mohammad, som ingen vil ansætte, og som derfor giver pokker i det hele og tager sig nogle helt, helt anderledes venner end dem, han havde på studiet.
Mikkel Sommers finurlige og meget morsomme illustrationer går knapt så meget i dybden med antologiens tematik. Sommer tager i sine tegnede striber akavede hverdagsøjeblikke op, hvor modsætninger både trækkes op og nedbrydes. Det er både sjovt, smerteligt og meget rammende.
Min eneste anke er, at antologien måske kunne have taget fat om lidt flere af de fordele, der er forbundet med at være vokset op med mere end én kultur. Dem må der, forvirringen til trods, være nogle stykker af. Vi ser det glimtvis i Gunvor Reynbergs PERLEVENNER, hvor to drenge narrer folk til at tro, at den ene, som er adopteret, er muslim og skal tvangsgiftes. Ærlighed varer som bekendt længst, men sjovt er det, så længe dobbeltspillet virker.
Hvis jeg var dansklærer, ville jeg inddrage denne antologi i undervisningen. Hvis min tyrkiske nabo havde fødselsdag, ville jeg give ham den i gave, men jeg ville også gerne give den til overboen fra Slagelse. Begrebet pære-perker-dansker defineres bredt, og ikke mange vil kunne sige sig helt fri for at blive berørt af problemstillingerne i
novellerne.
PÆRE-PERKER-DANSK gør Danmark endnu mere multikulturelt, end vi måske gik og troede, at det var.
