I den nye verden – Don DeLillo DEN FALDENDE MAND
Når amerikanske Don DeLillo udgiver en ny roman, er der grund til at glæde sig. Denne gang handler det om verden efter terrorangrebene 11. september.
Citat
Han stod ved National Rent-A-Fence-afspærringen og kiggede ind i disen, hvor han så enderne af bøjet filigran som var de eneste ting der ragede op, en skeletagtig rest af det tårn hvor han havde arbejdet i ti år. De døde var overalt, i luften, i murbrokkerne, på tagene i nærheden, i de vindpust der kom op fra floden. De var sunket ned i asken og støvregnen på vinduerne langs gaderne, i hans hår og på hans tøj.
Med Don DeLillo befinder vi os i forfatternes eliteliga. Det skyldes især den monumentale storroman UNDERVERDEN fra 1997, der er et sandt pragtværk. Derfor var mine forventninger ualmindeligt høje, da jeg begyndte på DEN FALDENDE MAND. Og romanen åbner da også lovende: DeLillo demonstrerer således sin overlegne evne til med ganske få sætninger at sætte scenen og intonere stemningen i en beskrivelse af New Yorks gader umiddelbart efter at det første fly er smadret ind i World Trade Center. Synsvinkel ligger hos Keith – ‘en mand dækket af aske’ – der netop er vaklet levende ud af tårnet for at møde en verden i kaos. Røg og aske har formørket gaderne, hvor blødende folk flygter i panik og skikkelser kaster sig desperat ud fra tårnene.
Herfra handler romanen om det store efter. For terrorangrebene var en af den slags sjældne hændelser, som er epokegørende. Både i stor politisk skala og helt konkret for det enkelte menneske. Don DeLillos greb består i at rette blikket indad mod nogle få individers psyke – Keith, hans fraseparerede kone Lianne og deres søn Justin – for at undersøge, hvordan så voldsomme hændelser manifesterer sig hos den enkelte. Og hans beskrivelser af det psykiske traumes sætten sig igennem i det fysiske er fænomenal, her blot et enkelt eksempel:
– Hver gang de så en video med flyene, flyttede hun en finger hen mod afbryderen på fjernbetjeningen. Så blev hun ved med at kigge.
DEN FALDENDE MAND tager sin titel fra den performancekunstner, der i tiden efter tårnenes kollaps pludselig ses hængende ned fra højhuse og stilladser rundt om i New York. Imens spejder lille Justin efter flere af ‘Bill Lawtons’ (læs:bin Ladens) dødbringende fly på himlen, og det gamle teodicé-problem er pludselig aktuelt igen: Kan der findes en Gud, når sådanne tragedier rammer uskyldige?
Det er både komplekse og almengyldige problemer, DeLillo tager op, og hele vejen har han suverænt greb om handlingens mange tråde. At jeg alligevel endte med at være skuffet over romanen skyldes til dels de usædvanligt høje forventninger, som hans tidligere værker giver anledning til (hvilket jo ikke er DEN FALDENDE MANDs skyld) og, langt værre, at jeg aldrig for alvor blev grebet af personerne. De fremstår ret diffuse og ja, askeagtige, hvilket selvfølgelig kunne være en subtil pointe, men ikke desto mindre kunstnerisk set er skidt.
Det gør dog langt fra DEN FALDENDE MAND til en dårlig bog, men netop fordi DeLillo er en så blæret forfatter, kunne man have håbet på mere. Der vil med garanti blive skrevet bedre bøger om de frygtelige terrorangreb, og indtil da er DEN FALDENDE MAND at anbefale – vel at mærke efter at man har læst det første mesterværk om emnet, nemlig Jonathan Safran Foers EKSTREMT HØJT OG UTROLIG TÆT PÅ fra 2005.
