Af | 8. oktober 2007

I embeds nedbør – interview med Pablo Henrik Llambías

Hvorfor havde Pablo Henrik Llambías to embedsmænd med på scenen under sin optræden på årets regnvåde Roskilde Festival?

Citat

[Mikrofonen tændes]:
Jens: … jeg arbejder i kondomteltet.
Pablo: Kan man ikke få dem gratis herude?
Jens: Nej, folk passer bedre på dem, hvis de betaler for dem.
Pablo: Men der kommer folk ind og ser rigtig liderlige ud?
Jens: Nogle gør og nogle har ikke nogen penge og tigger dem. Jeg er ked af, at jeg ikke så jeres show.
Pablo: Det gør ikke noget.

Det er starten af oktober. Det blæser, er koldt og regner ind i mellem. Alt dette giver min krop en fornemmelse af Roskilde Festival 2007. Sådan var vejret nemlig for tre måneder siden, fredag d. 6. juli, hvor jeg heldigvis sad relativt inden døre i Spoken Word-teltet for at overvære ’Pablo Llambías og Embedsmændene’. Det med embedsmændene skulle tages helt bogstaveligt, for med på scenen var to vaskeægte embedsmænd, Kasper Nyrup Madsen og Flemming Krabbe, fra hhv. Telestyrelsen og Arbejdsdirektoratet.

De to embedsmænd bidrog hovedsagligt med korsang, men havde hver skrevet en af de tekster, der blev fremført. Den ene var om adgang til rumsegmentkapacitet hos EUTELSAT, den anden om feriedagpenge for nyuddannede. De sang fint, var velklædte og så rare ud. Men hvorfor var de egentlig med?

Showet bestod altså primært af Llambías’ tekster, og man fornærmer næppe nogen ved at sige, at det var fra den mere kulørte del af dennes i forvejen ganske farverige forfatterskab. Humor og musik var, som ved de fleste indslag på Spoken Word-scenen, de fremtrædende virkemidler i bestræbelserne på at komme i kontakt med festivalpublikummet.

Det sværeste sted at optræde
Et par timer efter denne optræden møder Jens Øvre Sørensen og jeg Llambías til et interview i LitteraturNus partytelt ’Bus Bus’, beliggende lige over for Spoken Word-scenen. Efter lidt indledende snak om Jens’ altruistiske arbejde i kondomteltet, slår jeg i bordet og forsøger at lede samtalen hen i alvorligere baner. Jeg ville helst have lokket Llambías til at erklære, at hele Roskilde Festival i virkeligheden er en af hans bøger, med de mange roller og scener, med et paradoksalt forhold mellem gruppe og individ, og i et lige så tvetydigt møde mellem begreberne ’kaos’ og ’orden’. En frikommune med sine helt egne love – og måske var derfor, der var brug for embedsmænd? Det er dog for søgt til, at jeg for alvor hopper ud i det, og vi begynder i stedet mere konkret og naturligt med at tale om det overståede show.

– Det er et meget svært sted at optræde, forklarer Llambías, det sværeste sted i Danmark. Fordi man på en eller anden måde skal lave et lukket rum. Det er et meget desperat rum, så der skal meget action til for at komme ud over scenen. Det giver meget showprægede ting, og det bliver meget skrøbeligt, for hvis det show så ikke funker, så falder det jo helt igennem. Vi fik dem nogle gange, men ikke hele vejen igennem. Desværre.

Statens brug af kunst
Her spørger Jens, for første, men bestemt ikke sidste, gang, hvorfor Llambías havde haft embedsmænd med på scenen og fortsætter: ’Du er meget fascineret af bureaukrati?’

’Jo, det har jeg været, men det er faktisk ikke derfor, de er her’, lyder begyndelsen af svaret, inden det går over i en saglig og nærmest embedsmandsagtig udredning, der i stil vil være yndere af forfatterskabet velkendt. Da LitteraturNus båndoptager er af tvivlsom kvalitet og folk omkring os er lidt højrøstede, fortaber argumentationen sig delvist i støj, men ifølge Llambías er det i dag svært for staten, det officielle Danmark, at implementere idealistiske ideer i samfundet, uden at disse ideer udvandes undervejs. Det kunne man fra 1940’erne til 70’erne, men derfra begynder befolkningen at miste troen på ægtheden i statens forhold til idealisme og brug af kunst. I dag har vi så en regering, hvis filantropi og idealisme man ikke kan stole på fra et kunstnerisk synspunkt.

– Så den ironi man kunne lave i forbindelse med RÅDHUS [fra 1996, LL], den kan man ikke lave i dag. Dengang var det fordi, man faktisk stadig stolede på, at staten ville noget med kunst og kultur, og så kunne man ironisere over det. Det kan man ikke længere i dag, man kan ikke stole på, at staten vil noget med kunsten. Derfor er embedsmændene sådan set ikke længere en ironisk figur. Men fra et brugersynspunkt er figuren en udfordring: Hvilken side står den egentlig på? Lige nu ser det ikke ud til, at den står på nogens.

For at få debatten ned på et niveau hvor jeg kan følge med, er jeg her nødt til at spørge Llambías, om han er glad for at optræde og synge med dem, embedsmændene, og om han savner at spille musik. Llambias har gået på musikkonservatoriet og var en meget talentfuld trombonespiller (nej, det sidste aner jeg faktisk ikke noget om, men det forestiller jeg mig).

– Ja, det er sådan set kernen i det. Nej, jeg savner ikke at spille musik, for jeg får netop afløb for det ved at lave sådan noget her.

Hvorfor var der embedsmænd på scenen?
Samtalen glider, foranlediget af Arcade Fires koncert dagen før, over i emnet showmænd kontra amatører, og hvordan publikum faktisk helst vil have begge dele på én gang. Vil have folk der kan underholde og samtidig virke ægte. Der bliver nævnt nogle forskellige navne, Björk, Iggy Pop, Nirvana, Henrik Nordbrandt og selve Spoken Word-scenen.

Jeg spørger, om han skal fortsætte med embedsmændene. Llambias forholder sig tavs, og jeg må spørge Jens, hvad det betyder?

– Det ved jeg ikke. Jeg synes stadig ikke, vi har fået et klart svar på, hvorfor der var embedsmænd med. Er det noget du har tænkt specifikt til Roskilde Festival?

– Ja, det er det. Det er fordi jeg godt kan lide at gå ud på kanten til det latterlige. Det er et godt sted at være. Der er mange af mine tekster, der kører på kanten af det latterlige. Og alle mine optrædender på Spoken Word, men egentlig alle mine oplæsninger, bevæger sig på kanten til det latterlige. Det er meningen, at det skal udstille det skrøbelige. Det skrøbelige ved selve væren, ved selve livet. Jeg kan selv godt lide performances på kanten til det latterlige, svarer Llambías, der altså heldigvis hurtigt har genvundet taleevnen:

– Det er den skrøbelighed de fleste mennesker, det tror man i hvert fald, meget gerne vil have fra kunstnere. Der er ingen, der vil have det professionelt, for professionelt, for så er det ikke sjovt længere. Det er heller ikke nogen, der vil have det for amatøragtigt, men der er nogle, der gerne vil have det autentisk. Så min linje er at tillade chancen for blottelse, at risikere nederlaget. Det gør jeg i mine optrædender, men også i mine bøger, hvor muligheden for blottelse, muligheden for at det hele falder sammen som konstruktion, også er tilstede. Alle de bøger med magisk realistiske slutninger er et råb om, at det på en eller anden måde skal kunne falde sammen. Hele projektet. Det er selvfølgelig en kritisk kommentar til bøger, som ikke løber den risiko. Som dækker sig ind i plottet, eller med figurer som er troværdige eller forsvarlige. Det handler om at gå ud til kanten af det forsvarlige for at tale om en menneskelig konflikt.

Nu handler det om at blive fuld
– De fleste mennesker ville skide grønne grise, hvis de skulle op på Spoken Word-scenen, fortsætter Llambías, men det er faktisk ikke meningen, at man skal gå ind og levere et fantastisk show eller noget, der er afgørende afgjort. Når Nordbrandt i går havde stor succes, så er det fordi, han formår at gå lige derhen og være skrøbelig i den situation, og han har publikummet til det. Han skal lede efter det første digt i lang tid, og det er pinligt. Og det gør han tre, fire gange mere. Publikum er med ham. Der er kemi mellem digter og publikum. Det fortæller os om, hvor skrøbeligt det er at digte, men egentlig også om, hvor skrøbeligt det er at være menneske.

– Når du taler om det latterlige, spørger Jens, er det så også fordi, der er noget latterligt i at være forfatter, i at mene at man har noget meget vigtigt at sige?

– Et af grundproblemerne med at være forfatter er, hvis man gerne vil sige noget. Så er man allerede galt i byen. Det er i hvert fald noget jeg oplever med mange forfatterskoleelever: I forsøget på at dække sig ind og legitimere sin tekst, pumper man budskabet op, så det bliver noget med død eller ødelæggelse eller desperation eller stor kærlighed. Tit meget store temaer. Meget af en forfatterskolelærers arbejde, uanset om det lige er på forfatterskolen eller andre steder, går ud på at få folk til at forstå, at de skal kunne stole på den lille bitte sætning. Om det var noget svar, ved jeg ikke.

Her begynder Llambías at udvise en vis utålmodighed, nu må interviewet gerne snart slutte. Vi spørger dog, hvad han skal se de næste dage?

– Jamen, jeg ved det faktisk ikke. Jeg vidste det i går, da jeg så Arcade Fire og Björk, men ellers druknede det hele i regnen. Og så har jeg været så nervøs for i dag, at det eneste det handler om nu er at blive fuld.

Godt ord igen. Vi skynder os at slukke mikrofonen og taler lidt om det med at være fuld. Men alt det er jo egentlig udenfor referat, så vi lader ham slippe her.

– Men vi fik aldrig svar på, hvorfor de embedsmænd var med, siger Jens bagefter.

– Næ, men han ville vel bare gerne have sine venner gratis ind på Roskilde, så han kan drikke sig fuld med dem, svarer jeg. Det var det suverænt klogeste, der kom over mine læber under den festival.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Interview,

Læs også