I faderens og sønnens og humorens navn – Kari Hotakainen ISAAK-KATEDRALEN
Kari Hotakainen har skrevet en morsom og meget rørende roman om den gamle mand og det brugte liv. Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2004 overgår forventningerne.
Citat
Tiilikainen kom ud af sengen i en fart og satte kursen mod toilettet. Efter hvert skridt strammede han balderne sammen, mens han udstødte små hyl. Jeg kom til at tænke på et rockprogram fra midten af 80´erne, som min søn plejede at se, når han var på besøg hos os. I det medvirkede en kvinde ved navn Tina Turner, hun fór rundt på scenen med skrævende ben, fuldstændig som om hun havde en kæmpelort, der brændte i hendes endetarm. Tiilikainen led af det samme, bare af en anden støbning. Sagen nåede sin afslutning i døren ud til toilettet, hvor Tiilkainen blev stående stiv som en pind. Han støttede sig til døren med begge hænder, bøjede hovedet og hvæsede som en sodavandsflaske, der var ved at blive åbnet. Baldernes samlede kræfter var ikke nok, endetarmen sprøjtede pyjamasbukserne fulde af vælling.
Hovedpersonen Paavo, som er en gammel enkemand, tidligere kørelærer og ateist, falder om i et supermarked med en hjerneblødning. Da han derefter ligger på sygehuset, forsøger han at få styr på sin hukommelse, men hjerneblødningen har slettet det meste. Kun langsomt dukker fortiden op i glimt. Det er minder fra sommerdage med hans kone og deres søn, det er ferier med konen, mens kærligheden stadig var levende, og det er erindringen om hendes begravelse, der endte i et skænderi mellem far og søn.
Nu ligger han der og lytter til de andre patienters skænderier og tænker over sit liv. Han er fortvivlet over sin søns hengivelse til Gud, og det er denne bekymring, der får den gamle ateist til at rejse sig fra sygesengen. Han vil redde sønnen fra det pjat, så turen går til Sankt Petersborg, hvor sønnen arbejder som forgylder i Isaak-katedralen. Med hjertemedicinen i lommen ryster den gamle mand rusten af kroppen i dette omvendte korstog.
Kari Hotakainen har skrevet en meget morsom roman om livet på sygehuset, de gamle mænds tanker og om problemer med familien. Det er minderne fra fortiden, der holder Paavo i gang på sygehuset, og disse minder er meget rørende at læse. De kommer til at stå som en kontrast til den humor, der ligger som glasur over hele romanen. Kari Hotakainen veksler fint mellem varmen og humoren, og det gør, at såvel romanen som hovedpersonen bliver læst med sympati.
Kari Hotakainen modtog Nordisk Råds Litteraturpris for HJEMMEFRONTEN i 2004, og han havde således meget at leve op til. Men denne anmelder fik uden tvivl sine forventninger indfriet. Faktisk synes jeg, at ISAAK-KATEDRALEN er langt bedre end HJEMMEFRONTEN, da den er skrevet med mere varme og sympati for personerne i romanen. Efter min mening var HJEMMEFRONTEN for vild, og det virkede som om, Kari Hotakainen ikke holdt af sin mandlige hovedperson.
ISAAK-KATEDRALEN er derimod skrevet med forståelse for og stor indleven i hovedpersonens liv. Kari Hotakainen har skabt et nuanceret billede af en gammel og gnaven mand, der blot leder efter meningen med sit liv.
Helena Idström har oversat romanen, og det er gjort godt. I det hele taget flyder sproget fint, og alle vil uden tvivl få stor glæde af en aften i selskab med Paavo – denne sure og charmerende gamle mand.
