I grænselandet – Pat Barker DOBBELTSYN


Scenen sættes i Nordengland. Der er tåge. Der er natur. Der er stilhed. Der er en billedhugger, en præst og hans unge datter, der er en dragende ung mand med en mystisk fortid. Der er en hjemvendt krigskorrespondent. Og så er der ulykker, død og tunge minder i stribevis. Scenen er sat…

Stephen, som er krigskorrespondent, kommer hjem fra Afghanistan for at skrive en bog og for at holde orlov. Han låner en hytte i nærheden af sin bror og hans kone, hvor der er fred og ro. Men forstyrrelserne lurer. Han får et forhold til præstens unge datter, og de kommer hurtigt til at leve et ægteskabeligt liv sammen. Desuden får Stephen kontakt til Kate, der er billedhugger og enke. Hendes mand Ben var Stephens ven og krigsfotograf, men han blev dræbt i Afghanistan for øjnene af Stephen. Kate arbejder på en stor Jesus-figur, der er bestilt af en nærliggende kirke. Men da hun kører galt i begyndelsen af romanen, tager hun i mod hjælp fra den unge Peter. Men der er noget mystisk ved den unge mand.

Mystikken lurer generelt overalt i dette engelske landskab. Der er noget mystisk ved Stephens brors ægteskab. Der er noget mystisk ved alle de hvide varevogne, der kører rundt. Og så er der flere uhyggelige indbrud. Der er telefoner, der ringer, men der er ingen i den anden ende. Der er en buket roser, der er viklet ind i ståltråd. Og så er der den store Jesus-figur. Eller måske er det slet ikke så uhyggeligt alligevel. Måske er dette bare en skildring af en virkelighed.

Men det er en virkelighed, der er fortalt af Stephen, som har et indre lager af grusomme krigsoplevelser med sig. Muligvis er det denne optik, som titlen peger på: DOBBELTSYN. Stephen ser alt i et dobbeltsyn, hvor den ene oplevelse er den virkelige, men samme oplevelse bliver forstyrret af et filter af krigsoplevelser og ondskab.

Det kommer især til udtryk i slutningen af romanen, hvor Stephen bliver vidne til et indbrud. Det hele bliver forværret og forvrænget i hans dobbeltsyn. Det samme oplever Kate, der stadig er påvirket af Bens død. Hun er romanens 2. fortæller, og også hun oplever ting, der bliver uhyggelige, når de bliver oplevet med hendes dobbeltsyn.

Pat Barker undersøger, hvordan man kan komme videre i et liv, der ellers er sat i stå på grund af mistet håb, vold og ensomhed. Og det gør hun godt. Hun tegner troværdige og nuanceret billeder af de forskellige personer i romanen. Det lykkedes især med skildringen af Kate, som virker meget ægte.

Det interessante ved romanen er også, at mange af de mystiske oplevelser ikke bliver opklaret. Det giver et troværdigt billede af en virkelighed, hvor der ikke er en løsning på alt. Eller måske er der en løsning, men der er ikke tid til at sætte sig ned og vente på at løsningen dukker op. Livet venter ikke, så man kan lige så godt rejse sig og komme videre.

Så det er det de gør, disse mennesker i DOBBELTSYN. De bliver puffet rundt og væltet, de bliver skilt og slået på og svigtet og berøvet og bange. Men de rejser sig op og går videre. I dette grænseland mellem en grum fortid og en lysere fremtid, i et grænseland, hvor tågen spærrer for udsigten, er det vigtigt at gå videre, selv om tågen ikke letter med det samme.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *