I hælene på ondskaben – Jean-Christophe Grangé DEN SORTE LINJE


Den franske thrillermesters seneste roman har absolut fascinerende elementer, men fortænktheden kaster slagskygger over det gennemresearchede seriemorderplot.

Citat

Han følte sig lige så meget hjemme på politigårdens direktørkontorer som i Fresnes-fængslets samtalerum. Han spiste frokost med landets dygtigste kriminalbetjente og interviewede de mest brutale mordere. Han researchede, iagttog, jagtede, men hver gang gik han glip af det afgørende: Han fik ikke set det Ondes ansigt.
Men han gav ikke op: Efter fem års ansættelse på Le Limier ventede han stadig på den helt rigtige sag, på morderen, taget på fersk gerning, hvis tilståelse ville give ham mulighed for omsider at se det sorte lys. Han levede i dets bagland; en dag måtte det lykkes ham at få det at se. 

Udpenslet vold af særlig sadistisk karakter er blevet den storsælgende spændingsforfatter Jean-Christophe Grangés vigtigste varemærke. Hans seneste roman, DEN SORTE LINJE, undviger ingenlunde fra konceptet, men hvor ondskaben i Grangés tidligere bøger var den underforståede præmis, er den nu det udtalte omdrejningspunkt for handlingen, der kan læses som forfatterens foreløbige refleksion over den dystopiske grundstemning, hans romanunivers er blevet synonym med.

Desværre tilfører refleksionen ikke noget godt til Grangés ellers konsekvente stil, som i denne omgang er endt i en temmelig udmattende og fortænkt satan af en 585 siders-roman, der langt fra kommer op på højde med forgængerne, ULVENES RIGE, STENKONCILIET og DE BLODRØDE FLODER.

Hovedpersonen i DEN SORTE LINJE er den traumatiserede og desillusionerede kriminalreporter Marc Dupeyrat, der har én mission i sit usle liv: At se det Onde i øjnene. Han har længe vidst, hvor han skulle lede: Blandt seriemorderne, som han kalder ”ægte diamanter, rå sten”, fordi de ikke er styret af andet end selve morddriften, ”kold, ublandet, fyrstelig”. Men trods flere års research og mange interviews med disse vor tids uhyrer har Marc endnu ikke fundet det, han søger: At identificere sig med og dermed forstå den rendyrkede ondskab.

Alt det ændrer sig, da den kendte dykker Jacques Reverdi anholdes i Malaysia, anklaget for det bestialske mord på en ung dansk pige. Der hersker ikke megen tvivl om, at Reverdi er skyldig, både i dette og flere andre lignende mord, og i ham føler Marc intuitivt at have fundet den inkarnerede Ondskab selv – den, der skal lede ham ind i mørkets hjerte.

Under dække af at være en kvindelig psykologistuderende tager han kontakt til den dødsdømte seriemorder, der sidder fængslet i Malaysia, men Marc opdager først for sent, hvad det er for et menneske, han har indladt sig med. Selv fra sin celle formår Reverdi at styre verden omkring sig og snart er der ingen vej tilbage for Marc – og heller ikke for de mennesker, han tankeløst får hvirvlet med i sit dødsridt ned i det Ondes malstrøm, hvor ingen nåde gives.

DEN SORTE LINJE er således på mange måder en elementært spændende fortælling og Grangé har uden diskussion et gudbenådet talent for at fremmane uhyggelige stemninger, så man både ser, hører og lugter panikken. Problemet er, at man skal næsten 200 sider ind i romanen, før historien for alvor fanger og Grangé får skrevet sig fri af en grænseløst omstændelig og i visse passager nærmest pinlig ouverture (som f.eks. da Marc Dupeyrat interviewer en kunstinteresseret gynækolog om farven på kvinders blod!) til det, der er romanens grundlæggende præmis: Jagten på det Onde. En præmis, der – i hvert fald i denne anmelders øjne – virker som en unødvendigt intellektualiserende undskyldning for at skrive om vold og død. Man får uvægerligt den tanke, at Grangé er begyndt at få kolde fødder over den linje, forfatterskabet har lagt, og det er ærgerligt.

Endelig trækker Grangé så hårdt på alle klicheerne om seriemordere, deres baggrund og notoriske had til kvinder, at DEN SORTE LINJE i sidste ende efterlader sin læser med oplevelsen af en bog, der er skrevet alt for meget med hjernen og alt for lidt med forfatterens hjerteblod – uanset, hvor gennemført bloddryppende, romanen i øvrigt er! En lidt bleg omgang fra den ellers så saftige Grangé.

Skrevet af Kirstine Ersbøll Meyhoff

Cand.mag. i litteraturvidenskab. Især optaget af gotisk litteratur, victorianske 'sensation novels' og krimier. Har desuden en forkærlighed for store episke, marathonagtige romaner - fra Margaret Mitchell til Vilhelm Moberg. Når hun bliver gammel vil hun sidde på en bænk i Sevilla og se solen glimte i Rio Guadalquivir, mens hun nusser sin marmeladefarvede kat bag ørerne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *