I hjertet ny – Lars Frost SMUKKE BILER EFTER KRIGEN
Lars Frost har skrevet en samfundskritisk knaldroman om alt, hvad læserens hjerte kan begære af krig, biler, damer, natur, drama, 1000-kronesedler i en stor kuvert og en lidt skummel fortid.
Citat
Hvis man giver en idiot et horn, så skal han nok finde noget at dytte af.
SMUKKE BILER EFTER KRIGEN handler om en ung mand, Lasse, der med lommen fuld af tusindekronesedler rejser til Island for at deltage i en vens bryllup. Efter brylluppet tager Lasse på Islandseventyr med en broget flok unge mennesker. Det varer ikke længe, før det går rigtig galt, da den uerfarne chauffør Bart (Simpson, tænker Lasse) kører bilen ud i en voldsomt strømmende smeltevandsflod, hvor bilen forliser. Tilbage i Reykjavík hænger Lasse lidt ud i byen, inden han tager hjem. Det er kort fortalt romanens første del, der hedder Island.
Romanens anden del, som kronologisk set er den første, hedder Før Island. Her hører vi om Lasse hjemme i København, om hans fortid og om, hvordan de der tusindekronesedler egentlig kom ham i hænde.
Iblandet den tempofyldte handling er Lasses utallige digressioner om politik, etnicitet, kolonialisering, små pigenumser og sprogfilosofi. Blandt andet. Det er her bogen har sin egentlige styrke, fordi Lasse tager munden fuld og giver lyd til de yndlingsaversioner, som i hvert fald denne anmelder deler. Det er herligt at læse sidelange udredninger om islandsk musikliv, øl, Michael Moore og Leif Davidsens tvivlsomme rolle som litteraturkender, fordi der gives los og tages stilling. Her er endelig en forfatter, der aktivt nikker skaller. SMUKKE BILER EFTER KRIGEN er en ustyrlig smeltevandsstrøm af skråsikre holdninger, som læseren bliver nødt til at tage stilling til, fordi tonen er udfordrende og agitatorisk.
Det er en roman med en bred publikumsappel, fordi den omhandler og behandler det omgivende samfund. Samtidig får den politisk og samfundskritisk gennemslagskraft ved at blande sig i den daglige debat og i mediebilledet. Og det endda med en overbevisende charme, så man modstræbende tager Lasse til sig, som den bralrerøv han er.
Det er på alle måder et generøst projekt, Lars Frost her diverterer med. Handlingen er til tider direkte spændende, karaktererne er genkendelige og troværdige (men ikke specielt pålidelige), sproget er vulkanisk og altoverdøvende og holdningerne er så udstansede, at man skal være noget ignorant for ikke at blive fanget af romanen. Der er endda et lækkert soundtrack indlejret i romanens lange bilture.
Forfatteren opererer i læserens tjeneste og lader storladent læseren få ret (hvilket i sig selv er en samfundskritisk kommentar til en tid, hvor det vigtigste tilsyneladende er at få ret) og yder en stor indsats ved at skrive noget, der kunne ligne et bud på den så længe efterlyste store samtidsroman. Og så er den en roman, der ved at vende et kendt t-shirt slogan på hovedet (I love NY = I hjertet ny…) får i hvert fald denne læser til at reflektere over, hvordan betydning genereres og hvad poesi egentlig er for en størrelse.
Læs den før din nabo, det er hele turen værd.
