I kredsløb om Polen – Maja Magdalena Swiderska THE BORDER BREAKING BUNCH


Der er både saft og centrifugalkraft i denne lille sørgmuntre debutroman.

Citat

Kan man tro på, at sproget bliver ens engang? Kan man tro på historierne, på begyndelserne og afslutningerne? Kan man tro på familiefortællingerne, på ordene? Ja, ordene. De ordentlig opløste ord. De ætsende ord, de pulveriserede, partikulære, porøse ord. Hvor er de blevet af?

‘Man kan starte sådan en fortælling mange steder’, skriver Maja Magdalena Swiderska i forordet til sin debutroman om sin debutroman, THE BORDER BREAKING BUNCH. Og det må man give hende ret i, for romanen er i flere henseender den samme fortælling om sprog, identitet og nationalitet, der fortælles igen og igen, men hver gang starter nye steder.

Eller man burde måske sige ikke-steder. For personerne i Swiderskas roman er hele tiden undervejs, enten i transportmidler, i tilbageblik eller i overført betydning. Hovedpersonen M. sidder, da vi møder hende første gang, i flyveren mod Warszawa, og det er her – i luftrummet mellem Danmark og Polen – at Swiderskas fortælling tager en af sine begyndelser:

M.s bedstemor måtte flygte ud af landet under Anden verdenskrig, da Hitler invaderede Polen. Siden måtte M.s forældre gøre det samme under Den kolde krig. De flygtede til Danmark. Men M. føler sig ikke hjemme og vil tilbage til de polske rødder. Det eneste problem er, at kæresten ikke vil med.

En lignende fortælling udspiller sig med den tavse polske immigrant Mama Es, hvis yndlingssteder er lufthavne og vindueskarme. Men heller ikke hun føler sig hjemme. Hun er flygtet fra romanens handling, da fortælleren (kaldet Fortælleren aka M.I.G.) vil introducere hende.

Og så er der Sister C’s cirkulære digte, der tematisk og bogstaveligt kredser om sig selv og opsluger enhver betydningstilskrivning, som om de var små sorte huller i fortællingen.

Hvordan kan man leve i en verden fuld af grænser, når man ikke selv har nogen? Det er det spørgsmål, som THE BORDER BREAKING BUNCH kredser om og bliver ved med at formulere på nye måder, nye sprog og i nye billeder. M. føler sig hverken rigtig dansk eller rigtig polsk, hun er så at sige grænseløs. Hendes største frygt er at sidde fast, ‘i sproget, i tanken, i sig selv’, og derfor rejser hun. Det er paradoksalt nok i flykabinen, hun føler sig mest hjemme. Men samtidig også mest fortabt.

Som en slags illustration af dette dilemma holder Swiderska sin fortælling i et spændingsfelt mellem mulige definerbare positioner. Det er næsten umuligt at sige noget definitivt om, hvor M. og Co. (og romanen) er på vej hen. Fortælletempoet er holdt i staccato og slynger læseren gennem 150 siders polske dialoger, konkretistiske digte, svenske sangtekster, politiske paragraffer, snørklede håndskrifter, sort-hvide fotos og diverse andre grafiske filøjerligheder. Og på sidste side slynger en katapult Mama Es ud i metaforikkens evige kredsløb ‘i en bane rundt om virkeligheden’«.

På den baggrund fristes man til at sige om THE BORDER BREAKING BUNCH, at det er en selvbiografisk generationsroman i en tyk ’postmoderne’ indpakning. Det lyder måske lidt 80’er-kedeligt med det postmoderne, men faktisk er det ret godt. Swiderskas komisk-konkrete leg med konventionelle virkemidler og det metafiktive er overordentligt elegant og humoristisk udført. Man glemmer (næsten), at historien i sig selv slet ikke er så opløftende endda.

Skrevet af Jeppe Rossen Skaarup

Jeppe Rossen Skaarup (f. 1981) er cand.mag. i litteraturvidenskab og tysk fra Københavns Universitet med speciale i Franz Kafka og Robert Walser.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *