I krig og kærlighed gælder alle kneb – Aminatta Forna TIL MINDE OM KÆRLIGHEDEN
Nogle af de sværeste bøger at læse – og anmelde – er dem, der hverken er rigtig gode eller rigtig dårlige. Sådan har jeg det i hvert fald med denne prisbelønnede roman af Aminatta Fornas, der handler om venskaber og kærlighed i kølvandet på krigen i Sierra Leone.
Citat
To drenge dukker op med hjemmelavede fiskestænger og kommer over for at se nærmere på Adrian. Efter et par minutter siger Kai, at de skal gå. De adlyder uden ord og tilsyneladende uden modstand og gør Abass selskab med rockpoolen. Senere, da Adrian går afsides for at tømme sin blære, vil de med, og da han forlanger at de skal gå, forsvinder de, mens de gentager hans ord for hinanden, skrub så af, skrub så af.
Adrian, der ser Abass ligge på knæ og bøje sig frem over den lille undervandsverden i rockpoolen, føler et sug af ømhed for ham og siger: ”Han er et heldigt barn.” I samme øjeblik føler han sig dum, mærker absurditeten i at misunde nogen deres skæbne, selv om han på en eller anden måde gør det.
Skønt der er tale om et fiktivt værk – som forfatterinden understreger i bogens taksigelse – er scenen for TIL MINDE OM KÆRLIGHEDEN nutidens Sierra Leone. Krigen ved årtusindskiftet har efterladt befolkningen med tydelige sår, men i de bankende hjerter vokser der et håb om at slippe fortiden ved (kun) at skue fremad. Desværre viser fortidens grimme ansigt sig for de fleste i de flash backs, der følger med posttraumatisk stresslidelse (PTSD).
For at hjælpe de tidligere (børne)soldater og den traumatiserede lokalbefolkning har den engelske psykolog Adrian Lockheart forladt sit hjemland, og arbejder nu på den psykiatriske afdeling på hospitalet i Sierra Leones hovedstad Freetown. Mindre officielt håber han også på selv at blive klogere på PTSD, men særligt er der et dødt ægteskab i England, der (nok) er ham meget bekvemt at vende ryggen til.
Den alvidende 3. personsfortæller, der beretter Adrians historie, fortæller desuden om psykologens lokale ven Kai Manasary. Kai var ung kirurg med livet foran sig, da RUF-oprørene nåede hovedstaden. Nu drømmer han om at flygte til Amerika. Væk fra de minder om en forlist kærlighed og fra den hemmeligholdte PTSD-reaktion, der truer hans karriere og hans venskab til Adrian.
Ved både at lade handlingen skildre fra Kais perspektiv og ved at inddrage en af Adrians patienter – Elias Cole – som fortæller, formår Aminatta – trods det, at hun er opvokset i vesten – at berette fra et afrikansk perspektiv. Til afveksling fra det ofte meget fremmede og katastrofiske billede af Afrika man normalt finder i medierne, beretter TIL MINDE OM KÆRLIGHEDEN om en Sierra Leonesk middelklasse, der ikke er så forskellig fra Vesten. Det er her, romanen er stærkest.
Til gengæld er hele handlingen, og den måde, hvorpå historierne vikler sig ind i hinanden, forudsigelige i sådan en grad, at romanens 459 sider er vel drøje at komme igennem. Særligt fordi slutningen, der nok skulle have en overraskende effekt, kan gættes inden bogen er halvt læst. Når der tilmed undervejs er historier, der kunne være interessante, som bliver tabt i kapløbet om at samle de forudsigelige ender, sidder man tilbage med en flad fornemmelse. Det er her romanen er svagest.
Er man til intriger, er TIL MINDE OM KÆRLIGHEDEN måske anbefalingsværdig. Men er trekantsdramaer ikke, hvad der gør det for én, er den – hvis ikke det lige var for det interessante perspektiv på en afrikansk virkelighed – en noget unødvendig lang sag at kaste sig i lag med.
