I me mine – René Descartes AFHANDLINGEN OM METODEN og FILOSOFIENS PRINCIPPER
Den franske filosof tvivler på alt i to afhandlinger, der nu foreligger på dansk i en lille samlet udgave.
Citat
Min hensigt har på intet tidspunkt været nogen anden end at forsøge at reformere mine egne tanker og bygge på et grundlag, som er helt mit eget. Hvis jeg, idet jeg var ret tilfreds med mit værk, har ladet jer se dets grundform her, så vil jeg ikke af den grund anbefale nogen at følge den.
Under læsningen af Descartes’ AFHANDLING OM METODEN begyndte jeg at tænke på den gamle Beatles-sang ’I me mine’, der blev sunget af George Harrison på et tidspunkt i bandets historie, hvor de enkelte medlemmer brugte en stor del af tiden på at skændes og gå deres egne veje: de fokuserede alt for meget på dem selv hver især og deres ’jeg’.
Det gør den franske filosof René Descartes også, og derfor kaldes han ofte faderen til den moderne filosofi, der kredser om subjektet som tænkningens naturlige udgangspunkt.
Selvom man aldrig har læst et ord af ham, kender de fleste til Descartes’ cogito-sætning: jeg tænker, altså er jeg. Sætningen bliver til på Descartes vej tilbage til sig selv og sine erkendeevner, Gud, den ydre verdens eksistens og videnskabens resultater, fra et udgangspunkt, hvor han har sat sig for at afvise alle hævdvundne sandheder:
– For at undersøge sandheden bør man, for så vidt som det er muligt, én gang i livet tvivle på alt.
Og som det er beskrevet udførligt i Descartes’ hovedværk MEDITATIONER OVER DEN FØRSTE FILOSOFI bliver man nødt til at vende sig væk fra verdens larm, vrimmel og meninger – symbolsk udtrykt i meditationen – for at kunne nå sandheden.
Metoden til sandheden er altså i første omgang tvivlen. Descartes er en barsk videnskabsmand og filosof, der ser løgn og bedrag alle vegne. Som han siger i sit første skrift AFHANDLING OM METODEN rent en passant:
– … der [er] næsten ikke nogen af menneskenes forskellige handlinger og forehavender, som ikke forekommer mig tomme og unyttige, når jeg kaster et filosofisk blik på dem…
Det er imens Descartes således tvivlende betragter alt, at det går op for ham, at han ikke kan tvivle på, at han rent faktisk tvivler! Nu er der på én gang etableret sikker viden.
Herefter foretager Descartes en række skæbnesvangre valg, som har plaget filosofien lige siden: Descartes adskiller det tænkende og tvivlende jeg, der således er krumtappen i hans filosofi, fra kroppen; på tvivlsom vis beviser han Guds eksistens, og i naturen finder Descartes Guds love, som videnskaben uhindret kan undersøge.
I dag er det ikke ualmindeligt at finde kritiske røster, der sporer den vestlige kulturs individualisme, egoisme og kropsfornægtelse tilbage til Descartes.
At historien trods alt er mere nuanceret, bliver så udmærket vist i både AFHANDLING OM METODEN og FILOSOFIENS PRINCIPPER, der netop er udkommet på dansk.
Men selvom det er nyttigt at læse ham selv, fremstår han nok mest aktuel, fordi han er blevet et af det 20. århundredes største filosofiske hadeobjekter. Og det kan jo nogen gange være grund nok til at læse klassikerne.
