I mørket er alle får sorte – Ascanio Celestini DET SORTE FÅR
Nicola er sindssyg, eller også er han ikke. Man er i tvivl, og dét er en stærk pointe i Ascanio Celestinis tragikomiske samfundssatire DET SORTE FÅR.
Citat
Jeg ser på den her mor, som jeg ikke vidste, jeg havde, og hun ligner en gammel kone. En, der endda er ældre end min bedstemor. En stakkels gammel kone med et bedrøvet ansigt. Min bedstemor siger: “Denne bedrøvelse, det er en sygdom. De har også prøvet at kurere din mor med elektrisk strøm. Elektriciteten er som en knytnæve; som den, man giver radioen, når den ikke fungerer ordentligt. Som det slag, man giver grammofonen, når en plade løber i samme rille.” Min mor er forblevet i samme rille.
Celestinis særegne ydre er ikke til at tage fejl af. Omend ukendt i Danmark er den 41-årige romer med den spidse næse og det mindst lige så spidse gedebukkeskæg blevet kaldt Italiens nye Dario Fo. For første gang er han oversat til dansk, og DET SORTE FÅR fra 2006 synes velvalgt, da den har haft betydelig succes ikke bare som bog, men også som film, hvor den høstede klapsalver på festivalen i Venedig 2010. Celestini stod selv for instruktion og hovedrolle.
Man bliver en smule (rund)tosset, som siderne skrider frem i DET SORTE FÅR. Bogens jegfortæller og vennen Nicola leverer forvrængede anekdoter om deres barndom i tresserne og tilværelsen på en galeanstalt. Man tvivler på snart sagt alt, hvad de siger, og faktisk er Nicola og jegfortælleren formodentlig en og samme person…måske. Celestini lader lystigt fantasi og virkelighed flyde sammen, og man klynger sig fortrøstningsfuldt til en sætning, jegfortælleren siger om Nicola – ‘Det er en tosses historie, så man skal ikke nødvendigvis tro på alt’.
DET SORTE FÅR byder på en række karakterer, der med mellemrum optræder i de mange anekdoter. De er kulørte skikkelser, forsøgt satiriske, den ene mere skæv end den anden, og man får indtryk af, at de også er en smule tossede. Tag eksempelvis bedstemoderen: En gammel kvinde i apotekerstrømper med favnen fuld af æg, som hun lystigt deler ud af, når hun ikke selv sutter indholdet i sig – ‘Hun lavede så et hul i ægget med sin lange lillefingernegl og drak det. Hun sagde: Det er et friskt æg. Det lugter stadig af hønserøv’. Og den kristusagtige læge der rask væk ordinerer elektrisk chokbehandling til de indlagte. På anstalten er doktrinen:
– Mørket gør dem angste, og derfor tænder den elektriske galeanstalt en pære i deres hjerne. Man kan dø af angst for mørket.
Og lederen af anstalten: En halvdøv nonne, der lader de indlagte skide på gulvet, for som hun siger: ‘Det er nemmere at tørre op efter dem end at prøve at lære dem, at man skal gå på wc.’ Dagligt slipper hun Nicola og jegfortælleren løs i supermarkedets reklamehelvede og sørger ellers for at galehusets tosser indordner sig efter devisen: ‘vågne, vaske sig, skide, pisse, klæde sig på, spise, sove, Alt til tiden. Og livet fortsætter’.
Alt fortælles med en barnlig (eller tosset) opfattelse af verden, hvor tingene tages bogstaveligt og misforstås. I det lys forvrænges Celestinis mange metaforer, og som læser er man fanget mellem den virkelige virkelighed og en tosses virkelighed. Man kan dårligt skelne, og det forvirrer men forstærker også bogens vanvittige univers. Celestini bruger snedigt den tossedes manglende logik og uundgåelige fejlslutninger til at stille samfundet i et absurd lys. Her finder man en samfundskritisk stemme, men desværre er det mere et råb end en skjult hvisken. Celestini problematiserer i øst og vest: religion, forbrugerisme, kultur og sindssyge, og på 107 sider sker det forventlige, nemlig, at det hele bliver for overfladisk.
DET SORTE FÅR er en blandet fornøjelse, der gaber over for meget. Der gemmer sig dog en fin og finurlig historie om et menneske, der misforstår og misforstås, et sort får der ikke rigtig hører til. Gid Celestini havde fokuseret mere på denne vanvidstragedie, og gid han havde været tilfreds med kun at rejse det ene, men dog aldeles aktuelle spørgsmål: Er angst en sygdom?
Ascanio Celestini bliver i Mathias Ebbesen Jensens artikel beskyldt for at have skrevet en overfladisk historie, og jeg vil herunder forsøge at modbevise dette. Ascanio Celestini er som person absolut det modsatte, han er en yderst grundig person. Han rejste i starten af 2000 rundt især i Norditalien i næsten 4 år for at indsamle materiale til en fortælling om sindssyge og om italienske anstalter for sindslidende. I disse år interviewede Celestini, ekspatienter, ekssygeplejere og ekslæger i byer som Imola, Udine, Modena etc., hvor man allerede i 80’erne havde fulgt Basaglias lov af 1978 om at lukke anstalter for sindslidende. Den sidste anstalt for mentalt syge, der blev lukket så sent som 1999, var Santa Maria della Pieta i Rom, som var en af de største i Nordeuropa. Celestini opsøgte ekspatienten Alberto og skrev en dagbog over deres samtaler. Denne dagbog danner grundlaget for teatertesten La pecora nera, som Celestini senere omskriver til en roman.
At Ascanio Celestini også vælger at omtale sociale og religiøse emner samt på satirisk vis kritiserer forbrugerisme, gør han efter min mening for få læseren til at stille sig flg. spørgsmål:
er sindssyge kun er en genetisk og dermed arvelig sygdom, eller kan et individ udsat for stress igennem længere tid i visse tilfælde opføre sig som et sindssygt individ?
Hvis ja, så kan reklamernes ustandselige ”slåen på tromme” for dette og hint produkt, som vi absolut skal have for at blive lykkelige mennesker måske også have indflydelse på et individ, der føler sig nødsaget til at arbejde hårdt for at kunne købe alle disse fantastiske lykkeprodukter, sikkert stresse ham i den grad, at han før eller senere udviser en sindssyg adfærd.
At være fædre løs og blive anbragt på et børnehjem, betyder i Italien at blive opdraget af nonner og i blandt af nonner uden større kendskab til pædagogik, kan i visse tilfælde også fører til stress, som udløser en sindssyg reaktion.
Dårlige sociale forhold kan ligeledes udløse samme mekanisme, og jeg mener derfor, at Ascanio Celestini har indflettet disse argumenter i sin historie for at understrege nogle miljøpåvirkende årsager, som måske kan føre til en form for sindssyge.
Celestini bruger nok også disse emner for at give historien flere facetter. Havde han kun behandlet emnet sindssyge, var der sikkert ikke mange læsere, der ville købe/låne hans bog og specialisten blandt læserne ville have valgt en psykiatrisk journal om emnet.
Nuvel han får os til at le, men han vækker samtidig noget i os, som får os til at reflektere over denne vanvittige historie. Jeg er af den overbevisning, at ting vi erfare med smil og latter sætter sig bedre fast i hukommelsen, og hermed har Ascanio Celestini efter min mening fuldført sin mission.
Selv blev jeg tryllebundet af denne historie og ville med min oversættelse af La pecora nera/Det sorte får lade danskere forstå, at mange italienere har en stor social sensibilitet ganske som Celestini selv, og at Italien ikke bare er repræsenteret af de politikere, landet har haft i de sidste 20 år.
Men jeg er glad for, at https://www.litteraturnu.dk har bragt denne kritik af M. Ebbesen Jensen, så jeg dermed har fået lejlighed til at tage emnet sindssyge op til diskussion, og jeg håber, at andre vil komme med indlæg desangående.
Bente Schrøder Rasmussen