Af | 16. december 2013

I skæbnens hænder – TUSIND OG ÉN NAT, BIND 2

Andet bind af TUSIND OG ÉN NAT byder på lange og snoede historier, som nægter at hægte sig fast til noget, men forfører flyvsk og fantastisk.

Citat

De trådte nu frem imod Sharkān, den ene efter den anden, og han lod sit sværd spille mellem dem til han havde dræbt halvtreds kristne riddere mens den unge pige så til. Så indgød Gud rædsel i hjertet på dem der var tilbage, så de tøvede med at træde frem til tvekamp fordi de ikke vovede at kæmpe mod ham. I stedet angreb de ham alle på én gang, og han gik til modangreb med et hjerte så stærkt som en klippe indtil han havde sønderlemmet og udslettet hver eneste mand og berøvet dem både liv og forstand.

Man kan godt tage sig selv i at længes efter en verden, der er lidt mere som i TUSIND OG ÉN NAT. En verden befolket af kvinder, der er så skønne, at prinser, som er lige så vidunderlige, besvimer ved synet af dem. En verden, hvor kærlighed lovsynges med poesi, og hvor digterkunsten betyder noget selv for tappert kæmpende muskelbundter, der snildt kan udradere titusind mand alene med en hest og en lanse. Og vigtigst af alt; en verden, hvor det betyder noget at fortælle.

For Shahrazād er det stadig her i andet bind et spørgsmål om liv og død, om hun kan vikle kong Shahriyār ind i en historie, der er så spændende, at han ved daggry undlader at lade sin vesir (dvs. hendes egen far) hugge hovedet af hende. Tekstforlægget er nu ikke længere første binds tidlige Mahdi-manuskrift, men en senere såkaldt ’Bulaq-udgave’, som er udgivet i Kairo i første halvdel af 1800-tallet.

Stilistisk virker det ikke som om, der er den store forskel at spore. Til en vis grad er sproget forrået, og især mere vulgært end tilfældet var i første bind, men det er stadig kun, når det lægges i munden på sorte slaver eller andre tvivlsomme typer, at folk ’knepper’ i stedet for at ’ligge med hinanden’. Samfundets top kommunikerer stadig ofte i poesiens sirligt rimende metrik, som må have været en nærmest uoverkommelig opgave for Ellen Wulff at fordanske, så det hele passer, uden at det bliver kunstnerisk uinteressant.

Hovedparten af andet bind udgøres af den over 400 sider lange ’Historien om kong Umar al-Nu’mān og hans sønner Sharkān og Daw al-Makān’. Det er en slags slægtskrønike, hvor tre generationer lever og dør under en stadig konflikt mellem kristne hedninge og rettroende muslimer, der kunne minde om korstogene. Kærlighed mellem stridende klaner, magi, heltemod og politik skaber et vældigt og varieret landskab af sammenkædede historier, som Shahrazād stadig opmaler mesterligt.

De lange fortællinger er en vild læseoplevelse, for de vrider og snor sig i alle retninger. Personerne er plastiske, de forandrer sig konstant og lader sig drive fra det ene sted til det andet i skæbnebestemte flugtlinjer, de ikke selv er herre over. De træder ind på scenen og er et stykke tid historiens hovedaktør og kraftcenter, for så pludselig at dø mere eller mindre tilfældigt for en slave eller troldkvindes hånd. Man får aldrig som læser muligheden for at hægte sig rart og bekvemt fast til en hovedperson, der gennemgår en udvikling, fordi udgangspunktet, det stabile centrum, konstant og flygtigt forflyttes.

Hovedstier bliver til biveje, og historierne bevæger sig, slanger sig rundt, uden nødvendigvis at bygge op til et klimaks. Slutningen er tit summarisk, en formssag, og langt fra så vigtig som den flydende midte. Alt ændres uafbrudt netop fordi skæbnebevidstheden tillader alt. Fortællingernes hovedpersoner accepterer altid skæbnen som øverste instans, den er snoet af Gud, og derfor bliver alt midt imellem ønskeligt og muligt.

Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med et farvel til en formende struktur. Den er kraftigt til stede i poesiens og rimprosaens regler, og i de hyppige gentagelser, som fordres af tradition og kultur (far får søn, søn skal giftes, søn får søn). Men fortællekunsten er fri og forførende, og den virker så grundigt, at kong Shahriyār her i andet bind selv er begyndt at efterspørge flere historier. Kampen er allerede vundet, men fortællingen er langt fra slut.

——————————

I ønsket om ikke at affærdige værket blot med en enkelt anmeldelses lovprisning, vil LitteraturNu løbende anmelde alle seks bind (alle 4560 sider!), så vi sikrer at en grundig og seriøs udgivelse også mødes af en tilstræbt grundig og seriøs kritik. Dette er anden anmeldelse i en serie på seks.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Fortællinger, Tusind og én nat,

Læs også