Af | 26. juli 2005

I skovens dybe sære ro – Pia Juul HELT I SKOVEN

Vi er derude hvor kragerne vender, og hvor den poetiske stemme blomstrer i sin tvivlende bevidsthed. Juul synger fra sin hytte i skoven, og det er en sang, man ikke kan lade være med at lytte til.

 Vi er mange, der har glædet os til Pia Juuls nyeste digtsamling, og hvordan kan man andet, efter digterindens sidste SAGDE JEG, SIGER JEG, der ganske enkelt bare var henrivende, humoristisk og særdeles original.

Man bliver derfor svedig og lettere febrilsk, når man sidder med ´den nyeste´ af Juul i hånden. Er det nu så godt, som man håber, kan hun blive ved, nu hvor hun efterhånden er feteret fra alle sider, eller er hun ved at blive lidt for selvsikker og afslappet i skovens dybe stille ro?

Denne anmelder må slukøret erkende, at HELT I SKOVEN er ikke lige så god, som jeg kunne håbe. Men den er alligevel indtagende på en anden måde.

Digtsamlingen er bygget op omkring tre afsnit, ´Ord i skoven`, ´Fra min dagbog´ og ´Mord i skoven´. Første afsnit har en mere klassisk lyrisk form, andet afsnit bevæger sig mellem en poetisk prosaform, minimalistiske digte og gnomiske indfald, og i sidste afsnit er digtene igen af en mere klassisk form, om end med et par afvigelser.

Vanen tro bærer ingen af digtene overskrifter, men har i stedet den lille stjerne, asterisken, lysende over sig. Asterisken betegner inden for sprogvidenskaben det forhold, at et givent udsagn er en konstrueret og ugrammatisk form (Et berømt eksempel på et udsagn, der kunne markeres med en asterisk, er Rimbauds `Je est un autre`).

Det Juul med disse små stjerner (måske?)peger på, kunne være noget i retningen af sprogets unaturlighed og konstruerende evne i forhold til den omverden, som den forsøger at beskrive. At ordene ikke indgår i et naturligt og uproblematisk forhold til eksempelvis naturen.

Dette er under alle omstændigheder en emnekreds for første del af digtsamlingen `Ord i skoven`.
Her gøres det klart, at det for digter-jeget ikke er muligt at besynge skovens skønhed i forlængelse af en mere klassicistisk tradition. Det er i stedet /tvivlen jeg(-et) vil besynge/ (s.13).
Det digter-jeget her peger på, er dog ikke blot den slidte kliche, der konstaterer en uoverstigelig kløft mellem sproget og verden. Det er noget mere og andet der er på færde, som bl.a. dette udsagn tyder på:

– Så gul/ som en citronsommerfugl/ er ikke gul/(s. 13)

Det gule i citronsommerfuglen er med andre ord for gult, til at den menneskelige bevidsthed at acceptere det som gult. Naturen virker med andre ord unaturlig på dette perciperende jeg.
At dette er tilfældet, understreges flere gange i dette afsnit, bl.a. i dette udsagn:

– Jeg går standhaftigt/ forbi hver dag, men/ her vakler jeg alligevel./ Så tydelig, skov./ Hvordan kan du få dig til det?/ (s. 15)

Jeg skal ikke fremlægge nogen endegyldige fortolkninger her, men det er i hvert fald klart, at jegets bevidsthed, når det kredser om skoven og naturen i det hele taget, skaber en spænding og uforståelighed, netop fordi naturen som sådan ikke har nogen bevidsthed.

Anden del af digtsamlingen kredser om barndomserindringer, drømme, uskyld og erindringens ofte utroværdige gengivelser af fortiden. Tredje afsnit fortæller i sin digtform et ellers meget typisk prosa-forløb, om en ukendt forfatter, der bliver dræbt i skoven, og de begivenheder der derpå følger.

Jeg har næsten udelukkende fremhævet første del, og det er da også den, der klart er min foretrukne. Her er der et større sprogligt raffinement, flere problematikker og teoretiske overvejelser, hvor det mellemste afsnit er ganske udmærket, men vipper på kanten til det navlepillende, og sidste afsnit ikke rigtigt løfter sig, hverken sprogligt eller tankemæssigt.

Så altså: Første del – yes baby! – den læser jeg gerne igen, selv om den ikke løfter sig helt derop på bakken, hvor onkel Hector, der hed Holger, stod (SAGDE JEG, SIGER JEG) og for evigt fortryllede mig.
De resterende to dele derimod, fik aldrig rigtigt pisket mig igang med de hysteriske dansetrin, jeg ellers plejer at fornøje mig med, når jeg læser Pia Juuls lyrik. Men jeg glæder mig alligevel til næste dans.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også