I tekstens kølvand – Poul Behrendt DOBBELTKONTRAKTEN
I bogen undersøges forholdet mellem fiktion og virkelighed i en række nyere danske romaner. Lektor Behrendt udviser både vid og formidlingsevne, men bogen kunne sagtens have været 100 sider kortere.
Groft sagt findes der to slags tekster. Sagprosa og fiktion. Den første refererer til en virkelighed uden for teksten, noget som faktisk er sket, mens den anden er opdigtet. I almindelighed er læseren udmærket klar over denne skelnen. Og han forstår at indrette sin læsning efter tekstens præmisser. Efter den kontrakt (sagprosa eller fiktion), han på forhånd har indgået med forfatteren.
Men hvad nu hvis avisartiklen pludselig viser sig at være opdigtet? Eller det fiktive værk alligevel har rod i virkeligheden? Hvis den kontrakt, som læser og forfatter har indgået, ved nærmere eftersyn slet ikke holder stik, men må omvurderes i en ny kontrakt. Ja, så har man det, lektor på Københavns Universitet, Poul Behrendt, betegner dobbeltkontrakten. En hverken-eller-konstruktion, der sprænger både fiktionens og sagprosaens rammer.
Over små 400 sider udfører Behrendt en grundig undersøgelse af en række danske litterære værkers dobbeltkontraktlige karakter samt deres indvirkning på læseren. Kroneksemplet finder han i Peter Høegs roman DE MÅSKE EGNEDE. En roman, som læserne ved udgivelsen (fejlagtigt) antog som forfatteren Høegs selvoplevede og forfærdende beretning om Sjællands sorte skoler. Efterfølgende proklamerede Høeg imidlertid, at DE MÅSKE EGNEDE var ren fiktion, ikke spor selvbiografisk foruden enkelte helt objektive træk (f.eks. navn og fødselsdato), som forfatteren havde taget fra sig selv. Således overtrumfede den empiriske forfatter romanens implicitte. Læseren var blevet ført bag lyset og måtte forholde sig til værket på ny. Spørgsmålet var bare hvordan?
Behrendt forsøger at vise vejen, når han med detektivens sans for detaljen blotlægger det net af ydre omstændigheder som fulgte i romanens kølvand, og som siden blev afgørende for dens modtagelse. Hans pointe er, at læserbedraget og den efterfølgende afsløring er en del af værkets overordnede æstetik, og at en fyldestgørende læsning derfor bør tage hensyn til værkets ydre kontekst.
Dermed forkaster han et sejlivet credo i det 20. århundredes litteraturteori; nemlig at anskue værket som en autonom enhed. Hvor den franske litterat Derrida mente, at ”der er ikke noget uden for teksten”, mener Behrendt, at vi kun kan opnå en fyldestgørende læsning ved netop at medregne det ydre. Og det kan man så diskutere længe, hvilket også bliver gjort. Lidt for længe endda.
Når det er sagt, er Behrendt en skarpsindig læser, der kan sin litteraturhistorie på fingerspidserne. Hans stil er på en gang pædagogisk velfungerende og frisk inciterende. Og når han uimponeret tager livtag med litteraturteoriens sværvægtere, er det en fornøjelse at sidde med på sidelinjen.
