Identitetens sidste suk – Madame Nielsen DEN ENDELØSE SOMMER
Med virtuos prosa og utrættelig leg med læserens forventningshorisont forsøger Nielsen at tage sit radikale, kunstneriske projekt hinsides kønnet.
Citat
Og denne unge dreng, som det hele begyndte med, denne fine, spinkle og åh så følsomme dreng, som aldrig i livet skulle klæde sig nøgen med en anden mand, aldrig i livet gnide sin hud mod en anden mands hud, skal endelig forstå den gamle kvinde han er, skrøbelig og ubevægelig som spindelvæv, næsten bare en stemme nu, et væsen hinsides alder, der har trukket sig tilbage fra sin tid og lever som en skygge blandt fremmede i “byernes by”, sidder her alene i sit højloftede værelse i et af nostalgiens kvarterer som sin egen muse, der har givet slip på forestillingen om en fremtid for i stedet at vende sig og, ansigt til ansigt med dem, der endnu er, og dem der skal komme, fortælle det, der gik tabt og måske aldrig har fandtes før nu.
Madame Nielsen debuterer med DEN ENDELØSE SOMMER. Men, når vi nu godt ved, at det er den performative multikunstner for tiden kendt som Nielsen, der er ’indeni’, hvem er så egentlig madammen? Er hun en af de talløse søstre, der fødtes af Beckwerkets aske? I familie med den ukrainske Miss World man for nylig kunne møde på CPH:DOX? Måske er hun en fortsættelse eller foregribelse af den fortællerske, som sidste år tog os hinsides de to køn i forestillingen ‘Transformatoren’? Eller er hun en fiktiv fortællerfigur, som de skabes i romaner hver dag verden over, der blot har fået lidt ekstra tyngde og er blevet forfremmet til at få sit navn trykt øverst på bogens forside? Hvad er, når man tænker nærmere over det, egentlig forskellen på at skabe en ny fortæller til hver ny bog, og at skabe en ny forfatter?
Der hersker ingen tvivl om, at Nielsen – også i madammens skikkelse – er en helt igennem blændende prosaist, og stilistisk har han i dén grad sat sig selv på en ny opgave (også) denne gang. Men den angivelige forfatter og den implicitte fortæller har i DEN ENDELØSE SOMMER definitivt sammenfaldende træk, så klapper Nielsen med lanceringen af Madame Nielsen, egentlig bare to fiktive, tekstlige niveauer sammen til ét? Og hvis han gør, har dette greb så reel betydning for læseren?
Helt i overensstemmelse med den uafgørlighedsstrategi, Nielsen har praktiseret gennem hele sit kunstneriske virke, føler jeg mig ikke i stand til at besvare det første spørgsmål fornuftigt. Til gengæld er jeg slet ikke i tvivl om grebets betydning for læseren. Selvom det sagtens kan lade sig gøre at læse DEN ENDELØSE SOMMER løsrevet fra hele Beckwerket, så er det for mig i kombinationen af litterære og performative strategier, at den virtuose prosaist løfter sig og bliver en af Danmarks absolut vigtigste kunstnere i disse år.
Med DEN ENDELØSE SOMMER forholder Nielsen sig både håndfast og legende til det faktum, at forfatterens evige persona stadig, efter alt vi har været igennem litteraturhistorisk og -teoretisk, er ganske afgørende for, hvordan vi læser et værk. I denne udgivelse giver dette sig i hidtil uset grad udtryk i værkets paratekster. Alt er afstemt, og alle virkemidler bidrager til totalorkestreringen af den ’dameroman’, læseren får i hænderne: ophavskvindens navn, som ikke er et rigtigt navn, mere en indikation af fimset, frankofil dameagtighed, titlens Barbara Cartland-klang og den typografi hvormed den er trykt på bogens omslag med til overflod svungne krummelurer, genrebetegnelsen (‘et requiem’) samt omslagets farver og tekstur, forfatterfotografiet. Alle forhold leger med litterære konventioner og forventninger i en grad, så det balancerer på kanten af det karikerede. Så selvom Nielsen for en stund har skruet ned for de performative gebærder og med denne udgivelse hengiver sig fuldt ud til papiret, har han taget materialebevidstheden med sig tilbage til bogen og insisterer fortsat på at arbejde med litteraturen i et udvidet felt.
Så snart man begynder sin læsning af romanens bølgende prosa, opstår spændingen mellem indpakningen, ’Jane Aamund with a twist’, og selve prosaens strøm, som med sine lange, kunstfærdige sætninger og endeløse digressioner, sine præcise angivelser af upræcished og sin fuldstændigt kontrollerede selvbevidsthed, bestemt ikke ligner en lægeroman. En udvendig beskrivelse af plottet kunne måske pege i den retning, og så alligevel ikke. Romanen kredser om en østjysk (eller fynsk?) herregård, hvor drifternes frie rasen – kanaliseret gennem et erotisk forhold mellem en midaldrende, aristokratisk, dansk kvinde og en purung (men vældigt macho) portugisisk kunstnerspire – i løbet af en ’endeløs sommer’ får lov at opløse alle strukturer for en lille håndfuld mennesker omkring dem, så samfundet udenfor samt tidens og verdens gang mister alt nærvær og virkelighed. Men hvor romantisk genrelitteratur (af den type, der bogmaterielt knyttes an til) oftest lader sine personer og deres grænseløse kærlighed spille op imod ganske faste strukturer, er alt i DEN ENDELØSE SOMMER i løbende opløsning, mens alle involverede (på nær det umage power-couple, som forbliver knivskarpe) på forskellig vis bliver løsere og løsere i konturerne, glider ud i periferien af deres egne og hinandens liv, én af dem endog så insisterende viljeløst, at han dør af det.
Perspektivet ligger hos en spinkel, ung dreng, ’som måske er en pige, men endnu ikke ved det,’ det er ham, som siden skal blive til fortællersken, forstår man umiddelbart. Men både drengen og den pige, som han møder første gang i bogens åbningssekvens, glider umærkeligt ud til siden, deres fælles historie viste sig alligevel ikke at blive væsentlig eller skæbneformende for nogen af dem. Drengen møder pigen i et indskud, der varer resten af bogen, således at hele fortællingen kommer til at fremstå som et indskud i hans liv. I teksten markeret ved en aldrig afsluttet parentes, der begynder på side 6. I dette indskud tager sommeren form som en permanent undtagelsestilstand, beskrevet i sætninger der knopskyder henover hele og halve sider.
– (…) og sommeren er begyndt, en endeløs sommer, hvor intet sker, hvor han, den spinkle dreng, falder ud af verden, den verden han kom af, og ind i denne anden verden, som er en verden i sig selv, hvor tiden og lyset står stille, og støvet roterer, og ingen laver noget, andet end at leve (…)
Fortællingen ophæver og undgår hele tiden det nu, den kredser om, ved konstant at forfølge digressioner forud og bagud i tiden. Det, der kunne have været vigtige begivenheder i drengens og pigens historie (en uønsket graviditet, en abort, en fælles rejse), skrives ikke frem som højdepunkter, men dukker kun op som fortidige brudstykker. Pigens mor udgør ene halvdel af den skandaløse romance, mens resten af persongalleriet især udgøres af de to unges jævnaldrende venner, som mere eller mindre bor hos dem på ’den hvide gård’ i den ubestemmelige, evige sommer.
Fordi fortællingens tidslige og geografiske kompleksitet er så stor, tænker man uvægerligt på Proust og andre af modernismens mastodonter. Protagonisterne bor forskellige steder, først er vi et sted på Fyn, så er det måske i Århus, en herregård byttes ud med en lejlighed, måske bor de ikke alle sammen alle stederne, noget ligger ude i fremtiden, noget i fortiden, før alle personerne havde mødt hinanden. Både den tidslige og rumlige strukturering af fortællingen skrider ud. Vi er på alle lokaliteter samtidig og alle tider er til stede i fortællingens bevidsthed. Det er ikke fordi det er umuligt at rede forløb og steder ud, men det bliver underligt ligegyldigt.
Men det er også åbenlyst, at der er noget helt andet, og mere desillusioneret, på færde. Hvis Proust kan fylde et øjeblik, f.eks. øjeblikket inden et kys, til bristepunktet med betydning, med alle de andre tider og steder og møder, som det uvægerligt bærer i sig, fletter sig ind, så undslipper det signifikante øjeblik konstant fortælleren i DEN ENDELØSE SOMMER – digressionerne og springene lader ikke det enkelte moment med betydning, men forlader det i stedet uophørligt, lidt som man kender det fra Thomas Bernhard. Den tidslige undtagelsestilstand, som den endeløse sommer udgør for bogens protagonister, kan ikke fanges – tidsangivelser forbliver upræcise, ulogiske, grænserne mellem begivenhederne flyder ud, og når en afgrænset, angiveligt signifikant begivenhed optræder, følges den sært udvendigt, i et distanceret, næsten filmisk tilbageblik.
Men frem for alt sker det hele tiden, at vi forlader bogens kernepersoner og således udsætter den dødelige udgang på historien, som bliver varslet undervejs. Så følger vi pludselig vennen til vennen der blev en stor en kunstner i en helt anden verden eller den glemte far, der blev en vigtig mand for jysk eksperimentalteater i 1970’erne og andre navnløse bipersoners rejser ud i kunstverdenens utopiske egne – mens hovedpersonernes egen virksomhed aldrig rigtig kommer i centrum. Det droppes ligesom tilfældigt i bisætninger, at den unge dreng, der skal ende som madammen, og ’som aldrig skal få andre historier end dem han selv skaber,’ går på skuespilskole, skriver, laver soloperformances og andre aktiviteter, som man måske genkender fra Nielsens karriere, uden at noget af det markeres som særlig påfaldende.
Det hele er udført med en væg-til-væg-agtig suverænitet, en sådan kontrol over hver enkelt sproglig bevægelse, at man næsten kan føle sig lidt for styret som læser, og her er det at det performative niveau igen bliver vigtigt. Det kan sammenlignes med at se en Lars von Trier-film, hvor vi også får lov at se og mærke illusionsmaskinens tandhjul dreje, registrere f.eks. melodramaets virkemidler, der sættes ind for fulde sejl, uden at denne behændige selvafsløring hindrer samme maskine i at være vildt effektiv. Man kan godt grine af maskineriet og græde snot over karakterernes grumme skæbne på samme tid.
Når en mandlig forfatter på denne måde skriver en roman i drag, kan man let fristes til at tro, at det her handler om køn og seksualitet. Men med Madame Nielsen-figuren undersøges nogle roller og fremtrædelsesformer udadtil – det ser ud, som om det er en dameroman – men i stedet både demonstrerer og handler værket om et køn og en identitet, der viskes ud, der flyder ud. Indlednings- og afslutningsvist afsværges en eventuel trans- eller homoseksualitet, som læseren instinktivt kunne forvente i halen på værkets centrale kønsoverskridelse. Den unge dreng bliver til en gammel kvinde, der befinder sig uden for det sociale og uden for tiden. Overskridelsen er således ikke snævert knyttet til seksuelle, men fører snarere identitetsprojektet videre på den anden side af stærke identitetsmarkører som køn og alder, og på den anden side af forfatterfiguren. Det nye Nielsen’ske menneske er ikke en stærk identitet, men en udflydende størrelse, der, som vand, flyder ud mellem fingrene på den, der forsøger at gribe den.
1 kommentar