Ideologi er ikke noget bras – Karl Hjortnæs SOCIALDEMOKRATER UNDER PRES
Lige præcis, hvad Socialdemokraterne pt. står for, er egentlig lidt af et mysterium. Derfor er det et velkomment indlæg, når en af fortidens partispidser genopfrisker det ideologiske tankegods.
Citat
Det er således ikke rigtigt, når det siges, at velfærdssamfundet tager ansvaret fra folk og begrænser deres lyst til at bestemme selv. På intet tidspunkt i historien og i intet land har mennesker kunnet udfolde sig mere frit end i de vestlige socialdemokratiske velfærdssamfund. Med velfærdsstatens udvikling har borgerne fået mere tryghed og i kølvandet heraf mere frihed og større mulighed for selvbestemmelse end nogensinde tidligere.
Hvis man stadig er på den unge side af 40, kender man formentlig ikke til bogens forfatter, og en lille introduktion vil derfor være på sin plads. Karl Hjortnæs har en lang politisk karriere bag sig i Socialdemokratiet. Fra perioden 1971-94 har han i Folketinget repræsenteret partiet i tre etaper og har bl.a. været skatteminister og justitsminister. Nu har han valgt igen at blande sig i den offentlige debat, efter Socialdemokratiet i en årrække har kæmpet med dårlige meningsmålinger uden tilsyneladende at kunne forstå hvorfor.
Hjortnæs’ tese om vælgerflugten er lige så simpel, som den er indlysende. Socialdemokratiet er midt i en alvorlig og ganske åbenlys identitetskrise, og så længe de er det, vil vælgerne forsat søge mod andre og mere stabile partier – der er mange om budet på midten i dansk politik. Hjortnæs skriver derfor i sin indledning:
– Denne bog kan derfor læses som reaktion på Anders Fogh Rasmussens taktisk bestemte brug af de socialdemokratiske værdier og begreber og som en modgift til visse yngre socialdemokraters forsøg på at omdanne det gamle arbejderparti til et markedsorienteret midterparti uden sjæl.
Karl Hjortnæs argumenterer overordnet for, at socialdemokraterne bliver nødt til at se deres fortids idealer i øjnene, hvis de vil gøre sig nogle forhåbninger om at have en fremtid i vælgernes bevidsthed. Med den pointe slået fast begynder han at redegøre for, hvad Socialdemokratiets ideologiske arvegods så rent faktisk er. Her skal det bemærkes, at han rent faktisk tør bruge ord som ”socialisme”, ”skat” og ”solidarisk” som positive begreber uden først lige at vifte med et lille blåt flag og rose skattestoppet. Det er ikke så tit, man oplever det.
Hjortnæs redegør i første kapitel systematisk for de socialdemokratiske grundværdier, frihed, lighed og solidaritet, på en fin og saglig måde. Derefter bliver den røde tråd løsere, når han bevæger sig ud ad flere forskellige spor. I et spor fortsætter han med at redegøre for de politiske ideer, som socialdemokratismen har affødt. Her tales der f.eks. om den offentlige sektor og om partiets bånd til fagbevægelsen, som i de seneste år stort set er brudt.
Et andet spor i bogen er det historiske, hvor læseren får et indblik i det konkrete arbejde, som Socialdemokratiet har udført både i regering og i opposition de sidste 50 år. Det er ofte interessant læsning, ikke mindst de situationer, hvor Hjortnæs selv har været en aktiv medspiller og derfor kan komme med små insiderbetragtninger undervejs.
Men hvor Hjortnæs i udredningen af partiets ideologi er meget pædagogisk, forventer han i sin historiske gennemgang langt mere af sin læser. Referencer til indviklede økonomipolitiske beslutninger og 30 år gamle personsager kunne med fordel være blevet redegjort lidt grundigere for, inden diskussionen gik i gang.
Med det noteret, er der dog ingen grund til at styre udenom SOCIALDEMOKRATER UNDER PRES. Det er en velskrevet og interessant blanding af debat, selvbiografi og historie, som giver et fyldestgørende billede af, hvad det vil – eller måske nærmere ville – sige at være socialdemokrat.
