Ih, hvilken idelig fryd disse hvinende billeder giver! – Morten Søkilde LANDSKABER
Suverænt og stilsikkert debuterer Morten Søkilde med både superstramme og løsagtigt frigjorte årstidsdigte, fremskrevne i en inspirerende formel spændetrøje.
Digt
Højrød gløder solen mø mod øst. Øjet
som løfter mørket bort blotter ophøjet
bøgens løv og mos. Over frø flor og oppløjet
blød løsgjort jord og støvets stof glor okseøjet.Uddrag af Sommer
Søkilde dobbeltdebuterer med digtsamlingerne PAN og LANDSKABER på det endog meget lille forlag Arena Dottir. PAN er en sonetkrans, og LANDSKABER er rimede digte, der cyklisk følger de fire årstider. Godt nok er der i afsnittet Vinter ikke noget digt, men kun et af samlingens (for)underlige illustrationer, lavet af forfatteren. I afsnittene Vår, Sommer (hvoraf seks digte er stadigt mere løsslupne under overskriften Skov) og Efterår er der hhv. 1, 7 og 2 digte, der hver især tematiserer og dramatiserer scener fra de enkelte årstider.
Hvert digt er drejet om et lille udvalg af vokaler, hvorfor samlingens første strofer lyder således:
FRYD! Lysspil i grynet grus, gyldent-brunt; / skygge; frugtvildt fugleliv; skumringslunt / tidelys nu, pure pryd! Friskudsprunge tings / tusningsmulm; dunduskede spiringspinke pinjer; /
guldhudet himmel i ulm-indhyllet purpur! / Stynet pil; vildskudsvidjer; slumrings- / ly i skumringsild: Guds lyst!
Digtet er en fonetisk fantasme: et lyddigt om naturfænomener, hvor eksisterende ord tilskrives sært nye og gamle udtryk takket være den strenge vokallogik: tusningsmulm, guldhudet etc. På en eller anden maner minder digtet mig om guldalderdigteren Schack Staffeldts hymne Indvielsen, hvor natur, ånd og Gud går op i en højere enhed. Men anderledes end hos Staffeldt er her en legende og fuldstændig overlegen brug af sprogets løfter og muligheder. Ved kun at bruge i, e, u og y (og i de sidste tre vers tillige å) tvinges sproget ud af faste rammer og ind i nye og ja, friskudsprungne konstellationer. Digtene må læses op for at komme til deres fulde ret, hvor de lifligt vuggende besynger det danske vejrlig og natur.
Fra forårets fromme apostrofer udvikler digtene sig i en lystig retning hen over sommeren, hvor fuglene i skoven muntrer sig med parring og deslige. Et menneske bliver til, et ungt menneske modnes, der refereres til Adam og Eva i Edens Have og stadig bliver indrim og enderim på mest inspirerende vis turneret uden mage. Digtene bliver længere, mere løsslupne og snakkende, mens der af og til ses påkrævede fejlstavninger tvunget frem af vokalrestriktionen, som når der står ”potændt” og ikke ”potent”. I samlingens sidste digt, der enkelt står frem med seks gange to vers, lukker og slukker den gule høst samlingens stemningslandskaber i et flor af bløde vokaler:
– Høst slukker mørkegul / Væk blæsten føg // Våd fugl søger skjul / Under busk under bøg
Hvor befriende og fornyende er det at læse Søkildes digte, hvis nærmest rigide formelrytteri sjældent er set mage – og så med så festlig og overrumplende effekt. Digtene strutter og stritter af liv og lyst, og ordenes ny-hed får læseren til at læse igen og igen og højt og på ny for at få det hele med. Arkaiske digtformer sættes i spil, holdes ved lige og spilles et puds. Denne læser er imponeret til det sidste over digterens vedholdende arbejde med sproget indenfor selvkomponerede regler. Så stramme tøjler er en tydeligt givende udfordring, som jeg gerne ser taget op igen.
Det fyldige billedmateriale i LANDSKABER består af opstillede fotografier af farveorgiastiske miniaturelandskaber, fotograferet og bearbejdet af forfatteren, som har en fortid på det Kgl. Danske Kunstakademi. Byd denne forfatter velkommen i den danske muld.
