Ikke at jeg mener, at jeg synes – KRITIK #200


Åbner KRITIK # 200 og finder ingen litterær kritik endsige meget lidt litterær metakritik og tænker ’øv’. Åbner dagbladene og finder meget lidt litterær kritik og fyldes med referater, reportager og klistermærkestjerner og tænker ’satans’.

Citat

Det løjerligste hos en kritiker er den forurettede tone, når de støder på noget de ikke kan forlige sig med. Det er som om, værket skabtes alene for at krænke dem. Som kritiker skal man være i godt humør, når man fordømmer. Forfatterens forsømmelighed har jo skabt et naturligt tilfælde for at forrette et offer til smagen og fornuften. 

Horace Engdahl: METAKRITISKE FRAGMENTER

KRITIK startede for 199 numre siden som et ’litteraturkritisk tidsskrift’. Den indledende leder citerer stifterne for at have ment, at formålet var: ’at søge at bane vej for et større, mere nærværende syn på litteraturen og dens historie’. Hvor er vi så henne nu, kunne man spørge og gør det automatisk i forlængelse af lederens selvrefleksion? Jo, KRITIK har vendt sig i en mere samfundsdebatterende retning. Godt nok plejer det at indeholde 5-6 velskrevne eksempler på litterær kritik, hvor teoretiske begrebsapparater og historiske problematikker funderes aktivt i aktuelle værker. Et større mere nærværende syn på litteraturen? Helt sikkert.

KRITIK er et tilbagevendende forbillede for dagbladene, der med deres stjerner og hjerter er med til at udhule hele den æstetiske kritiks væsen: At tage stilling. Med altopslugende referater, der i deres natur er værdineutrale, og karaktersystemer, der fungerer som beskedne deus ex machinas, undgår anmelderne gang på gang at fælde dom over egentlig æstetik. Det er der sjældent tid eller plads til.

I dette nummer er der desværre ingen konkret kritik, men ok, lad gå, denne gang har skribenterne fået til opgave at grave ned i selve kritikkens væsen for at finde essensen af og betingelserne for begrebet. Hvad finder de så dernede i de nederste kroge af vores moderne samfunds higen efter kritik? De finder mere politik! Kritikkens væsen synes at være forankret i politik; dét man med oplysningsfilosofien i ryggen kan kalde kritikkens egentlige genstandsfelt, samfundet, dét vi har omkring os, dét der bestemmer, hvad vi kan.

Ikke at jeg mener, at denne venden sig udad – ud i samfundet, væk fra teksten – nødvendigvis er dårlig. Men med politikkens opgradering er der sket en automatisk nedgradering af det æstetiske fokus, der lå i tidsskriftets udgangspunkt.

Den æstetiske del af KRITIK er således kun levnet den sidste tredjedel af nærværende nummer. Men er det egentlig æstetisk kritik, det handler om i denne del? Nej, det mener jeg ikke, det handler stadig om politik. I Martin Zerlangs og i Dennis Meyhoffs artikler – de to længste og nok vigtigste i denne tredjedel – er der tale om vue over æstetikkens historiske rolle som kritik. Altså æstetikkens rolle som politisk kritik; hvordan kunsten historisk set har været brugt til at kritisere magten. Interessant, men i og for sig handler det ikke om æstetisk kritik: om det skønne, og hvad det ellers er, og hvordan man med ret kan hævde, at noget er det. De eneste eksempler jeg kan finde på æstetisk metakritik er Olga Ravn og Horace Engdahls fine essayistiske tekster. Særligt Olga Ravn imponerer med sin evne til at reflektere over litteraturkritikkens gøren.

Noget andet, man kan savne, er det historiske blik på den æstetiske metakritik. Hvad har man for eksempel tidligere fundet skønt og hvorfor? KRITIK-arkiverne må da gemme nogle svar, hvorfor er det kun lederen, der sporadisk tager fat på denne tidsskriftshistoriske og videnskabshistoriske vinkel?

Ellers er der tale om et ekstremt tætpakket og lærerigt nummer, hvor den ene akademisk gennemarbejdede artikel afløser den anden. Læs KRITIK og bliv klogere! Også på den marginaliserede rolle, som den æstetiske kritik indtager i den uoverskridelige dimension vi kalder demokratiet. Ingenting over, ingenting underneden.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *