Ikke et ord om Tom Cruise – H. G. Wells KLODERNES KAMP
Hvad er det, der skyder med ild og siger ’Ulla ulla ulla ulla’ lige inden det dør? Det er såmænd en marsmand, af den slags der er kommet den lange mælkevej for at invadere London i H. G. Wells’ klassiker fra 1898, der gen-gen-genudgives i slipstrømmen på Steven Spielbergs filmatisering.
KLODERNES KAMP eller WAR OF THE WORLDS er egentlig en let misvisende titel, eftersom der er tale om to specifikke kloder, Jorden og Mars, og ikke universets kloder som sådan. Og kamp eller krig er også så meget sagt. Det er marsianerne, som de irriterende nok er oversat til (som om det blot var nogle lømler fra Randers, der var kommet til hovedstaden(!?), der tromler jordboerne ned med enorm teknologisk overlegenhed. Men både den engelske og den danske titel lyder jo brandgodt, hvilket slet ikke er at forklejne.
Ræsonnementet lyder indledningsvist, at Mars er i ’det sidste stadium af opbrugthed’. Der er trangt, hundekoldt og knastørt på den røde planet og vejrudsigterne lover, at det kun vil blive værre. I forhold til Jorden er Mars ’fjernere fra livets oprindelse og nærmere dets afslutning’, som det rørstrømsk hedder.
Derfor kan det ikke undre nogen, at den udslukte planets indbyggere har fået vores lille frodige enemærke i stjernekikkerten. Da Jorden befinder sig i en perfekt afstemt afstand fra Solen, er der endnu ingen problemer med temperatur og tørke her. Og dertil kommer, at Jorden tilbyder masser af plads. Vi jordboere ligger anderledes sagt i et lunt smørhul, som de misundelige marsboere gerne vil ned og putte i.
Marsboernes ankommer i store aluminiumscylindre, og vores fortæller er nær ved at få en af dem i hovedet. I Wells’ fantastik er det fremmede nemlig ikke noget, man skal ud og rejse langt efter. Det kommer ovenfra og lige ned i de engelske lokaliteter, som er minutiøst udpeget, og effekten bliver desto større, når hele scenariet udspiller sig i velkendt geografi.
Vores synsvinkelbærer skriver fra i et bagklogskabens retrospektiv, der med over 100 års støv på sig tidligt og klodset afslører, hvem der til slut vinder klodernes kamp. Fortælleren undslipper professionelt men mirakuløst den nedfaldne cylinder og kan med sin bror i baghånden bevidne, hvordan marsboerne besværet af den øgede tyngdekraft bygger sig kæmpestore trebenede robotkroppe, og i disse maskiner bemægtiger sig London in no time.
Marsmændene benytter kun to våben, men hvilke to. En varmestråle forkuller alt, hvad den rører og en sort dræbersky lægger sig kvælende i Londons gader. Al modstand pulveriseres med et knips med de fingre marsboerne ikke har, og invasionen af London bliver en uafvendelig kendsgerning. Nej nej, jeg kan slet ikke skjule min drengede fryd ved scenariets fræsende prægnans.
Bedst og sand science fiction-pioner er Wells imidlertid, når han lader sin fortæller døje med at beskrive de utrolige tingester, han ser:
– Vi mennesker (…) befinder os kun i begyndelsen af den udvikling som marsianerne har gennemløbet. De er praktisk talt blevet lutter hjerner, der bærer forskellige kroppe efter deres behov, akkurat som menneskene bærer forskellige dragter og tager en cykel når de har travlt og en paraply når det regner.
Denne ekstrapolerende tankegang forlænger skarpslebent det, vi kender, ud i noget vi ikke kender. Ligesom mennesker studerer bakterier i mikroskoper, kigger marsboerne på mennesker i stjernekikkerter. Ligesom uvorne unger kan pirke til en myretue for at se forvirringen, pirker marsmændene i de trebenede dræbermaskiner til Londonerne, bare for at se forvirringen. Ligesom England koloniserede den tredje verden, koloniserer Mars Jorden.
Det er med disse fint overrumplende teleskopræsonnementer, Wells er blevet en væsentlig idéskabelon for genren Science fiction, der endnu var spæd i 1898. Al den manglende empati i første led af alle Ligesom’erne bliver grufuldt tydelige, når det hele vendes rundt i andet led, hvor de skydende selv står for skud.
Jovist kan infantil lynild og actiontæft have erkendelsesmæssigt potentiale, fristes man til at konkludere. Og så er der jo lige dén lille (men kæmpestore) detalje, som de overlegne marsmænd har overset, men den afsløres i KLODERNES KAMP og ikke her.
