Ikke uden min søn – Vita Andersen ANNA ZOË
Trods sprogligt overskud og sans for den dybdegående personskildring, er Vita Andersen ikke overbevisende i sin nye roman. Der mangler simpelthen et drivkraftigt plot.
Citat
Hun nåede ikke ud i badeværelset, så kastede hun op på gulvet. Eksplosionen var så kraftig inde i hende, at sprøjt nåede puder og gardiner. Generatoren larmede som et narkoseapparat. Insekter med tykke kroppe og brune lodne vinger flagrede om lyset i gaslamperne. Med et håndklæde fik hun dem basket væk og slået ihjel.
Udgangspunktet i ANNA ZOË er en gammel traver; barn bortføres af sin muslimske far, hvorefter den danske mor må kæmpe en uovervindelig kamp få at få sin søn tilbage i et fremmedartet muslimsk land. Når det alligevel ikke er helt efter skemaet, er det fordi vores heltinde ikke vidste, at hun var gift med en mand fra Marokko.
Bogen begynder på bryllupsrejsen i London. Anna Zoë er en nervøs dansk tv-stjerne og hendes mand Pablo er forretningsmand med dominerende tendenser. Tiden springer, de får sønnen Marco, og Pablo bliver fyret fra sit job og får samtidig at vide, at han er adopteret fra Marokko. Det resulterer i sidste ende i, at Pablo bliver muslim og bortfører Marco, hvorefter Anna Zoë begynder jagten efter sin søn. Men det er ingen nem sag. Alt fungerer anderledes i Marokko, og Anna Zoë mister langsomt grebet om både sig selv og de desperate redningsplaner.
Vita Andersen er ekspert, når det gælder angst, panik og desperation. Hendes persongalleri består oftest af triste eksistenser, som søger lidt fred, men som aldrig opnår den. Sådan står det også til med Anna Zoë. Alene hendes navn antyder en splittelse mellem det jordbundne og familiære på den ene side, og den glitrende tv-verden, hvor hun sminket og stylet skal gøre det, der giver de højeste seertal på den anden, og hendes neurotiske tendenser bliver naturligvis ikke mindre af, at hun pludselig er magtesløs i et fremmed land.
Det gør Vita Andersen levende gennem sin kolde og nøgterne sproglige stil. Sætningerne er korte og kontante, men hun formår at lade al den angst og forvirring, som Anna Zoë føler, skinne igennem. Det giver en god dybde i personskildringen, som aldrig bliver stereotyp.
Når man alligevel ikke kommer til at leve sig ind i romanen, er det fordi plottet er for svagt. De første kapitler er drivkraftige, men så går handlingen i stå. Anna Zoë driver rundt i en miserabel forvirring, og idéen er givetvis, at man som læser også skal føle sig mere og mere desperat. Desværre kommer man bare til at kede sig lidt, og luften går af ballonen.
Samtidig er de Marokkanske klicher på grænsen til det utroværdige. F.eks. er mændene skiftevis muslimske machomænd, som nedladende kalder Anna Zoë luder og hore, eller blide olie-indsmørende arabiske elskere, der kunne være sprunget ud af tusind og en nats eventyr. Her lader stereotyperne ikke vente på sig, og det undergraver oprigtigheden i romanen.
Vita Andersens nye roman er altså en blandet oplevelse. Sprogligt set er den en fornøjelse, men i længden mangler det gode plot, som romanen selv ligger op til, men aldrig kommer i gang med. Sammen med mere nuancerede beskrivelser af Marokko kunne det have gjort ANNA ZOË til en helstøbt fortælling. For også romaner om komplekse og ufuldstændige mennesker med strukturer, der skal understrege dette, kan være helstøbte.
