Af | 13. januar 2005

Illusionistens forgængelighed og narcissistens forfængelighed – Morten Sabroe HOFFMANS

”Det er bedst ikke at gøre sig nogen illusioner, folk har intet at sige hinanden, hver især taler de kun om deres egen smerte, naturligvis.”

Dette citat af Louis-Ferdinand Céline sætter læseren på sporet af den egocentriske og berømmelseshungrende Frederik Hoffman, der som tv-vært in temmelig spe lægger sit gode navn og rygte til Morten Sabroes roman HOFFMANS, der nu genudgives.

Vi møder en noget brødbetynget Hoffman på vej hjem fra et dyrt betalt erotisk intermezzo med storbarmede Kira, hvis lille parisernumse var svær at modstå. Med en sviende AIDS-angst (der er allerede bylder på tungen) begiver Hoffman sig hjem over Christianshavns kanal, hvor han ser en druknende mand i det kolde vand og et kort øjeblik overvejer, hvor stor berømmelse han vil få af at redde den døende. I et storslået imaginært spotlight svæver Hoffman over – og siden under – vandene og får med hjælp fra en hjemløs reddet selvmordsaspiranten.

Dette er settingen for en dramatisk og på alle tangenter spillende fortælling om en mand, der som det højeste i tilværelsen ubetinget sætter berømmelse, koste hvad det vil. Det viser sig næsten at koste ægteskabet med en anorektisk kone (der har en alvorlig Julia Roberts-fiksering), faderskabet for en indadvendt og videofilmende teenagedatter Julie (!) og det til dels gode selskab. Den hektiske fortælling indebærer også, at konen indleder et forhold til den halvdruknede mand, at den forsmåede hjemløse vender tilbage med hævn i øjnene, at datteren filmer et overklasseslæng, der morderisk danser til Eminem med hende i midten og at samtlige medvirkende får et drag over nakken.

Handlingen udspiller sig over påsken og et religiøst tema skinner igennem på flere niveauer. Men symptomatisk nok sker Hoffmans’ lysende åbenbaring, hvori han ser kærligheden som den helende kraft, gennem et tv. Hoffman gennemlever påskens lidelser og kommer forandret ud på den anden side: ”Jeg er ikke længere den, jeg var engang.” Clashet mellem tv og Jesu lidelser underbygger den gæve samfundssatire, der er romanens endelige udtryk.

Sabroe giver et uhyggeligt præcist billede af en ynkelig Uden-hjerne-for-en-aften-generation, der desperat satser på at blive kendt, underordnet for hvad. Karaktererne forsøger med alle midler og af forskellige grunde at blive set og blive bekræftet. I højt tempo og med sikker hånd afvæbner Sabroe sine karakterer, så de ikke fremstår mere levedygtige end sidste uges tv-program og på bedste krimivis holdes kortene ind til kroppen, så vi først til sidst får afsløret hjernen bag det hele. I det hele taget er det Sabroes utvivlsomme stil og talent for en effektivt sammenskruet fortælling, der gør denne roman så skudsikkert velkomponeret.

Gennem romanen går indtil flere illusioner op i røg, hvorfor man kan håbe på, at der rent faktisk findes noget på den anden side af tv-skærmen. Med afvæbnende humor og et skarpt blik på en narcissistisk og ensom tid er HOFFMANS et relevant indlæg i en samtidig debat om værdier, meningsfylde og almindelig respekt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også