Inden verden går over – Kristian Leth FØR OG EFTER VIDENSKAB
Leths hverdagsjeg skriver bekymrede digte i en verden, der er ved at forsvinde. Her kan naturen fortolkes frit. Blandingen af familiefar og mytologisk mosevaderi er både sær og god.
Digt
VI OPFANDT IKKE NOGET
Et lagen rives itu
og lader regnen falde
dér langt oppe
i himlen
Vi prøver at sove
vi prøver at rydde op
et møllehjul ruller hen
over verdens grusbelagte tag
otte kilometer oppe
Vi ryster af kulde
vi vil ikke opdages
vi har vores metoder
vandet har endnu ikke ramt os
en stilhed under stormen
mens glaskugler
på størrelse med Rundetårn
vælter ned ad Bifrost
Vi tror på det
tiden er til det skælvende projekt
til øjeblikkets tøven
og det tunges ankomst
dimensionsforskydning
dæmningens rystende udådning
keramikporten revner
hangarskibe kæntrer og ruller
Vi opfandt ikke noget
vi støvsuger, fletter hår
vi ser ud ad vinduet
og nu regner det
vandet falder her
rammer jorden
skyller græsset væk
FØR OG EFTER VIDENSKAB er Leths tredje digtsamling. Udover sit musikalske virke som forsanger i The William Blakes og som solist med albummet HJEMAD (2012), var han i efteråret 2013 både vært og hovedperson i tv-programmet ‘Den 2. dimension’ på DR K.
Programmet forløb som en undersøgelse af, ja, muligheden af en anden dimension, og om en sådan kunne opleves gennem fx rituel praksis i naturen. I januar medvirkede Leth desuden som ugens gæst i DR 2s ‘2. sektion’, hvor han i forlængelse af sit eget program efterspurgte et ikke-rationalistisk sprog, der kunne rumme det spirituelle og det åndelige.
Med dette i baghovedet går jeg til den hvide silhouet af en elgmand, en mennesketyr, samt de måger og den fisk, der pryder FØR OG EFTER VIDENSKABs brune omslag. Også et net af grene springer ud fra elgmandens skuldre og ligner vinger.
Dyrene og naturen spiller en vigtig rolle i hele Leths samling digte. Sammen med vejret bliver de alle tegn på noget større, der kan tydes. Om det skal, siger jeget ikke noget om. I digtet, ‘BROER’, skrives vejr, natur og dyr sammen til én, måske, anden bevidsthed:
– Der er krusninger på havets overflade/ som om et gigantisk dyr patruljerede vore kyster/ under vandet/ (Hvad skal der til for at det viser sig?/ Har vi narret det?/ Tror det på os?)/ Broerne ligger som et skelet/ fra en anden verden/ et mønster gennem hele landet/ der sammen tegner/ et væsen
Sådan taler Leths hele tiden undrende, lidt melankolske jeg. Hvad skal der blive af verden og mennesket i verden? Også i allerførste digt slås denne stemning an af en verden, der hele tiden er ved at glide væk:
– Vi har kun ordene/ og den forsvindende følelse/ af at eksistere/ og den er ikke til at stole på
I digtet, ‘VI OPFANDT IKKE NOGET’, som jeg har citeret i boksen til højre, spidsformulerer jeget sin manglende tiltro til mennesket. Det bliver et lille manifest. Her er også et eksempel på det vi, der visse steder bliver en mere kollektiv visionær røst.
Digtene splintres altså konstant af det religiøse, som jeg undervejs i læsningen må google mig til betydningen af. Der er ikke én religion, men flere, som ledsager jegets eksistentielle spørgen. Det er et lag i digtene, man sikkert kan læse sig bedre ind på.
I digtene ‘HISTORIE’ og ‘HISTORIE II’, som er to af samlingens bedste, afslører det fortabte jeg måske, hvad det prøver at begribe og hvordan:
– Hvis ikke virkeligheden er/ mystisk/ så forstår jeg den ikke
Den mystiske forståelse af verden er en slags mulighed. Og nogle steder er jeget altså også helt ude af egen krop, lader det til. Som når det næsten rituelt rejser ‘ned i mudderet/ op i strålerne/ Jeg rejser/ jeg rejser’ i ‘EN INVOKATION’, der mod slutningen medfører indsigten, ‘her bliver jeg virkelig/ jeg ankommer i mig selv’.
I FØR OG EFTER VIDENSKAB er der hele tiden en anden verden og en anden tid på spil. Måske kan den nås gennem den slags små ritualer og påkaldelser, visse af digtene tenderer.
Leths jeg er desuden flere steder også under konkret transport, i fly fx. Stederne fylder meget. Flere af digtene ender med en dateret stedfæstning, alt fra ‘Islands Brygge, 2003’ henover ‘Paris, 2009’ og ‘São Paolo, 2011’.
Fortællerstemmen er på én gang ganske almindelig, ude at spise med blødt restaurantsmør, og ganske mytologisk, med arme dækket af mos, trillende ad en bakke mod døden. Det er en underlig kombination, men den vokser på mig undervejs. Jeg ender med at synes, det er godt.
Det virker bedst at læse digtene som den forespørgsel, de er. Der skrives fra videnskabens tid efter religionen, men der skrives også fra en tid før religionen kommer igen. Digtene antyder en kritik af vores vækstverden, vores rationelle sprogs mangler. Deres eget sprog er dog bedst i de simple melankolske konstateringer, som hér:
– Der er punkter i hjertet hvor/ vi slet ikke ligner film, og det er ikke/ stof til eftertanke eller noget som helst.
