Indføring for de indførte – Anders Fogh Jensen MELLEM TING – FOUCAULTS FILOSOFI
På Peter Thielsts LILLE forlag er netop udkommet et seriøst og engageret værk om Foucaults filosofi, der passer formidabelt ind i den stride strøm af oversættelser af Foucaults værker.
Foucaultlæsere landet rundt har længe benyttet sig af Dag Heedes DET TOMME MENNESKE, når ORDENE OG TINGENE ikke ligefrem var en åben bog, og noterne fra forelæsninger var blevet væk eller virkede utilstrækkelige. Anders Fogh Jensen har, uden hensyn til det omtalte sekundære værk i øvrigt, kastet sig ud i en bearbejdning af Foucaults filosofi, og resultatet er en helt anden akademisk, engageret, perspektiverende, aktuel og seriøs indføring.
Men det er en indføring for den allerede idéhistorisk orienterede læser. Her forudsættes et kendskab til kongstanker og strøtanker fra de vigtigste og perifere tænkere. MELLEM TING bliver i den forstand til en omgang intellektuelt kræs – seriøs og vedkommende litteratur for nogen, mens andre nok finder projektet højtravende og uforståeligt.
En forståelse af titlen, MELLEM TING, er en nøgle til at komme i gang med bogen. Anders Fogh Jensen sagde følgende om titlen i et interview:
– At være mellem ting er ikke at være en ting. Det skal forstås i marxistisk forstand, at mennesket bliver gjort til ting, der kan udveksles. Den ting, som mennesket bliver gjort til i vor tid, er ikke en fast ting, men en ting som hele tiden skal omformes. Ikke at være en ting, men at være mellem ting er selv at tage ansvaret for sin selvform i stedet for at blive dikteret af en kultur, som synes at hylde frihed og selvudvikling hele tiden.
Hvis man går rundt med fornemmelsen af, at borgerlig individualisering og kompetenceorientering virker usympatisk, at frit valg virker som en mulighed, der ikke har noget med frihed at gøre, så kan Foucault og fremstillingen af Foucaults filosofi i MELLEM TING bidrage til at sætte ord på den kritiske fornemmelse.
Individualisering og totalisering går hånd i hånd ifølge Foucault. Ligesom subjektivering og objektivering. Når du ‘vælger frit’ bekræfter du den totalisering og rationalitet, som markedet og kapitalismen står for. Du bliver en ting. Vær mellem ting!
Forfatteren, Anders Fogh Jensen, er en seriøs og kritisk herre, der også vil have, at vi andre bliver det. MELLEM TING er en perfekt julegave til enhver hornbrillet nisse, der kigger dybt i bøgerne.