Ingen kære mor – Marguerite Duras DÆMNING MOD STILLEHAVET
Fransk Indokina er ikke et land for gamle kvinder i Duras’ stærke roman.
Citat
Der var mange børn på sletten. Det var noget af en katastrofe. De var overalt, oppe i træerne, på lågerne, på bøflerne, hvor de lå og drømte, eller på hug ved vandhullerne, hvor de fiskede, eller de væltede sig i mudderet på jagt efter dværgkrabberne fra rismarkerne. Der var også børn i floden, der pjaskede rundt, legede eller svømmede. Og i forstavnen på flodbådene, der sejlede ud mod det åbne hav, mod Stillehavets grønne øer, var der også børn, som smilede henrykte, skjult til halsen i store flettede kurve, og som smilede mere, end nogen i verden nogensinde har gjort.
DÆMNING MOD STILLEHAVET foregår i det, der engang hed Fransk Indokina, en fæl koloni befolket af korrupte embedsmænd, opiumsrygere, absintsmuglere og udsultede risbønder. Beskrivelserne af de indfødte børn er noget af det stærkeste, jeg længe har læst. De bliver nærmest et naturfænomen, når de ligger på bøflerne og drømmer, når de sidder i træerne og spiser umodne mangofrugter, når de strejfer rundt i store flokke efterfulgt af skabede hunde, som æder deres afføring. Når de dør, lige så hurtigt som de bliver født, og begraves i mudderet bag hytten.
Romanens omdrejningspunkt er en lille fransk familie, en enke og hendes to børn, Joseph og Susanne. Faren er død for længst, og for at få råd til at købe en koncession, dvs. retten til at dyrke et stykke af koloniens jord, må moren spille klaver i den lokale biograf, Eden Cinéma, i ti år. Men fordi hun ikke har råd til at bestikke embedsmændene, stikker de hende et stykke jord, der hvert år oversvømmes af Stillehavet, hvilket gør det uopdyrkeligt.
Moren er i øvrigt den eneste, der kalder det Stillehavet, mens alle andre kalder det Det Sydkinesiske Hav. Dét synes hun lyder provinsielt. Men det ER også provinsielt, og børnene har kun ét ønske: at komme væk. Hver dag sidder Susanne på terrassen og ser længselsfuldt op mod vejen, hvor jægerne kører forbi i deres biler, og hun håber, at en af dem en dag vil standse og tage hende med.
Det bliver imidlertid ikke en jæger, der standser, men en rig kinesisk plantageejer i en skinnende limousine specialimporteret fra Frankrig med en fed diamantring på fingeren og et bredt tandpastasmil. Så langt minder historien om Duras’ senere bøger, ELSKEREN og ELSKEREN FRA NORDKINA, som også skildrer et forhold mellem en rig kinesisk mand og en fattig fransk pige. Men hvor der i de senere bøger er tale om et reelt kærlighedsforhold, er det her ren business: Kineseren forærer Susanne en flaske neglelak, hun giver ham lov til at lakere hendes tånegle; han forærer hende en grammofon, hun lader ham se hende nøgen; han forærer hende en diamantring, hun lover at tage med ham på en weekendtur til byen.
Imens prøver moren og Joseph at tvinge Hr. Jo, som kineseren hedder, til at fri til Susanne, men som i ELSKEREN og ELSKEREN FRA NORDKINA er han lovet væk til en rig kinesisk pige af sine forældre. Og modsat de senere bøger, hvor der som sagt er tale om en reel forelskelse, er man også i tvivl om, om Hr. Jo vil andet end i seng med Susanne.
Men DÆMNING MOD STILLEHAVET er lige så meget et portræt af moren. ’Du kunne i det mindste have ventet, til jeg var død,’ skal Duras’ egen mor have sagt efter at have læst bogen, og man forstår godt, at hun ikke er begejstret for portrættet, der mildest talt ikke er flatterende. Hun fremstår som både selvisk, naiv og neurotisk, og hun er ikke bleg for at dele lussinger ud til sine børn, hvis de siger hende imod, eller hvis verden i almindelighed er imod hende – og det er den tit.
Omvendt forstår jeg godt, hvorfor Duras selv tænkte på bogen som et forsøg på at give moderen oprejsning for de uretfærdigheder, hun har været udsat for. Moren er nemlig i høj grad et offer for et råddent system gennemsyret af korruption, griskhed og bureaukrati. Der er noget Sisyfos over hende, når hun holder sig vågen om natten for at skrive lange klagebreve til koloniadministrationen, som bare ender i en skuffe, eller når hun med hjælp fra de lokale bønder bygger en dæmning mod Stillehavet blot for at se det hele revet ned igen af havet på en enkelt nat. Fransk Indokina er ganske enkelt ikke et land for gamle kvinder, og langsomt synker moren ned i sindssyge, depression og apati.
Ifølge bogens bagside regnes DÆMNING MOD STILLEHAVET for ’en af de helt store romaner i fransk litteratur i det 20. århundrede’, og den er jeg helt med på. Det er en illusionsløs skildring af kolonialismens fortrædeligheder og et rørende portræt af en kvinde på randen af sammenbrud, skrevet med skønhed og præcision. Stor cadeau til Vandkunsten for at udgive den – og til Lone Bjelkes oversættelse, som fungerer godt.
Det her er en bog jeg vil læse. Vandkunsten udgiver kvalitetslitteratur, Martins anmeldelse sætter billeder i hovedet på mig.