Ingen katarsis for de usalvede – Lars-Henrik Schmidt OM VREDEN
Lars-Henrik Schmidts lille vredeslære er et forsøg på at stille en socialanalytisk diagnose af den tiltagende vrede og uro i verden. Hele projektet løber desværre ud ad en filosofisk tangent og bliver alt for rodet og kryptisk.
Vreden er social og hvis man vil forklare den, støder man på en filosofisk problematik. Det er ikke noget problem, når Lars-Henrik Schmidt har taget sin egen værktøjskasse, kaldet ”socialanalyse”, med. Bogens ambition er faktisk at gøre vrede til en kategori i det ”socialanalytiske vokabular”. Vokabularet er åbenbart så stort, at det ikke nytter noget at forklare alle begreberne eller lave en liste. Hvis man vil blive klog på dem, må man tage sig sammen og læse nogle af Schmidts andre bøger om emnet.
Her har vi den første hurdle: begrebsforvirringen. Det socialanalytiske vokabular er indforstået gennem det meste af bogen. Et par af begreberne forklares dog dér, hvor det bliver allermest nødvendigt, og man kan undre sig over, at Schmidt ikke gjorde sig den ulejlighed at gennemgå et par af dem fra starten. Som filosof har Schmidt en forkærlighed for substantiver og de hober sig op. Undervejs fortaber han sig i at udrede begreberne og afstemme dem i forhold til hinanden i en lille vredesharmoni. Læseren ledes på vildspor.
Udover begrebsrytteriet er der en udpræget hang til arkaiske partikler som ”thi”, ”slig” og ikke mindst filosoffens bedste ven: semikolon. Den terminologi, der hober sig op undervejs, rummer en hel del klassiske termer som f.eks. ”bøshed” og ”forbistrelse”. Det virker lidt komisk, men for Lars-Henrik Schmidt har etymologien sin egen ret. Det hele (u)ordnes i en kringlet syntaks, der får selv Yoda til at blegne, men det er alt sammen et udslag af et ”praktisk-poetisk vidensideal”.
Schmidt ligger ikke under for den ”omsiggribende begejstring for og fascination af det empiriske vidensideals forestilling om evidens”. Det hele virker dog mest af alt som en god undskyldning for at give frit løb for de litterære ambitioner. Det sker f.eks. når vreden knyttes til den elizabethanske temperamentslære og periodens tragiske teater, eller når Schmidt i en række små vignetter giver sine egne erfaringer med vreden i form af bl.a. en olm tyr og en opsætsig datter. Schmidt begrunder snedigt alle sine valg, men hele projektet balancerer på en knivsæg. Med hånden på hjertet er det hele nærmere ”poetisk” end ”praktisk”, og det er næsten synd, at Schmidt er for stolt til at vedkende sig det.
Hermed har vi berørt den anden læserbarriere: bogen er al for ukonkret. Selv om der af og til linkes til virkeligheden udenfor, som f.eks. terror og integration, bliver det aldrig jordnært. Det udspiller sig i et filosofisk univers i evig udvidelse, og for den usalvede læser er der ingen frelse. Tvivlen melder sig om, hvorvidt al den palaver om vreden har noget på sig.
I sidste ende byder sammenblandingen af videnskab, filosofi og litteratur hverken på ny viden, klarhed eller katarsis, og hver af de tre tilgange burde nok have haft en bog for sig.
