Ingenting. Ikke meget. Meget ingenting – Peter Handke KALI. EN FORVINTERHISTORIE
Hvad skriver man om en bog, der intet har sagt én?
Citat
Guitaristen er nu begyndt at slå en rytme på sit indpakkede instrument, hvorpå hun afbryder ham med et: ‘Ikke en tone mere i år. Ingen musik. Ikke mere musik i vinter.’ – Guitaristen: ‘Du er jo bange.’ – Hun: ‘Ja. For mig selv. Som altid. Mere eller mindre. Alt efter. Og nu skal du ikke spørge mere. Stik af. Forsvind. Gå bort i fred, uden mig, alene. Du har min velsignelse.’ – Han: ‘Lad mig i det mindste være din medsammensvorne.’ – Hun: ‘Ikke noget med nogen sammensværgelse. Enten-eller.’ Og lidt efter lidt kommer de begge til at le hjerteligt.
På omslaget til Peter Handkes KALI står der, at han ‘regnes for en af de mest originale moderne europæiske forfattere’. Det skal nok passe, men det nødvendige følgespørgsmål er selvfølgelig, om han også er en god forfatter, for originalitet er altså ikke nogen kvalitet i sig selv! At dømme ud fra KALI er svaret kort og godt nej.
Googler man ‘kali’, vil man finde ud af, at det er navnet på en indisk gudinde for ondskab og grusomhed (og betegnelsen for kaliumholdigt salt). I KALI møder vi da også en kvinde, om hvem fortælleren indleder med at fortælle, at ‘også mig har hun gjort bange, gør hun bange. Men jeg vil gerne møde hende ansigt til ansigt’. Derfor følger han hende – hun er en berømt sangerinde – fra metropolen hjem til hendes barndomsby og hendes mor, hvorfra hun sejler med et skib over til Saltbjerget og rejsens endelige destination, byen ‘Den Døde Vinkel’. Undervejs har hun vist et særligt talent for at finde ting, bl.a. en kontaktlinse, der er blevet væk, og rejsen viser sig da også at blive en søgen efter et forsvundet barn. Kvinden må til sidst rejse ned i Saltbjerget til et seriøst udkantssamfund, hvor alverdens sprog flyder sammen på bunden af et slags omvendt Babelstårn.
Man kan spørge sig selv, om det er en alvorlig ment utopi, eller om det hele blot er tyk ironi. Det virker jo noget fjollet, men bogen er slet ikke sjov. Handke er nemlig dybt alvorlig i sin prosa, der sine steder er luftigt lyrisk, som når fortælleren hører ‘sidste-blade-raslen, nøgne-kviste-susen’. Det vil nogen måske synes er enormt rammende, og så de der bindestreger altså … På mig blev det helt ulideligt, især fordi Handke excellerer i golde, subjektløse sætninger, som fx når den ovenfor nævnte kontaktlinse gives tilbage til sin ejer: ‘Overgivelse af linsen fra hånd til hånd, fra fingerspids til fingerspids’. Der mangler simpelthen kød og blod at hægte sin interesse på. Store dele af teksten minder således om regibemærkninger til et teaterstykke; resten minder om en frygtelig novelle om snevejr, jeg skrev i 1. g – endda med kærestesorger: det vil sige enten keeeedeligt eller prætentiøst og opstyltet, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad der er værst.
KALI er en ekstremt åben tekst, fuld af det, den tyske litterat Wolfgang Iser kaldte ”Leerstelle” eller ”tomme pladser”, hvor læseren tvinges til at blive aktivt medskabende i dannelsen af tekstens mening. At KALI på mig virkede noget nær meningsløs, kan altså sagtens være min egen fejl. Måske fordi jeg ikke var i stand til at følge den læsevejledning, Handke udkaster i romanens begyndelse:
– Når det er nat i historien her, spiller der også altid noget højlys dag ind, ligesom der omvendt, når det er dag, gang på gang medvirker nattevinkler og natteskygger.
Aha, aha og husk endelig det, hvis ondskabens gudinde – 7,9,13 – en dag skulle tvinge dig til at læse Peter Handkes nyeste epos.
