Ingerevangeliet – Inger Christensen EVIGHEDSMASKINEN
Romanen, som udkom første gang i 1965, er en religiøs dystopi, en moderne Kristus-historie og et tidstypisk romaneksperiment, som en af landets bedste digtere skrev før sine store mesterværker.
EVIGHEDSMASKINEN var Christensens første roman, men forinden havde hun udgivet to digtsamlinger. Bogen gennemspiller en moderne Kristus-historie: I et land, der ikke er så forskelligt fra vores, har den religiøse bevægelse ’Livssamfundet’ magten. Hovedpersonen Ulrik Kent kommer til verden juleaften, og udråbes straks til at være den genfødte frelser. Selv om Ulriks forældre prøver at beskytte drengen mod omverdenens tunge forventningspres, og han som voksen gennemlever forskellige former for afsondrethed, ender han alligevel mere eller mindre i en frelserrolle, og mellem Jesu og Ulriks liv er der ganske mange lighedspunkter.
Selve romanens form er dog lige så iøjnefaldende som handlingen. Hvor første kapitel fortælles ganske prosaisk, udvikler de følgende sig mere eksperimenterende, så fortællerforhold og –stil veksler i de 12 kapitler med titlerne 1, 1¹, 1², …, 1¹º og √1 (og man genkender den talfascination, Christensen senere skulle udfolde så fremragende i DET og ALFABET). Forfatterens lyriske ståsted viser sig i et ofte associativt og impressionistisk sprog, der medfører, at læserens overblik bevidst ofres.
1960’erne var rige på gode og udviklende danske romaneksperimenter, hvor især skrifttematikken var i højsædet. Man brugte sproget for at undersøge hvordan det fungerede, hvad man kunne gøre med det og ikke mindst for at blive klogere på det gådefulde forhold mellem sprog og verden. Sådan er det også i EVIGHEDSMASKINEN, hvor fortælleren ofte inddrager sproget i handlingen (eller viser at de to størrelser ikke er til at adskille). Da Ulrik bygger et hus lyder det:
– Og da han har hamret tilstrækkelig længe og bygget så langt som man nu bygger, og da de er flyttet derud og har kasseret hele den gamle historie, og da endelig de enkelte ord har besøgt ham, og enkelte mennesker har slæbt deres fremmede sprog sammen omkring ham, begynder han at tale som om alle kroppe i fællesskab udgjorde et sprog og indbyder alle til at komme og se. Hans rige er ikke af denne verden.
Ulriks forsvar mod frelserrollen er i starten tavsheden, men da han til gengæld begynder at skrive, opdager han ad den vej ordets magt. Måske bliver tingene først til noget, når de får et navn? Et sted i bogen hedder det: ’En løve er en løve, hvad enten den er en løve eller ej – især når der er cirkus i nabobyen’. Måske sker det samme når Livssamfundet sætter ordet ’frelser’ på Ulrik: Så bliver han til frelseren, hvad enten han er det eller ej? På en række måder lever han i hvert fald op til kravene.
Sådan blandes religion, sprog og fortælling, samtidig med at andre typiske temaer hos Christensen bringes i spil; fx begreberne gal og normal, individet over for større magtstrukturer og livets hellighed. Romanen er skrevet med en vis lethed og humor, men alligevel er det mere ordet ’interessant’ end ’spændende’, der trænger sig på, når man skal bedømme den. EVIGHEDSMASKINEN er et dokument fra 60’ernes litteratur, og et stadie på vejen for Inger Christensen, men ændrer ikke ved det faktum, at hun først og fremmest er digter – og en ganske suveræn sådan.
