Inspektør Dalgliesh rykker ud igen – P.D. James FYRET


Glem alt om femi-krimi. P.D. James holder sig til den klassiske kriminalromans elementer, og det fungerer næsten velsmurt. FYRET en en krimi til alle, der holder af gådefulde mord i den engelske overklasse.

Krimien har fået en kolossal opblomstring i de senere år. Den har fået nye udtryksformer, nye læsere og en betydelig højere status. Krimien er gået fra at være en genre, som kun indeholdt smudslitteratur og ‘tørre’ romaner efter Agatha Christie-skabelonen, til at være en litterær form, som blander mange forskellige elementer. F.eks. Frøken Smillas fornemmelse for sne af Peter Høeg eller Liza Marklunds femikrimier.

Men de gode gammeldags kriminalromaner er heldigvis ikke gået af mode, og Inspektør Adam Dalgliesh er trods sine 44 år i tjenesten hos Scotland Yard ikke gået på pension (den første P.D. James-roman med Dalgliesh i hovedrollen udkom i 1962).

I FYRET er udgangspunktet så klassisk, som det kan blive. Combe Island, en lille privat ø ud for den engelske kyst, er et rekreativt åndehul for medlemmer af den britiske elite. Så da den arrogante forfatter Nathan Oliver myrdes på øen, bliver kriminalinspektør Adam Dalgliesh og hans hold tilkaldt for diskret og hurtigst muligt at genoprettte idyllen. Det viser sig naturligvis hurtigt, at næsten alle har et motiv, og at fortiden rummer betændte hændelser.

Når dette ikke ender i en forudsigelig puslespilskrimi, så er det fordi P.D. James har en formiddabel evne til at puste liv i sine personer. Både inspektøren, hans medhjælpere og beboerne på øen.

Konkret er dette gjort ved en skiftende fortællervinkel. Derigennem mærker man Dalgliesh’ længsel efter sin kæreste og frustrationen over at jobbet må komme i første række, hans medhjælperes frygt for ikke at gøre det godt nok og beboernes utryghed. På den måde bliver FYRET en krimi, som i høj grad er interessant netop pga skildringen af persongalleriets følelesesliv.

Det, der ikke fungerer optimalt, er ironisk nok plottet. Det begynder godt, men stagnerer i midten af romanen. I slutningen skal det hele så fyres af, og der kommer alt for mange nye informationer væltende. Samtidig kommer den endelige løsning på mordgåden til Dalgliesh, som var det en åbenbaring; ud af den blå luft indser han pludselig sagernes rette sammenhæng. Som læser sidder man en kende skuffet tilbage. Det er for simpelthen lidt for letkøbt.

Til trods for dette er FYRET alligevel anbefalelsesværdig. Især hvis man har anglofile tendenser, og længes mod forgangne tiders Upstairs and Downstairs.

Skrevet af Rebekka Byberg

Rebekka Byberg er en knivskarp historiker med speciale i moderne europæisk historie og politik. Men historie og politik er jo ikke alt, så man kan også finde hende hjemme i lænestolen med en skønlitterær bog (fra Lykke-Per til Harry Potter), i biografen (fra Coen-brødrene til Bollywoodbaskere), til en koncert (rock"n"roll) eller på en badmintonbane (fra spektakulær offensiv til systematisk defensiv).

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *