Intelligent om intelligens – SENTURA #20
Nyeste nummer af SENTURA er brainy uden at være nerdy.
Citat
KÆRLIGHED: er vurderingen af ikke-forceret givende og modtagende behovsstillelse på alle planer.
SANDHED: er vurderingen af af overensstemmelser mellem empiri og ideal.
MUSIK: er evnen til at opfatte sekventielt forekommende lyde eller toner som et samlet hele.– tre smagsprøver fra Kenneth Krabats sanseskema –
I februar måned var jeg godt vred på SENTURA #19 over mangel på finish og vilje til at føre pågældende nummers kalender- og talkoncept ud i sin konsekvens. I det nye imponerende hjernenummer er konceptet ikke på samme måde indskrænket. I et luksuslayout, der side for side ombrydes med sans for de 28 indslags forskellighed, fungerer gode tekster og gedigne grafiske arbejder side om side. Måske er der noget om, at hemmelige hjerner bare er et mere givtigt emne end tumpede tal?
Hjernen er der, hvor virkeligheden skabes. Hvor nyrerne sørger for, at kroppens saltbalancer er afstemte, sørger hjernen for, at den ydre, sansbare verden bliver opfattelig for kroppen. Ligesom nyrerne kan sætte ud eller begynde at virke for nedsat ydeevne, kan hjernen også slides eller belastes til et punkt, hvor den begynder at skabe forvrængede virkelighedsgengivelser. Hjerne og virkelighed hænger sammen.
Og det er grunden til, at SENTURA-redaktionen har fundet interesseområdet ‘hjernen’ vigtigt nok til ikke at blive overladt til neurologer og biokemikere. SENTURA #20 begiver sig ud i det, der i et kortfattet og indkredsende forord kaldes en ‘associativ kortlægning’. Dvs. at en tekst, et billede, en tegneserie, en grafik, der hver for sig forholder sig til hjernen, lægges som fliser i en mosaik, hvis formål ikke nødvendigvis er at føre et bestemt sted hen men blot at kortlægge.
Dy Plambeck og Robert Zola Christensen skriver hhv. privat og gådefuldt om demens, der får virkeligheden til at hoppe af kæden. Lotte Garbers’ tekst fokuserer på hjernen som erotisk center, hvilket Allan Haverholm broderer videre på i en svulstig ordløs tegneserie. Den gengiver en våd drøm om tomme talebobler, der er sædceller, der er lyn fra hjernen, der er bevingede hjerter, der sendes af sted som saluterende brevduer. Det er på den manér, det associative princip fungerer: Det anlægger nye vinkler på sagen igen og igen.
Særligt skiller Kenneth Krabats artikel sig ud. Den handler med nøgtern ro og akkuratesse om ‘de 52 indre sanser’, nemlig alle de ‘aktion-reaktionfunktioner […] som alle mennesker i varierende grad benytter til at værdisætte de informationer, som kommer ind via vores 5 ’huller’ til omverdenen”. Den dadelfrie oplistning med tilhørende tør forklaring af disse 52 vurderingsmekanismer (f.eks. sult, kærlighed, retfærdighedssans) er grund alene til at erhverve sig SENTURA #20. Her er værktøjskassen til det 21. århundredes filosofi på ét eneste dobbeltopslag! Man kan selv forvisse sig om det med en indre sans, som Kenneth Krabat ikke har talt med: Evnen til at afkode bogstaver i rækkefølger.
