Af | 7. juli 2014

Intet nyt er godt nyt – Erich Maria Remarque INTET NYT FRA VESTFRONTEN

Den kanoniserede klassiker om 1. Verdenskrigs uhyrligheder er stadig lige vedkommende. Genudgivelsen bringer intet nyt med sig, men hvorfor også ændre på det nær perfekte?

Citat

Ilden springer hundrede meter længere frem, og vi stormer atter frem. Ved siden af mig får en underkorporal hovedet revet af. Han løber nogle skridt videre, mens blodet står som et springvand op af halsen. Det kommer ikke helt til håndgemæng, de andre må tilbage. Vi når atter vores skyttegrave og går endnu længere frem. Oh, hvorfor skal man vende om! Man har nået de sikre reservestillinger, man har lyst til at krybe ned, forsvinde; – og må vende om og atter op i det rædselsfulde. Hvis vi ikke det øjeblik havde været automater, så var vi blevet liggende, udmattede, viljeløse. Men vi bliver atter trukket med fremad, viljeløse og dog vanvittigt vilde og rasende, vi vil dræbe, og de der er foran os nu er vores dødsfjender, deres geværer og granater er rettede mod os, tilintetgør vi ikke dem, så tilintetgør de os!

Fremmedgørelse, autoritetstab, individets forsvinden i massen. Mange har, allerede når de hører titlen INTET NYT FRA VESTFRONTEN, flere stikord, de hurtigt kan slynge ud. Den smukt isnende anti-militaristiske bog, som skoleelever det sidste halve århundrede er blevet tærsket igennem for at forstå krigens gru, er nu sammen med Ernst Jüngers fantastiske I STÅLSTORMEN blevet genudgivet i Gyldendals klassikerserie i forbindelse med 100-året for 1. Verdenskrigs udbrud.

Som vidnesbyrd fra 1. Verdenskrig står romanen stadig som vartegn over den rædsel, der her blev synliggjort. De i 1914 allerede forældede traditionelle krigsmetoder, hvor heste og bajonetter stadig var en del af udstyret, mødte moderne våben i form af bl.a. maskinpistoler og kemiske bomber. Dette førte til rent kaos. Skyttegravskrigen bliver i Remarques beskrivelser helvedes forgård – den evindelige skærsild.

I modsætning til Ernst Jünger nåede Remarque kun at opleve få måneder af krigen på første hånd, før han endte i en sygeseng, og det er i høj grad i kraft af andre soldaters beskrivelser, at han kunne skrive romanen ti år efter krigens afslutning.

Det løber en koldt ned ad ryggen, når man læser om hovedperson Paul Bäumers oplevelser – om venner og beordrede fjender, om angreb og modangreb i meningsløshed og smerte. Den unge soldat og hans klassekammerater er gået direkte fra skolebænken til slagmarken og kender intet andet: ‘alt er vane – også skyttegravene’. Her forvandles de unge mennesker mere eller mindre til dyr, som forsøger at overleve styret af deres drifter og ved at undertrykke alle følelser. Et gennemgående tema i bogen er det, at ungdommen ødelægges, som også bogens første side beskriver:

– Denne bog skal hverken være en anklage eller en bekendelse. Den skal kun være et forsøg på at berette om en generation som blev ødelagt af krigen, også selvom den undslap granaterne.

Drabelige kampe om en lille tøddel land bliver beordret højere oppefra af umulige generaler. Ungdommen blev snydt til at tage afsted af den eufori, der ved krigens udbrud kendetegnede intellektuelle og politikere. Europa trængte til at få rystet posen, mente man. Dette fører i INTET NYT FRA VESTFRONTEN til den totale distancering fra de autoriteter, som soldaten stadig må følge, men som, hvis der bliver et efter krigen, ikke længere vil gælde.

– Mens de sad der og skrev og talte, så vi lazaretter og døende; – mens de kaldte opofrelse for staten det største vidste vi allerede, at dødsangsten er stærkere. Derfor gjorde vi alligevel ikke mytteri, vi deserterede ikke, vi var ikke feje – alle de udtryk, som de sagtens kan bruge, – vi elskede vores hjemstavn ganske som de, og ved hvert angreb gik vi modigt frem – men nu kunne vi skelne, vi havde med ét lært at se. Og vi så, at intet af deres verden ville blive stående tilbage. Vi var pludselig alene og alene måtte vi klare os igennem.

I Klaus Rifbjergs forord trækkes paralleller til senere hærskarers motivation for krig og til Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Her understreges Remarques kvalitet i den almene fortælling om krigens påvirkning af mennesket. Denne iagttagelse er dog ikke så nyskabende, at den nødvendiggør en genudgivelse, og ud over Rifbjergs tresiders forord ligner romanen sit gamle selv, som man før kunne købe den i Gyldendals paperback fra 2002.

Her er altså ikke meget nyt at hente i Gyldendals genudgivelse, men det betyder ikke, at den smukt fortalte bog ikke er en gen- eller en førstegangslæsning værd. Tom Kristensens oversættelse fra 1955 er stadig lige ætsende, og bogens lange beskrivende passager af ulykke og død lige rædselsvækkende. Det er en roman som vil blive siddende, efter at den er læst, og som stadig er lige så gyldig, som da den blev skrevet i 1928.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker, Litteratur, Roman,

Læs også