Island står for skud – Hallgrímur Helgason LEJEMORDERENS GUIDE TIL ET SMUKT HJEM
Det går stærkt! Den islandske forfatters fjerde roman på dansk er et actionbrag, som vi bedst kender det fra filmens verden. På bogform leveres handlingen om en lejemorders møde med Island som en poetisk spytklat. Den flabede samfundskritik pisker læseren igennem.
Citat
Hvis samfundet skulle fremstilles som en cirkel, ville hele den politisk korrekte, genbrugs- og ind-med-cyklen-ud-med-bilen-prækende majoritet befinde sig øverst (alle dem, der aldrig går over for rødt, men formelig slikker tv-skærmen, hver gang Tony fuckin’ Soprano viser sig). Til højre ville vi have de gammeldags, våbenliderlige stoddere, der foretrækker at banke deres koner frem for at gå i seng med dem, og til venstre ville vi have antiglobaliseringsflokken, hele den bitre bande, der er modstandere af alle jordelivets glæder såsom kød, porno og global opvarmning. Selv ville jeg være at finde nede i bunden, hvor det ekstreme højre møder det rabiate venstre. Hvor frelste mænd og kvinder sidder side om side med mordere og kunsttyve.
Lad mig starte med at være irriterende pedantisk. Det drejer sig om en lille detalje, som ikke kunne undgå at påvirke mit førstehåndsindtryk. På smudsomslaget til LEJEMORDERENS GUIDE TIL ET SMUKT HJEM står der skrevet, at denne roman er den islandske forfatters tredje på dansk? Jeg mente ellers at have læst både Helgasons gennembrudsbog 101 REYKJAVIK og moppedrengen af et opgør med nobelprismodtageren Halldór Laxness’ ISLANDS FORFATTER. Men også at jeg stadig har Helgasons seneste roman STORMLAND til gode. Regnestykket går altså ikke op. LEJEMORDERENS GUIDE TIL ET SMUKT HJEM er forfatterens fjerde roman på dansk. Det er formentlig gået for hurtigt med at få bogen i tryk. Men set i forhold til hvor stort et arbejde forfatteren ligger i at udvælge de helt rigtige ord til indholdssiden, synes jeg, det mindste man kan gøre fra forlaget, er at pakke materialet ordentligt ind.
Men nok om det og nu til indholdet. Massemorderen Tomislav Bokšić, der går under kælenavnet Toxic, tilhører den kroatiske mafia i New York. Efter et mislykket lejemord bliver han nødsaget til at skifte identitet og flygte fra Amerika. Ved et tilfælde havner han på Island i skikkelse af en fanatisk amerikansk præst. Den rapkæftede kriminelle, der den ene dag dyrkede hed sex med sin chilenske kæreste, sidder den næste og prædiker i et kristent, islandsk tv-program.
– >>(…) Vi befinder os her på Island, på lysets ø, hvor Gud lader det stråle til langt ud på natten. Han oplyser natten. Han gør natten lys, og jeg siger eder: I er meget heldige, I er et heldigt folk, thi I bor i Guds eget land. Den levende Guds land. Halleluja!<< Hvad fanden er det, jeg står og siger? Min tunge er ude af kontrol.
Det er netop ved at spille på modsætningerne, at Helgason skaber en spydig samfundskritik. Lige under det hektiske handlingsspor og de lettere karikerede karakterer lurer en dybere problematisering af store spørgsmål som liv og død, tro og kærlighed, skyld og tilgivelse. Ved at lade Toxic afsløre sig selv som traumatiseret, med en fortid som alt for ung soldat i krigen i Jugoslavien, nuanceres lejemorderidentiteten. Og ved at lade Toxic møde Helgasons kolde hjemland med et fremmed blik sættes der yderligere fokus på islændingenes luksusproblemer og særheder.
– Islændinge skifter tydeligvis folkekarakter i den lyse årstid. De holder op med at gøre ting, de plejer at gøre om vinteren, såsom at se fjernsyn, klæde sig pænt på og gå i bad hver dag.
Mest af alt minder romanen om en amerikansk actionfilm. Hver eneste kapitel sitrer af fart, spænding og Toxics situation vender gang på gang fra den ene yderlighed til den anden. Med andre ord er romanens byggesten de såkaldte points of no returns.
Men det, der er actiongenrens styrke, er samtidig også dens svaghed. Hvor længe kan man holde omskifteligheden ud, før den bliver triviel? Uden at røbe slutningen bliver jeg nødt til at påpege, at LEJEMORDERENS GUIDE TIL ET SMUKT HJEM mod enden får rigtig svært ved at samle sig. Konstruktionen virker pludselig klodset. Idet handlingen accelererer så voldsomt (og bevidst), bliver den ubevidste konsekvens, at det går alt, alt for stærkt.
Det er måske en forkælet forventning til forfatterens kunnen og hans rå humor, der gør at jeg i sidste ende sidder tilbage med en fornemmelse af at blive snydt lidt for en ordentlig afslutning. Der går lidt for meget falde-på-halen-komik i den for min smag. For når Helgason kan skrive så benhårdt, velfungerende og med en velovervejet arrogance gøre sin superskurk blød i knæene, hvorfor kan han så ikke guide læseren hele vejen igennem sit romanprojekt, så det i sin helhed kan stå og blinke smukt?
