It’s hip to be square – Louis Jensen HUNDREDE MEGET FIRKANTEDE HISTORIER
Her er tale om en morsom og fantasifuld børnebog i supertjekket kortprosa stil. Eller også er det omvendt. God er den i hvert fald.
For nogle år siden læste jeg Lars Bukdahls meget begejstrede anmeldelse, da Louis Jensens HUNDREDE HISTORIER udkom. Siden er der kommet yderligere fire bind korte historier fra Jensens hånd, og han er nu halvvejs mod målet på 1001 historier. Hvert gang er anmeldelserne lige overvældende, og der er sågar folk, der mener, at Jensens burde have Nobelprisen. Jeg har derfor længe villet se, hvad postyret skyldes og med HUNDREDE MEGET FIRKANTEDE HISTORIER lykkedes det endelig for mig.
For eksempel var jeg på forhånd i tvivl om, hvorvidt det var børnebøger eller det var skarpskåret kortprosa. Det er jeg sådan set stadigvæk. Det enkle svar må være, at det er begge dele:
– En fire hundrede og fyrrety-
vende gang var der en kat,
der hed Skrat-Krat, og en
hund, der hed Bit-Hvidt, men
så mødte de hinanden til et
tangobal i Nixdorf nede i
Tyskland, og jeg har aldrig set
nogen danse så vildt og flot!
Nakken tilbage! Brystet frem
og fuld fart på ottetallerne!
Det er kort og præcist. Og ofte meget sjovt. Det er som regel uden morale eller lidt for behændige, fx ordspillende pointer, men der sluttes gerne med et udråb eller en konstatering (’Er nogens næse måske nogensinde blevet klemt flad af en flødehummer!’). Det forgår i eventyrlige universer, hvor proportionerne altid kan tilpasses historien. En del af firkanterne peger på hinanden, og der er mange genkommende elementer: Prinsesser, hjerter, ben, hænder (fx Guds), skrivning, hunde, ænder, noget der foregår inde i noget andet og/eller kommer ud deraf, dobbeltnavne til dyr og ting og sager (Tjære-Bære, Forundrings-hånden, Kærlighedsganger, Verdenshunden) og meget, meget mere.
Det er netop historier. Bedre ord findes ikke. Og historiers grundelementer er, at der en gang var en, og denne skete der det-og-det med. Hos Jensen kan alt ske, men på meget få linjer. Det er nærmest hver gang underholdende og billeddannende, og imponerende ofte også morsomt, overraskende eller tankevækkende:
– En fire hundrede og fireog-
tresindstyvende gang var
der en tidsindstillet mand.
Det gjaldt ørene og næsen.
Dér sad der ure, og i mun-
den og på tungen. Der var ét
i knæet og på det yderste hår
på hovedet. Det sad i splin-
ten i øjet og så fremdeles.
Det var, fordi han skulle dø.
Jeg tør ikke udtale mig om, hvorvidt børn vil labbe det i sig, men kortprosaelskere og folkefantaster skal bare se at komme i gang. De får en nøje kontrolleret vildskab (det kontrollerede kommer selvsagt tydeligst til udtryk i den pertentligt firkantede form) kombineret med en meget tydelig og sprudlende fortælleglæde.
Materielt set er bogen en lækker sag. Papirkvaliteten er meget høj, der er passende anarkistiske illustrationer af Lilian Brøgger, og desværre er prisen (293 kr.) også forholdsvis eksklusiv. Til gengæld kan de første HUNDREDE HISTORIER nu fås til en mere overkommelig pris, og man kan håbe, at Gyldendal med tiden udgiver det hele i et format, der er beregnet på salg til almindelige mennesker (hermed antyder jeg, at denne udgave i den grad er målrettet bibliotekerne). Det har både Jensen og læserne fortjent.
