Ja! – Tove Ditlevsen GIFT
Giftermålet som koncept ejer uigenkaldeligt en sløvende klang af borgerlig idyl, men der er ingen tryghed i Tove Ditlevsens kuldsejling durk ind i hjerteblodets stormfulde indsø. GIFT er familiejournalen fra helvede, det er glitrende begær i sommernattens skær – man MÅ simpelthen sige JA!
Citat
Jeg er vanvittig forelsket i dig, sagde jeg lykkelig, da vi igen lå i min seng. Bliver du her hele natten? Ja, hele livet, sagde han og smilede med sine blændende tænder. Hvad så med din kone?, spurgte jeg. Vi har kærlighedens ret på vores side, sagde han. Den ret, sagde jeg og kyssede ham, er altid retten til at gøre andre fortræd.
Tove Ditlevsens omdiskuterede erindringsfiktion om livet som voksen og gift blev første gang udgivet i 1971, da kønsrollernes omkalfatring for alvor tog fart, og kvindekampen opponerede stærkest mod alle slags snærende bånd. Ægteskabet er endnu for mange en slags kapitulation, der hensætter det voksne menneske til trygge – men vanemæssige – dødvande. Men Ditlevsen er på tværs, hun er ingen kvindesagsforkæmper, ej heller billedet på den tilfredst henslumrende husmor, og så lod hun sig vie igen og igen!
GIFT er, som Dy Plambeck skriver i det fine forord, en tredobbelt forgabthed i skriften, i kærligheden og i beruselsen med narkotika. Tove Ditlevsens voldsomme dedikation til alle tre dele er ambivalent ad helvede til – balstyrig og hæmmet på samme tid: Den skiftevis fanger hende ind i tryghedens greb og river hende op med rode. Men sproget, som er gjort af den samme krydsning mellem dagligdag og vanvid, skyller gennem det hele og fører kvikt som en knaldroman læseren helt derind, hvor venerne blotlægges, og ordene spindes som flimrende erindringer om et hverdagsliv med ægteskabet som præmis.
Bogen begynder med Toves 1. ægteskab. Purung og allerede begærligt tro mod sin skrift har hun giftet sig med 30 år ældre Viggo F., redaktør af Vild Hvede, for nemt at kunne publicere sine digte. Det går heldigvis hurtigt i stykker, og kort efter møder hun Ebbe, ægtemand nr. 2, der på mange måder glimrer som indbegrebet af det borgerlige ægteskab. Her er Ditlevsens tryghedslyst allermest tvetydig, og hun vrider og vender sig for at føle sig til rette med hjemmets fire usexede vægge, alt imens husbonden famler efter sit ego i konens succes.
Til ’gilde’ en aften sidespringer Tove raskt med den unge læge Carl, der egentlig ikke er tiltalende i sig selv; ’Jeg skal sige dig, jeg er en lille smule sindssyg’, og de to indleder Toves 3. ægteskab med sprøjten som omdrejningspunkt. Det er pethidinen og ikke Carl, som hun her skæbnesvangert vier sig til ’lykkelig som aldrig før’. Idet giften for alvor inficerer Toves idé om ægteskabet, indvarsles bogens anden og mørkere del. Her lærer man virkelig den løgnagtige misbruger at kende, der drevent former sit plot, som ville hun bygge bro fra bunden af sit livs sandhed til realiteten i skriftens helle.
Først da Victor (virkelighedens ægtemand nr. 4) ved bogens ende gør sin entre, kan hovedpersonen igen skimte håbet fra sin sygeseng. Således insisterer Tove Ditlevsen på at lade ægteskabet rumme indgangen både til fortabelsens exit – den sønderslidende sliske til selvets deroute, som Tove Ditlevsen med GIFT beviser, altid befinder sig dybt inde i den vanvittigt dedikerede forelskedes hjerte – og til håbets sommerfarvede sti. At gifte sig, synes hun at sige, er det modsatte af kapitulation, det er en måde at kaste sig ud, at sige JA på! Og som Tove gang på gang af al kraft kaster sit skrøbelige jeg durk ud i kærlighedens plumrede strømme, vil jeg opfordre alle til at kaste sig ud i Ditlevsens skrift. Åh, ja GIFT jer!
