Jagten på det ægte – Trisse Gejl SIDEN DET BLEV FOR PÆNT
En egoistisk forfatter og stor sorg er iblandet ironi opskriften på dét, der gør Trisse Gejls roman nærværende. Den (tidligere) succesfulde forfatter i romanen nøjes med at lede efter denne opskrift.
Citat
Det er ikke så meget skænderierne. Det er mere den måde, han ser på mig på. Eller ikke ser på mig på. Der er ikke længere begær i hans blik. Og det er, som om han ikke længere leder efter noget. Bare ser. Ikke længere orker at være optaget af mine problemstillinger. Det forstår jeg godt. Det gør jeg heller ikke. Måske kan man bare beslutte sig for at blive et bedre menneske.
Det er ikke let at være Trine Vedel. Den lettere fordrukne 40-årige forfatter døjer med en skrivekrise og også en livskrise. Hun kæmper med sorgen over brorens alt for tidlige død og trætheden over at bo midt i parcelkvartersidyl. Her taler folk uden at tale sammen og er sommetider i ’hækkeklippehumør’.
Forskellen på Trine Vedel og psykologmanden Johannes er stor. Han jagter perfektionen, mens hun søger tilstanden, ’hvor man ikke ved, om det er begyndelser eller slutninger.’ De forskellige tilgange skaber afstand i mellem dem, og ægteskabet bliver også kun mere tomt, som romanen skrider frem.
Tomt er også forholdet til menneskerne omkring Trine Vedel. Der er ikke overskud til den nervøse søn Tobias og den teenageramte datter Sofie. Heller ikke til veninden Sus, der er blevet forladt af sin mand, for ’skilsmisser smitter, så jeg holder mig væk.’ Forholdet til hende selv halter også, Vedel er led over ikke at kunne rumme andre mennesker og angst for at blive afsløret som uvidende om det udkantsdanmark, hendes succesromaner omhandler. Den irritation, der forekommer, når man læser om den ekstremt navlepillende hovedperson, går over i indlevelse, da Gejl formår at tegne et særligt ærligt billede af Vedel. Hun gemmer på tvivl og varme bag sin usympatiske facon, og hendes ironiske tilgang er forfriskende.
Det store spørgsmål i SIDEN DET BLEV FOR PÆNT er, hvordan Trine Vedel skal leve efter brorens død. Der er et klart før/efter i hendes liv, og hun og morens forskellige håndtering af sorg støder sammen. Vedel provokeres af, at moren plejer roserne i barndomshjemmets have, præcis som hun gjorde før broren Mads døde af kræft. Ligesom det pludselig er svært for de to at være i rum sammen, da fraværet af Mads fylder alt. Denne sorg beskrives med lige dele selvmedlidenhed og ironi, og det får situationen til at fremstå rørende og intens. Mens Vedel må nøjes med at drømme om at skrive ægte, lykkes det for Gejl, og smukkest i afsnittet, hvor Mads’ sidste udånding beskrives:
– Og netop som man langsomt kigger op i dens tomme, glasklare øjenkugler bag flapper af halvt lukkede øjenlåg, rejser den sig i en sidste hvæsen. Op ned. Stille. Op ned. Stille.
Trine Vedel kritiserer den politiske undertone, som hun mener kendetegner danske bøger, mens Gejl bifalder denne tradition. Danmark får nogle hug, landet er blevet ’en provinsiel, åndeligt underudviklet, lille klat.’ Samtidig fremstilles danskere som knap så rummelige over for andre. Var Pia Kjærsgaards grænseluk forekommet, mens Gejl skrev bogen, havde det formentlig fået et fur med på vejen.
Gejl diskuterer litteraturens rolle og forfatterens vilkår. Er romaner blot sproglige konstruktioner, eller er de skabt af lunser af forfatteren? Richard Ford antyder førstnævnte i Vedels interview af ham, og får hende til at tvivle på det ægte ved romaner. Fiktion og virkelighed smelter sammen, da Trisse Gejl selv har interviewet Ford, og flere steder bruges autentiske personer i romanen.
Om Trine Vedel er en sproglig konstruktion eller bygget op af lunser af Gejl må stå hen i det uvisse, i hvert fald har Gejl med SIDEN DET BLEV FOR PÆNT formået at skabe den ægthed, Vedel forgæves leder efter.
