Jagten på en morder og meningen med livet – Jonas Bruun DRIVJAGT
Desillusioner, sære eksistenser og menneskelig afmagt præger Jonas Bruuns kriminalroman DRIVJAGT, der i højere grad kredser om sørgelige og aparte skæbner end om en egentlig mordgåde.
Tiden er den største forbryder i Jonas Bruuns romandebut DRIVJAGT. Det er nemlig tiden, der i sidste ende er skyld i de fleste dødsfald og samtidig er så nådesløs at lade mennesket være vidne til sit eget forfald.
Det er i hvert fald den indstilling til livet, som vi møder hos præsten Knud Thorm, der er hovedfiguren i DRIVJAGT. Efter at have deltaget i en jagttur i lokalområdet anholdes præsten, der for længst er holdt op med at tro på Gud. Thorms upopulære nabo Kowalski er under mystiske omstændigheder blevet skudt under jagten og mistænkeligt mange indicier peger mod præsten, der efter en pinefuld afhøring sættes på fri fod på grund af manglende beviser. Den alkoholiske og indelukkede præst beslutter sig nu for at rense sig for den ubehagelige mistanke og tager efterforskningen i egen hånd.
Hér sættes jagten i bogstaveligste forstand i gang, og Thorm bevæger sig i sin desperate søgen efter morderen rundt i det indspiste landsbymiljø, hvis overflade langsomt krakelerer og afslører sider, der bestemt ikke forbindes med idyl og harmoni. Blodskam, jalousi og griskhed er blot nogle af de mindre hyggelige emner, som undervejs kommer op til overfladen.
Romanens egentlige omdrejningspunkt synes dog at være landsbyens uforløste skæbner, der i bund og grund alle minder om hinanden i deres afmagt over for tidens hensynsløshed.
Jonas Bruun maler fx et nådesløst billede af landsbyens tidligere skønhed, der i sin grånende alderdom bittert har trukket sig tilbage fra omverdenen og nu lever i et makabert kærlighedsforhold til sin bror. En anden tragisk skæbne er godsejeren og ungkarlen Bjelke, der i sin ensomhed fortrænger hverdagen med alkohol, stoffer og bizarre forbindelser til tilfældige kvinder. Sidst men ikke mindst er der Thorm, hvis liv er en cocktail af pseudofilosofiske refleksioner, halvhjertede kærlighedsforhold og stigende mængder øl og sprut.
De tragiske eksistenser fylder godt op i handlingsforløbet i DRIVJAGT. Alligevel sidder man efter endt læsning af romanen tilbage med en følelse af, at de sørgelige personer aldrig rigtig kommer ind under huden. Måske er deres aparte tilværelser næsten for karrikerede til, at man identificerer sig med deres skæbner.
En anden grund kan være de detaljerede beskrivelser af den grå hverdag, der i høj grad truer med at overtage kriminalplottet i romanen. Jagten på Kowalskis morder bliver nemlig ofte trængt tilbage af minutiøse fremstillinger af Thorms hverdagsrutiner, der rummer alt fra sildemaden med snaps til valget af sko frem for gummistøvler.
Hvad der kunne have været en medrivende mordgåde, bliver derfor i stedet en blodfattig gennemgang af Thorms dagligdags gøremål og refleksioner i rammerne af et indelukket og klaustrofobisk landsbymiljø, der i sin overdrevne kontrast mellem skyggesider og normalitet aldrig bliver rigtigt levende for læseren. For at være rigtig vellykket savner DRIVJAGT derfor et krimiplot, der vejer tungere end de sørgelige eksistenser, der i sidste ende løber med opmærksomheden.
