Af | 29. august 2019

Et par forfatterinterviews på Louisiana Literature

Hvordan skaber man et godt interviewrum om en forfatter? Måske ved at selv at turde tage plads som interviewer. Vi tog på Louisiana Literature på jagt efter det gode forfatterinterview.

Storkøbenhavns læsende folk var sammen om i det fantastiske vejr at valfarte til det smukt beliggende kunstmuseum i endnu et kollektivt forsøg på at gøre litteraturen til mere og andet end den dybt personlige oplevelse, som læsning jo ret beset er det meste af tiden. LitteraturNu tog vores krydsede fingre i lommen og hoppede på Kystbanen mod Humlebæk sammen med alle de andre: Måske i år var året, hvor forfatterinterviewet levede op til alt det, vi bildte os ind, bøgerne havde lovet os.

Inde på Louisiana støder jeg på en veninde, der med fugtigt hår fortæller, at interviewet med Rachel Cusk ikke havde været særligt spændende. Hun elskede Cusks bøger, men interviewet havde ikke været noget særligt. Så hun var taget ned og bade. I virkeligheden synes hun forfatterinterviewet er et kedeligt format, ’jeg ved faktisk ikke hvad jeg laver her’. Haha. Og så alligevel. Joken er kun sjov, fordi vi begge har en nagende mistanke om, at der er noget om det. Vi er vel fordi vi er glade for at læse, men er det overhovedet den samme muskel, som den man bruger til nyde en litteraturfestival?

Tilbage ude i solen passerer jeg hurtigt forbi Nanna Storr-Hansen, der remser op om sin krop og lyder præcis som Cecilie Lind, der remsede op om sin krop til Lyse Nætter i Møllegade for et par weekender siden. Nede på parkscenen skal Thomas Espedal tale om sin nye bog ELSKEN.

Thomas Espedal er glad for at snakke om sig selv, og interviewer Kasper Bech Dyg er glad for at lade ham. Det er ikke den bedste interviewdynamik mellem de to. For Espedal kan tale om sig selv på en måde, der let bliver noget selvsmagende. Et forfatterinterview, der bare begejstret beder forfatteren fortælle om sin bog, er måske uundgåeligt lidt selvsmagende. Thomas Espedal, i en gul-beige skjorte knappet helt op, får slet ikke lov til ikke at være glad for sig selv. ‘Kan du ikke fortælle lidt om, hvorfor han forsøger at finde et sted at dø. Hvem er bogens jeg?’. Det er et spørgsmål der giver carte-blanche til egoet, hvor lidt modspil måske havde været en bedre hjælp for Espedal.

Espedal bruger jo også sig selv meget i sine bøger (selvom ELSKEN er fiktion, er der meget af ham selv i den, siger han), men i bøgerne er tanken filtreret gennem skriften, og den er ikke klædt i og pustet op af et helt publikums skinnende blikke. Man fornemmer at han kunne slippe afsted med hvad som helst her. Espedal svarer, at bogen handler om selvmord, fordi han synes gentagelsen er svær. Hvorfor skal man fortsætte, hvis det hele bare er gentagelser? Han har haft flere danske kærester, der boede i København, han har været på den her festival mange gange nu. På et tidspunkt opdager man, at det er det samme der går igen, de samme ting man har gang i. Derfor beslutter bogens jeg sig for at begå selvmord, for hvorfor blive ved med at gå igennem det samme igen og igen? Det er uudholdeligt. Hvor spændende et svar, dét er, er svært at vurdere under vægten af publikums og Dygs beundring. Espedals snak om gentagelser får mig til at tænke på Bowie der synger ‘Always crashing in the same car’, men Espedal får ingen hjælp til at gøre pointen levende.

Måske det er gentagelsen, der er problemet. Interviewet bliver aldrig for alvor spændende. Man kan godt forstå hvis Espedal bliver træt af sig selv. Det her interview lod ham i stikken med sit eget ego.

Dernæst går turen til Ben Okri, der kommer ind på scenen med hvid skjorte og sort baret. Han snakker højt. Militant fremtoning. Det handler om klimakrise og om litteraturens rolle, og han er vred, mærker man, han siger, han er vred, og da han læser op fra sin nye bog, går ordet blood igen mere end 10 gange. Han ligner en agitator i gang med at indgyde en folkemasse mod til revolution. Jeg ser rundt i teltet og konstaterer, at folkemassen mest består af gråt guld og splejsede kulturfolk. Han slutter med: ‘we can tear up the streets, we can stop society. Formatet er genkendeligt nok, vi ved godt at det er her vi klapper (halvhjertet, for er det virkelig os han taler om, med sit ’we’? Skal vi stoppe samfundet? Men vi sidder lige på litteraturfestival og har det godt). ‘Until we do that, they will keep doing what they are doing’.

Og hvem er they, egentlig? Er dét måske faktisk os, der sidder her i teltet og drikker vin? Eller er vi per definition de gode, fordi vi læser bøger? Interviewer Kim Skotte gør hvad han kan, men bliver mest springbræt for at Okri, sært blottet for situationsfornemmelse, halvråber sig til fuld plade i floskelbingo. ‘Reading is magic’, siger han, og han siger også, at der ikke er nogen, der læser mere, mere og mere går digitalt, som om det var de hårde sandheder. Det virker som nemme point på en litteraturfestival.

Én pointe rammer dog: ‘we’re surrounded by books, but it isn’t the presence of books, it’s our relationship with them’. Drømmen er at forfatterinterviews og litteraturfestivaller som denne, kan udvide vores forhold til litteraturen, gøre det mere socialt. Måske endda kvalificere vores læsninger ved pege dem i retninger. For Okri rummer litteraturen et samfundsforandrende potentiale, og i det perspektiv kunne en litteraturfestival, ved at udvide vores læsning, faktisk være en lille måde at redde verden på? Ved at hjælpe os til at blive bedre læsere. Tanken er besnærende. Men i så fald har forfatterinterviewet indtil videre ikke levet op til sit fulde potentiale.

Men hvem er they, egentlig? Er det måske faktisk os, der sidder her i teltet og drikker vin? Eller er vi per definition de gode, fordi vi læser bøger?

I Vestsalen taler Matias Faldbakken i jeans og hvid t-shirt med Tue Andersen Nexø. De sidder foran maleriet Ohne Titel 2000 af Michel Majerus; et kæmpelærred mest i hvid med stænk af primærfarver og to store blomstertegninger. Sammen med den hvide væg giver det setuppet en vis barhed, der klæder Faldbakkens tilbagelænede holdning.

Nexø læser en passage op fra et tidligere værk, hvor Faldbakken har skrevet, at den gode roman er en serie af anslag. Anslag på anslag, snarere end et enkelt anslag, som resten af bogen så folder ud. For det er anslaget, der er interessant, det er her ideerne præsenteres. Mener Faldbakken stadig det? Godt spørgsmål. Faldbakken griner, ‘a-ah’, han var spændt på, hvad Nexø ville læse op. Ja, sådan tænker han vel stadig om sine bøger. Det er i anslaget, at den gode idé får lov. Men han bruger stadig narrativet som skelet for at give folk en grund til at bladre. For Faldbakken er ikke interesseret i at skrive besværlige bøger. Det tolker jeg som bøger, der eksperimenterer alt for meget med form. Det er nemmere at læse bogen, hvis der er et narrativ. Men det er anslagene, eller billederne, som han også kalder dem, der har hans interesse.

Derfra løber snakken forbi hans trilogi, Skandinavisk Misantropi, skrevet under navnet Abu Razul, og som han selv siger: udgivet før internettrolde var en ting. Han spekulerer på, om han kunne være sluppet afsted med at skrive dem nu, eller om tiden har ændret sig for meget. For han gjorde netop det samme som troldene: Han gik ubønhørligt efter samtlige trigger topics. Måske humoren vil være sværere at få øje på i dag, hvor vi er vant til den type provokation. Og hvor vi måske er begyndt at associere det med en ekstrem højrefløj, særligt med alt-right bevægelsen. Det bliver til en snak om, hvad provokation kan, om hvordan alt-right bruger humor og provokation, mens venstrefløjen er notorisk dårlig til det. Højrefløjen kan stjæle venstrefløjens rigide sprog nærmest direkte som sin egen propaganda. Tonen er legende, nysgerrig, fra både Nexø og Faldbakkens side.

Nexø har mødt Faldbakken én gang før, til en konference. Dengang fortalte Faldbakken, at han, efter en af Norges største litteraturkritikere havde kaldt hans bog for en ’anal udstødning’, havde ringet kritikeren op, og at de derefter havde haft en lang snak om værket. Nexø fortæller imponeret historien, men Faldbakken griner: ‘jeg lurte på om det jeg fortalte der kansje var lidt fiktionalisert’. De to havde en god kemi sammen på scenen, og Faldbakken var matchet godt af Nexøs velresearchede og gennemtænkte spørgsmål.

Ind fra venstre hentes Jens Albinus, der skal læse en humoristisk-erotisk scene op fra SEROTONIN […] Det lægger teltet ned i latterkramper. Top underholdende. Men Albinus er så dygtig, at man fornemmer, at han ligesåvel kunne have læst op fra en dyr føtexbon.

Superstjerneforfatteren Houllebecq på parkscenen blev nervøst introduceret af festivalarrangøren. Sammen med Houellebecq på scenen var Rune Lykkeberg og oversætter Tore Leifer. Setuppet var åndet. Lykkeberg forklarer først på dansk, hvad han vil spørge om, dernæst spørger han på fransk. Så svarer Houellebecq, på fransk – under hyppig fnisen og smågrin fra Lykkeberg, Leifer og dem blandt publikum, der kan fransk – og så oversætter Leifer svaret tilbage til dansk med forklarende fodnoter, så den del af publikum, der ikke kunne fransk, også får lov at grine med. Interviewet har et besværet flow. Houellebecq snakker lidt om erotik og humor, lidt om sin barndom, lidt om religion, men ikke meget, der egentlig interesserer eller – hvad de fleste måske håbede – provokerer.

Ind fra højre hentes Jens Albinus, der skal læse en humoristisk-erotisk scene op fra SEROTONIN (to ting der ikke, pointerede Houllebecq, er helt lette at kombinere). Det lægger teltet ned i latterkramper. Top underholdende. Men Albinus er så dygtig, at man fornemmer, at han ligesåvel kunne have læst op fra en dyr føtexbon. Er det måske mere Albinus end Houllebecq?

Som barn læste Houllebecq H.C. Andersen, Jules Verne, Dumas. Den lille pige med svovlstikkerne tog helt pusten fra ham. Interviewet sludrede, mistede fokus, og bag teltet var vandet tegnet i solnedgangens pastelfarver, mens lyden af badende børn nåede os helt tydeligt fra badebroen. Det virkede som om Houellebecq var længder foran sine interviewere, han respekterede formatet og svarede skarpt, men spurgte udenfor oversættelse, om de kunne stille nogle mere muntre spørgsmål. Han gjorde egentlig et godt indtryk, måske en smule overlegen, en smule uinteresseret. Han så ud til at kede sig. Han indrømmede, at hans digte havde været en god måde at score på, og man tænkte, det var verdens mindst overraskende joke. Men det gjorde måske ikke noget.

Søndag blev Sayaka Murata interviewet af Mikael Bertelsen og oversat af Mette Holm, med Sofie Gråbøl som oplæser. Totalt dreamteam. Bertelsen orkestrerede interviewet som et afsnit af den 11. time, så humor og alvor blev svært at kende fra hinanden. Han lykkedes, trods en del fjolleri, med kun små strikse irettesættelser fra Holm, på sædvanlig 11.-time-vis at gøre det med respekt for Murata. Ved at flytte fokus lidt væk fra hende, gav det os en (mikro)fornemmelse for, hvem hun var, udenfor den typiske interviewsituation. Det var en måde at gøre interviewet mere afslappet på, og jeg har en fornemmelse af, at det var en anledning for Murata til at vise os noget andet af sig selv. Det er et interviewtrick Bertelsen er eminent dygtig til.

Holm og Murata delte en særlig fin, japansk afdæmpethed, der let kom til at ligne ydmyghed eller måske endda skyhed, og det svingede Bertelsens deadpan attitude godt med. Efter sin rejse til Shikoku havde Bertelsen også personlige erfaringer, han kunne bringe i spil. Han hilste fra sin japanske oversætter, der erklærede Murata en meget vigtig stemme for ungdommen i Japan.

Det blev til en snak om forventninger i japansk kultur, om 7/11-butikker, medarbejdermanualen i japanske døgnkiosker (Bertelsen fik publikum til i kor at recitere den indsværgelse, som de ansatte i døgnkiosken i Muratas roman skulle recitere ved ansættelse), om forældre og kønsroller og om det, at forelske sig i ikke-mennesker; en døgnkiosk, en mangakarakter eller dukker. Eller simpelthen slet og ret ikke at forelske sig. Bertelsen nævnte begrebet plant eaters, som er en betegnelse for mænd, der ikke er interesseret i kærester; mænd, der har mistet deres mandighed, står der på wikipedia, meget feminine mænd, forklarer Bertelsen. Men Murata så det faktisk som et tegn på styrke, at ungdommen turde forelske sig (eller lade være) som de ville, og at mændene turde være feminine. Det er en frihed.

Murata så det faktisk som et tegn på styrke, at ungdommen turde forelske sig (eller lade være) som de ville, og at mændene turde være feminine. Det er en frihed.

Det var et dejligt interview, der gav lyst til at læse hendes bøger, men uden at det føltes som promovering. Man fornemmede at alle parterne befandt sig godt på scenen, og Murata blev talt god af Bertelsens afvæbnende humor og med Holm som rolig allieret, på trods af den store sprogdistance. Faktisk blev oversættelsessituationen et aktiv i interviewet, for man mærkede meget tydeligt, at det japanske og det danske var langt fra hinanden. Oversættelser er aldrig usynlige, 1-til-1 handlinger, og det var hverken Holm eller Bertelsen bange for at udpege. Måske man kunne indvende, at interviewet handlede næsten ligeså meget om Bertelsen, som om Murata. Men måske det netop var dét, der gav interviewet en god balance?

De interviews, hvor både forfatter og interviewer fik lov at fylde noget, var også dem forfatterne begik sig bedst i. Det var dejligt, når Nexø havde tydelige holdninger til Faldbakkens tekster, det var fint at Bertelsen gav sig selv lov til at tage så meget opmærksomhed. Begge dele gav samtalerne liv.

Særligt i live interviews, hvor der ikke er mulighed for at klippe, tror jeg det er afgørende at der er en flydende og troværdig samtale rundt om det, den interviewede siger. Ben Okri ville have haft godt af en interviewer, der kunne have mødt hans vrede på en eller anden måde, så den ikke stak sådan ud. Espedal én, der kunne hjælpe ham med at gøre samtalen autentisk og ikke bare endnu en selvsmagende gentagelse. Måske med en dosis kærlig selvironi. Houllebecq et par interviewere, der hvilede mere i sig selv, og var bedre til at bevæge sig med samtalen. Lykkeberg og Leifer fyldte, men det føltes ikke ligeværdigt.

Interviews er også menneskemøder, og forfattere har, ligesom alle andre, brug for andres hjælp til at vise sig fra deres bedste side. Skal litteraturfestivaller være mere end promovering og fest for de indviede, hvis de skal kunne supplere vores læseoplevelser og ikke bare være kalorielet underholdning, så tror jeg det kræver rigtige møder med forfatterne. Det er en svær kunst at finde frem til noget autentisk, og det kræver nok, at både interviewer og forfatter er nærværende og arbejder for det.

Men på plænen efter Muratas interview overhørte jeg et ældre ægtepar bag mig sige: det var altså ikke noget godt interview. Bertelsen var alt for fjollet. Så det er også muligt, at jeg bare lod mig forføre af Bertelsen.

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Litteratur, Reportage,

Læs også