Jamen, jeg ved ikke engang, hvor jeg skal begynde! – Lars Frost KONGSKILDE NS 5100
Teksten obstrueres indefra, når Lars Frost lader strukturelle og genremæssige eksperimenter være det gitter, som læseren ikke kan kigge igennem. Og jeg vil ellers så gerne kigge igennem og læse om både seksuelle eskapader, fejlskud og det ynkelige jegs langsomme forfald.
Citat
Det her er ikke nogen dagbog. Det er kanske en slags rapport. Hele dagen har jeg konstrueret sætninger i hovedet. Mange af dem står ovenfor. Jeg er så ulykkelig. Og skammer mig. Sidder nu også og pynter på teksten. Udskifter give med forære i en sætning. Det værste er vel, at det ikke er bedre. Bare mere prætentiøst.
Jeg starter bare her: Der synes at være en insisteren på indtil flere formelle bespænd på spil i KONGSKILDE NS 5100. Kongskilde-titlen er i øvrigt også navnet på en såmaskine. Hvorfor Lars Frosts nye roman hedder det, ved jeg ikke. Formentlig er det en sammenligning med mandens lyst til at sprede sin sæd. Det vil mangen en kommende litteraturanalyse nok grave i med deres lange, klamme analysenaller, ligesom i de mange andre mere strukturelle aspekter af romanen. Nu skrev jeg roman, det ved jeg ikke engang, om det er. Lars Frost lader en række citater fra især den legendariske KUNSTEN AT ELSKE af psykoanalytikeren Erich Fromm samt kapitelinddelingen til Freuds TRE AFHANDLINGER OM SEKSUALTEORIEN agere skelet for sine fragmenter – der vel til sammen danner et billede af dels forskellige menneskers seksuelle erobringer og krumspring, dels tilsyneladende selvbiografiske afsnit om en ensom og alkoholiseret forfatter og dels omridset af Karl og Dortes dysfunktionelle parforhold (destination: afgrunden).
Det er – for mig at se – meget svært at komme forbi de formmæssige udfordringer, der synes at skrige så meget på analyse og gennemgribende håndtering, at jeg som læser løber tør for luft. Jeg ved ikke, om det er synd. Jo, gu er det synd – for det lader til, at der i Lars Frosts virrende hoved er så mange tanker og historier om ensomhed, krise, fysisk kærlighed og kønsrollernes skurren, at det er synd, man som læser kan sidde så fast i formen, at man mister lysten til at bevæge sig længere ind i historierne. Eller endsige mister et overordnet indtryk af bogen efter endt læsning.
Især de små erobringsafsnit omkranset af citationsmarkører – der vel signalerer, at disse historier ikke stammer fra en hovedfortæller, men alle besidder deres stemme – er rørende på hver deres åndssvage måder. Og Lars Frost skriver som altid virkelig godt. Næsten som en overflod af velskrevenhed, og det er måske derfor, han ikke kan lade være med at opstille de her meget intellektuelle eller, hvad skal vi kalde dem, formmæssige punkteringer af teksten. Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at hænge fast i en fokusering på, hvorfor han har gjort, som han gjorde. Men det må vel betyde noget, at jeg hænger fast i de tanker. Åh, denne selvanalyse!
En af de ting, der imidlertid fungerer virkelig godt på det rent strukturelle plan, er i mine øjne det veludviklede fodnoteapparat. Her leger Lars Frost med fortællingen og det at få noget fortalt på en måde, der minder mig om det geniale computerspil THE STANLEY PARABLE. Computerspillet har en fortællerstemme, der guider en gennem en grå kontormusverden, og hvis spilleren ikke åbner de døre, stemmen beder én om, ændrer fortællingen karakter, og selve spillerens modvillighed bliver en brik i fortællerstemmens historie og dennes vedholdende forsøg på at styre spilleren – ligesom kontorverdenen har styret og pacificeret computerspillets hovedperson, Stanley.
Lars Frosts fodnoter synes hen ad vejen at agere lidt på samme måde. Læseren kan jo vælge at følge den implicitte fortællers anvisninger og læse fodnoten, idet den optræder. Også selvom afsnittet ikke er færdigt, og fodnoten måske er en fodnote i en fodnote. Men læseren kan også vælge at læse noten til sidst, så fodnoterne til det pågældende tekststykke sammen danner en afslutning. Det lyder måske forvirrende, og det er det til dels også. I det afsluttende stykke går det hele op i en højere enhed, og selvom man som læser ikke ender sin læsning på bogens sidste papirsider, så lader de sidste fodnoter (der ift. sideantal er placeret sidst i bogen) til at kommentere selve hovedhistoriens sidste linjer. Med andre ord ender fodnoterne på side 207 med at spørge: ‘Har I fundet én at holde af?’, mens fortælleren nogle sider inden da afslutter sin historie med at konstatere: ‘Hun er lige på trapperne.’ Jamen, det er sgu da smukt.
Smukt er også Lars Frosts ætsende satirehumor, der bl.a. giver sig udtryk i de indledende forord til den danske udgave, til tredje og til fjerde oplag. Vel og mærke jo trykt i romanens første og indtil videre uoversatte oplag. Sprogets og entiteternes skønhed er imidlertid ikke større end selve det strukturelle og genremæssige eksperiment, at man som sådan henrykkes. Man skal nok heller ikke henrykkes. Man skal nok undres. Jeg undrer mig.
1 kommentar