Japansk for begyndere – Amélie Nothomb TOKYO MIN ELSKEDE
TOKYO MIN ELSKEDE er en lille fortælling om kulturkløfter, kærlighed og – ikke mindst – Japan.
Citat
Samtidig fulgte jeg selv mine timer i japansk hvor jeg klarede mig så godt jeg kunne. Jeg gjorde mig snart uheldigt bemærket. Hver gang der var noget jeg ikke forstod, rakte jeg en hånd i vejret. Mine forskellige lærere var ved at få hjerteanfald hver gang de så mig sidde der og stritte med alle fingrene. Jeg troede at deres tavshed betød at de gav mig lov til at sige noget, og stillede frejdigt mit spørgsmål, som jeg altid fik et underligt utilfredsstillende svar på. Det fortsatte indtil den dag en af mine lærere, da han så min sædvanlige vinken, råbte af mig med enorm kraft: – Så er det nok! Jeg sad lammet af skræk mens alle de andre elever stirrede på mig. Efter timen gik jeg hen til læreren for at undskylde, og især for at finde ud af hvori min forbrydelse bestod. – Man stiller ikke spørgsmål til sin Sensei, skændte læreren. – Jamen, hvad så hvis der er noget jeg ikke forstår? – Man forstår!
En belgisk pige i begyndelsen af tyverne flytter til Japan, hvor hun tilbragte de første fem leveår, for at nærme sig en kultur, der fascinerer hende. En ung, japansk mand, der finder den japanske kultur stiv og konservativ, håber at finde sit hjemlands modsætning i den franske livsglæde og lidenskab. Han studerer fransk på et universitet i Tokyo og søger en hjælpelærer; hun tilbyder timer i fransk for at tjene lidt penge. Og så er endnu en litterær kærlighedshistorie født.
Kernen i TOKYO MIN ELSKEDE er det for kærligheden ubehagelige problem, når en forelskelse – eller en mere diffus tiltrækningskraft – kommer i stand på baggrund af en slags ’dobbelt asymmetri’: nemlig at det, den første tiltrækkes af hos den anden, netop er det, som den anden selv ønsker at fjerne sig fra i mødet med den første – og omvendt.
Hvad læren af bogens slutning – som jo ikke skal afsløres her – i sidste ende er, er ikke helt klar (og det er vel også normalt helt fint), men det gør første halvdel af TOKYO MIN ELSKEDE bedre, end anden del, der mister noget af den store underholdningsværdi, som bogen ellers besidder.
For selvom der et par gange sniger sig en ’Turen går til Japan’-stemning ind i fortællingen, er det langt overvejende meget morsomt at følge den unge fortællers fremmedartede oplevelser. F.eks. lærer hun undervejs om, at japanerne til middagsselskaber lader værten være ’konversationsansvarlig’: en person, der sørger for at gæsterne kan spise i fred ved at føre samtaler på deres vegne! Om japanernes optagethed af den franske filosof Sartre (’at få kvalme over en glat strandsten var stik imod japansk tankegang, og noget så mærkværdigt måtte nødvendigvis fascinere’) og deres strenge undervisningssystem (se citat-boks).
Ikke kun de kulturelle misforståelser, men også de sproglige problemer parret imellem, skaber meget dynamik i fortællingen, og får, måske ikke så overraskende, temmelig vidtrækkende konsekvenser.
Det mindst velfungerende i TOKYO MIN ELSKEDE er Nothombs jeg-fortæller, der er meget langt fra en person af kød og blod. Ironisk nok, da pressematerialet kan fortælle, at romanen er selvbiografisk, hvilket også fremgår af det efterhånden slidte greb med at lade forfatter og fortæller bære samme navn. Men jeg-fortællerens bevæggrunde bliver aldrig rigtigt forståelige, selvbiografiske træk eller ej.
På en måde er hovedpersonen da heller ikke jeg-fortælleren, men derimod Japan. Og dette land, så anderledes, barsk og forfinet som det fremstår i bogen, kan sagtens bære hovedrollen. Nothomb giver læseren et Japan, som litterært (og sikkert også geografisk!) er flere besøg værd.
TOKYO MIN ELSKEDE er en hel del bedre, end hvad forsiden, der minder om de bøger, der nogen gange er puttet ind i damebladenes glitrende indpakning, ellers antyder. kærlighedshistorien virker flere gange som et alibi for at fortælle om Japan, og det er heldigt, for det er også her, at bogens store underholdningsværdi ligger.
