Japansk sindsrapport – Hiromi Kawakami KVINDEN VED HAVET
I KVINDEN VED HAVET tages læseren med fra Tokyos pulserende byliv til kystbyen Manazurus stilstand. Trods romanens fine billeder er den sprogligt knapt så interessant.
Citat
”Du virker så forandret,” mumlede [Seiji] uden at se på mig, men med øjnene rettet mod det sted, hvor kvinden stod. Jeg havde lyst til at spørge, om han ville komme tilbage til mig, hvis jeg havde forandret mig. Men det nyttede ikke at spørge. Ord er aldrig en garanti for noget. Snart ville kvinden, der fulgte mig, også forlade mig. Det kunne jeg fornemme. Eller nej, det var ikke bare noget, jeg fornemmede, det gav hun tydeligt udtryk for. Alle forlod mig.
Det er anden gang, en roman af Kawakami oversættes til dansk, hvor den første SENSEIS MAPPE især er blevet populær i kraft af Jiro Taniguchis grafiske adaption. Taniguchi og Kawakami har også meget til fælles, også med Hiyao Miyazakis kære animationsfilm: de deler et langsomt tempo og en særlig form for mystik, der nok er svær at sætte en finger på, men ikke er til at tage fejl af. Mystikken viser sig i KVINDEN VED HAVET i form af skikkelser, spøgelseslignende figurer, der følger efter romanens jeg-person. Det er i dem, ensomheden gestaltes, og gennem dem, at Kawakami stiller spørgsmålet: hvad er ensomhed?
Jeg-personen er kvinden Kei, hvis mand forsvandt for mere end ti år siden. Hun bor nu med deres fælles datter Momo i storbyen Tokyo sammen med sin mor, mens hun har et forhold til den gifte mand Seiji. Kei plages af tabet, som har manifesteret sig dybt i hende. Hele hendes tilværelse, alle hendes nuværende relationer, bærer præg af hendes afsavn. ‘Jeg følte mig fortabt. Mere og mere fortabt,’ klager Kei ofte. ‘Sådan havde jeg ikke haft det før. Da havde jeg det fint. Hvad enten jeg var alene, på tomandshånd eller sammen med mange, så havde jeg det fint. Sådan var det ikke mere.’
Forholdet til teenagedatteren Momo præges især af, at Kei har svært ved at acceptere, at pigen bliver ældre og derfor helt naturligt tager afstand. Lad mig i øvrigt indskyde: læseren får ikke svar på, hvor Keis mand befinder sig, men en anelse om, hvorfor han forlod hende: hun virker noget neurotisk og noget selvoptaget. Om hendes higen efter sin forsvundne mand, kan man som læser (med frygt for at lyde kold og kynisk) ikke lade være med at tænke: så kom dog videre. Læseren fristes til selv at forlade hende og simpelthen smække bogen i.
Når det så er sagt, kommer læseren med på smukke ture til Japans østkyst, til havnebyen Manazuru. Kei finder byen nævnt i hendes forsvundne mands dagbog og får pludselig en voldsom trang til at tage dertil. Manazuru er på mange måder Tokyos modsætning: i Tokyo går tiden hurtigt, alle har travlt, i Manazuru står den stille. Det modsætningsforhold beskriver Kawakami fint ved at lade Manazuru være en anden virkelighed, som Kei træder ind i for at være sammen med sin mand igen, en virkelighed, hvor alle andres eksistens end hans bliver sekundær. Det her er en af hovedgrundene til, man som læser vil ruske op i hende – for hvad med at hun brugte lidt energi på sin datter?
Foruden dagbogsnotatet styres Kei også af noget andet: gennem hele hendes liv er der nogen, der har fulgt efter hende. Skikkelser. Skikkelser, som er blevet stærkere efter hendes mands forsvinden, og som nu viser, hvordan hun hjemsøges af fortidens traumer. ‘Da vi gik ind i stormagasinet, var der flere, der fulgte mig,’ skriver hun om et besøg til storbyens kapitalistiske mikrokosmos. ‘De, der følger mig i stormagasiner, er altid utydelige. De kommer, knap nok synlige, og forsvinder igen, fjerner sig og nærmer sig.’ Når Kei tager til Manazuru, derimod, er der særligt én der følger hende – en kvinde, som bliver mere og mere tydelig, jo oftere Kei tager dertil. Kvinden stjæler Keis mad og kommenterer direkte på hendes adfærd, virker næsten som et menneske. Kvinden dukker op, når ensomheden rammer Kei hårdest, når der for eksempel opstår afstand mellem hende og datteren. Så står kvinden i mellem dem, som dét, der afholder Kei fra at leve videre.
Romanen forsøger at være en eftertænksom bog. Et selvterapeutisk projekt, der ikke blot lader sin hovedperson stille spørgsmål, men også efterlader læseren med sine egne. ‘Det er først, når man mister noget, at man begynder at tænke over det,’ nærmest messer Kei, ved flere lejligheder. ‘Og begynder man først at tænke over noget, forstår man det mindre og mindre.’ Som læser efterlades man med spørgsmålene: hvordan kommer man videre efter et stort tab? Og det efterfølgende afsavn, skal det blot skrinlægges, eller kan man med fordel dvæle ved fortiden? Bogen svarer ikke, men det var næppe heller Kawakamis intention.
KVINDEN VED HAVET er et fint studie af et menneskes psyke, der måske nok er en smule frustrerende, men dog virker reelt. Selv om man mærker Keis vindblæste hår om sine skuldre, når hun sidder og funderer over livet (naturbeskrivelserne er der ikke noget i vejen med), er det dog ikke helt nok til at veje op for det uinteressante sprog og ens lyst til enten at ruske op i Kei eller simpelthen bare forlade hende.
