Jean Valjean i fyrstelige gevandter – Victor Hugo DE ELENDIGE
Victor Hugos kæmperoman om den frelste forbryder Jean Valjean er nu endelig tilgængelig i sin helhed på dansk. Den er som al anden litteratur bedst, når forfatteren slipper tøjlerne.
Citat
Læseren kan måske siden fru Thénardiers første optræden huske noget af denne kvinde, høj, blond, rødmosset, fedladen, firskåren, enorm og adræt; som vi har fortalt, lignede hun lidt denne race af vilde kæmpekvinder, som optræder på markeder med brystet skudt frem og brosten hængende i håret. […] Alt og alle rystede ved lyden af hendes stemme, ruderne, møblerne, folk. Hendes store, rødplettede ansigt så nærmest koparret ud. Skægvækst havde hun også. Hun var idealet af en lastdrager i Hallerne klædt som en pige. Hun var suveræn til at bande; hun pralede af, at hun kunne knuse en valnød med næven. Hvis det ikke havde været for de romaner, hun havde læst, og som på en besynderlig måde kunne lade en skabekrukke træde frem i denne troldkvinde, ville ingen have sagt: Det er en kvinde. Hun var kommet af en podning af en frøken på en torvekælling. Når man hørte hende tale, sagde man: Det er en gendarm; når man så hende drikke, sagde man: Det er en kærrekusk; når man så hende herse med Cosette, sagde man: Det er bødlen. Når hun sov, stak der en tand ud af munden på hende.
Man kunne godt have Forlaget Vandkunsten mistænkt for en meget legitim form for subtil læserbestikkelse, når man tager et kig på den nyoversatte pragtudgave af Victor Hugos store 1800-tals-roman DE ELENDIGE. Tre store bind i blå, hvid og rød, trikolorens farver, står indsat i en lækkert røggrå papbeholder, åben fortil og bagtil med et billede på siderne af det stakkels pigebarn Cosette i en vammel kjole, træskoklædt, helt igennem beskidt og lidende, bærende en tung og ond spand.
Vender man beholderen udad, står bogens forfatter og titel indbrændt i kraftige typer på tværs af de tre bind, men drejer man den 180 grader, prydes bøgernes bagside af Victor Hugos stateligt seriøse forfatteransigt, hvis retfærdige øjne, retfærdige mund, veltrimmede vismandsskæg og stridt hvide forbryderkarsehår er sat bag tremmer af mellemrummene mellem bindene.
Så snart man åbner første bind, knitrer det mildt fra siderne i takt med, at det sorte tryk på forsnittet vristes åbent. Inde i bøgerne mødes man af et Hugo-portræt i halvfigur og uden tremmer, mens skrifttypen er holdt i lækkert varm og elegant Lyon-stil ætset ned i tykt, gavmildt og blidt beige kvalitetspapir.
Der er kort sagt tale om endnu et mundvandsfremkaldende bogobjekt fra Forlaget Vandkusten, og naturligvis bliver man som læser overbevist om værkets værdi allerede fra første blik på den stilfulde indpakning. Hvordan skal man overhovedet kunne forholde sig kritisk til så smuk en perle til bogsamlingen? Nå. Det er nu engang vores lod som nogenlunde seriøse læsere. Og heldigvis gør bogens indhold og forfatterens stil det en lille smule nemmere, i takt med at den mest brusende nyforelskelse i DE ELENDIGES fysiske fremtræden aftager.
Historien er velkendt og nærmest trivialiseret af frygtelige musicals og sikkert endnu mere frygtelige Hollywood-filmatiseringer. Den fattige Jean Valjean, eneforsøger for sin søsters syv skrigende børn, stjæler i et svagt og sultent øjeblik et brød. Han straffes med fem år på galejerne, flygter, får flere år, flygter, får endnu flere år, indtil han løslades efter nitten år med pisk og tvangsarbejde.
Han hjælpes af en glorværdigt gavmild biskop og kvitterer med at stjæle hans sølvtøj. Han fanges af ordensmagten og bringes tilbage til biskoppen, som dog siger, at han i virkeligheden havde givet Valjean sølvtøjet, og at han da minsandten havde glemt også at få de to uvurderlige sølvlysestager med, da han gik. Biskoppens godhed hensætter Valjean i en urkamp med sin samvittighed, og da han på vej ud af byen nærmest instinktivt stjæler en mønt fra en lille dreng – der er forsvundet, før Valjean kan nå at give ham den tilbage – vækkes den tidligere straffefange og sværger, at hvis hans fortid gik mod bunden, skal fremtiden nu gå mod himlen, mod retfærdighed, mod godhed, mod Gud.
Som sagt, så gjort. Jean Valjean redder den stakkels Cosette fra det nærmest overnaturligt forfærdelige forbryderpar Thénardier, opbygger en formue, giver til de fattige, giver til de gode, giver til de onde og tusind andre umenneskeligt gode og retfærdige ting. Men selvom Valjean i sit hjerte nu er et andet menneske, ved loven, i egenskab af den dæmonisk retskafne politimand Javert, at han er skyldig, og at hans rette plads er på galejerne. Javert helmer ikke, Jean Valjean er en forbryder. Store dele af bogen tager altså form af en actionfyldt kattens leg med musen skanderet af helt igennem onde menneskers forsøg på at stikke kæppe i hjulet for vores helt.
Når Victor Hugo trækker fronterne så klart op, kræver det en vis ironisk distance at komme igennem DE ELENDIGE. Men har man dette lag med i sin læsning, er det en fantastisk bog. Nogle gange er det bare en fryd at lade en kyndig forfatter optegne hæslige og retfærdige mennesker med så fyldig en pålæsning af attributter (se f.eks. portrættet af fru Thénardier i tekstboksen til højre).
Det er ikke nok, at kroværten Thénardier og hans kone har flået den fattige, tandløse luder Fantine for alt, hvad hun ejer, nej, de skal også lade Fantines efterladte datter Cosette gå barfodet om vinteren, lade hende sove under trappen, banke hende rutinemæssigt, snyde deres kunder, bedrage de rejsende, stjæle fra de sårede på slagmarken ved Waterloo, forsøge at fuske Jean Valjean i fængsel og tusind andre modbydeligheder. Tilsvarende gives heltene lysende glorier og guldprydede englevinger. Det er langt hen ad vejen for meget, men der er samtidig også noget sært cool over det, som aldrig ville fungere hos en nutidig forfatter, og som har bidraget til, at Hugos persongalleri står så stærkt, at de bærende karakterer bliver til typefigurer.
Hugos stil er højklassisk, fint spundet af århundreders fransk litterær tradition, men meget ligetil og med kraftige sammenligninger og billeder. Hans Peter Lund har haft en god fornemmelse for denne tone hos Hugo, som også indbefatter en historisk udredende skolemesterattitude som indledning til mange af kapitlerne. Der skal fortælles i detaljer om Waterloo, om Paris’ kloakker, om revolutionen og om de sociale forhold for de udsatte. Dette er en forfatter, der ved, hvad han vil, hvad der skal fortælles, og hvor historien skal hen, og som ikke tøver med at inddrage læseren i sine overvejelser.
DE ELENDIGE har hidtil kun været tilgængelig på dansk i en forkortet udgave, og til tider forstår man også, hvorfor man har fundet det legitimt at skære halvdelen af bogen væk. Biskoppen, der giver Jean Valjean lysestagerne, skal først opmales over halvfjerds sider, før han får lov til at sende Valjean videre i fortællingen, og da Valjean og Cosette søger tilflugt i et kloster, finder forfatteren det på sin plads lige at bruge halvtreds sider på at tale om klostre, deres væsen, nonner, hvorfor man beder osv.
Men alt det tager man glædeligt med. For når Hugo får talt sig ind på den sociale elendighed, er det som om, at han glemmer det store, historiske epos og lader sig opsluge af den brændende uretfærdighed, Jean Valjean udsættes for. Valjean er ikke bare en romanfigur for Hugo. Der er noget dybere på spil, forstår man, og når forfatteren smider tøjlerne og dundrer derudaf, ønsker man, at det aldrig måtte stoppe. Her viger den store historiker for den store fortæller, og man kigger direkte ned i dybet af et menneske, hvis utallige kampe med sig selv og omverdenen træder klart og tydeligt frem på den store histories baggrundslærred.
“En vammel kjole” – kan det siges bedre? Jeg havde helt glemt ordet “vammel”