Jeg binder blomster – Jørn H. Sværen DRONNING AF ENGLAND
Sværen skriver distinkt og dog gådefuldt om billeder og ord. Han binder mangfoldige teksttyper sammen, og digtene får lov til at veje på siderne. DRONNING AF ENGLAND er en sjælden bog, som man læser koncentreret, til man er ør.
Citat
Opgøret med metaforen i poesien ligner opgøret med det figurative i billedkunsten. Det frie vers indleder en serie af negationer der munder ud i en poesi uden overført betydning. En rose er en rose osv. Litteratur er definitionen af litteratur. Men metaforen er ikke død, ligesom maleriet ikke er dødt, og gud. Vi undslipper ikke analogien. Lighed er lov. Vi skriger efter transcendens […]
J.
(Fra ‘Oslo 1. juni 2008’)
Jørn H. Sværens DRONNING AF ENGLAND består af essays, digtsuiter, breve, prosastykker og visuelt materiale. Alt er udgivet før, blandt andet i tidsskrifter og som mindre bøger. Det er noget særligt at sidde med en række tekster, som har virket for sig selv i en anden sammenhæng, og trods det synes at høre perfekt hjemme i bogen DRONNING AF ENGLAND. Det er ikke sådan, at teksterne glider sømløst og umærkeligt sammen i en masse. Men mens jeg læser, får jeg fornemmelsen af, at teksterne drejer sig om det samme, at de er led i undersøgelsen af et større motiv, som om de hver især var enkeltfigurer i et billede.
’En tabt følsomhed’, står helt alene på papiret og er et digt i sig selv. Sværen lader sine digte få god plads på bogsiden. Det er modigt, for de enkelte ord lades med enorm tyngde og betydning, når de står for sig selv. Jeg læser digtene og tænker, at ordene er udvalgt med en præcision, så de ikke ville kunne erstattes af andre. ’En tabt følsomhed’ bliver mere end bare sætning. Mens jeg læser, udfolder digtet sig til et paradoks, en følsomhed er tabt, men ’en følsomhed’ er trods alt til stede som ord på siden, og måske i måden ordene læses på.
De få ord larmer og får læseren til at undre sig og læse mere koncentreret, indgående. Jeg noterer med blyant rundt om nogle digte, mens jeg læser, og bliver i tvivl om, hvorvidt blyanten skærer lidt i digtet, om det forandrer noget.
I en af suiterne lyder det: ’Jeg binder blomster’, i et længere digt var sætningen måske forsvundet, hos Sværen får den autoritet. Det korte digt ’Jeg binder blomster’ kunne være eksempelsætning for hele formen på DRONNING AF ENGLAND, en sammensætning af flere enkeltdele.
Det er prosateksten ’Arkadia’, der indleder DRONNING AF ENGLAND. ’Arkadia’ fortæller om den romantiske landskabshave med den polske have Arkadia grundlagt af prinsesse Helena Radziwill som eksempel. Undervejs i den korte tekst introduceres desuden Arkadia på Peloponnes, den romerske digter Vergil, oplysningsfilosoffen Rousseau og et allegorisk maleri af klassicisten Nicolas Poussin. Sådan er mange af teksterne i DRONNING AF ENGLAND, de peger udover sig selv og fordrer en ganske stor referenceramme. Sværens sprog er klart og distinkt, sætningerne snørkler ikke, men springer frit mellem eksempler, referencer og situationer. Som her, hvor teksten raskt bevæger sig fra beskrivelsen af Poussins maleri til en jeg-båren situation:
– Maleriet forestiller tre hyrder der betragter en grav med indskriften ET IN ARCADIA EGO – også i Arkadia [er] jeg – altså døden. En skovnymfe står ved siden af hyrderne, tænksom. Jeg stod uden for sibyllens grotte og så ned mod markgrevens hus. En ung kvinde kom gående gennem den græske bue, hun holdt et barn i hånden.
Lidt efter råber jeget perpleks ’Helena’ mod den unge kvinde. Jeget leder efter sammenhæng og genfinder den historiske prinsesse Helena Radziwill i pigen i haven. Der er tale om forveksling. Ikke desto mindre udspiller scenen også, hvad der sker, når jeg læser DRONNING AF ENGLAND. Konstant på jagt efter en nøgle til sammenhængen mellem teksterne leder jeg i bogen efter billeder på bogen selv.
’Landskaberne er tableauer, en serie af scener med motiver fra antikken og middelalderen: eremithytter, grotter, labyrinter, templer, kunstige ruiner’, skriver Sværen. ’Haverne er allegorier’, skriver han også. Den romantiske landskabshave er et oplagt billede på bogen, de er begge samlinger. Læseren bevæger sig gennem bogen, som den besøgende bevæger sig gennem haven. Det er en flot allegori. DRONNING AF ENGLAND er fuld af billeder på teksten og på forholdet mellem tekst og billede.
Det er særligt fremtrædende i teksten ’Jeg forestiller mig bogen som en bygning’, som fortæller om retorikkens erindringskunst, der brugte bygningen som hukommelsessystem. Teksten omformes til billeder, der fyldes ind i rummene i en på forhånd kendt bygning. Sværen overfører det til bogen, siderne er rum. Hver ny side spiller sammen med de forrige. ’Billeder i andre rum vil kaste lys over billeder i endnu andre rum’, skriver Sværen, og efter det mønster udfolder DRONNING AF ENGLAND sig.
DRONNING AF ENGLAND er væsensforskellig fra meget andet, jeg har læst. Den udfolder forholdet mellem tekst og billede, den undersøger samlingens natur, den peger på læsningens dynamik. Sværens distinkte sætninger fører mig let videre, og jeg tror, jeg forstår, men af og til spiller teksten mig alligevel et puds.
