Jeg er, altså er jeg – FORFATTERSKOLENS AFGANGSANTOLOGI 2004
Der er tendens til decideret overforbrug af Hovedstolen i teksterne fra Forfatterskolen, hvilket både er en styrke og en svaghed ved morgendagens forfatterkennel.
Citat
Jeg bryder mig ikke om mad i store mængder, det har noget med æstetikken at gøre. For meget af en hvilken som helst ret bliver for voldsom, jeg skal kunne nå bunden af en skål eller et fad med mit øje, ellers bliver jeg appetitløs.
– Christina Wendelboe
Rektor Hans Otto Jørgensen skriver i forordet, der ligner en art apologi, at de unge forfattere må mane til tålmodighed. Ikke kun hos sig selv, men også hos forlæggere, kritikere og andre, der grådigt venter på at udråbe morgendagens stjerner. Jørgensen præsenterer derefter Forfatterskolens program: ”i lige så høj grad som vi understøtter og udfordrer talentet, forsøger vi at forsinke en debut.” Af antologiens 7 bidragydere er det kun Martin Glaz Serup, der har udgivet regulære digtsamlinger. Som Jørgensen foreslår jeg nogen tålmodighed med flere af de nyudklækkede forfatteraspiranter.
Det, der tydeligst springer i øjnene, er det gennemgående selvbiografiske træk, der konstituerer 6 ud af 7 bidrag. Forfatterne ignorerer Per Højholts advarsel mod at bruge af Hovedstolen og filer ihærdigt løs på den gren, de selv sidder på. Nogen falder ned, mens andre når at redde sig over på en anden gren.
Helle Thornvig Christensen åbner og navngiver ballet med spredte notater i ”Last seen climbing up Mount Ego eller Her vogter jeg” og en lidet troværdig novelle med dystre barndomsminder som omdrejningspunkt.
Anders Abildgaard Nielsens digte optræder enten som længere tekststykker eller di-minutive fænomenologiske iagttagelser af verden og egne reaktioner på den. Det teg-ner tilsammen et billede af et ensomt digterjeg, der ikke magter at håndtere sin om-verden.
Dy Plambecks ”Uddrag af Buresø Fortællinger” har en anderledes overbevisende slid-styrke over sig. Her gælder det også fragmenter af barndoms- og opvæksterindringer, men med den voksnes blik på barnets verden. Der er både humor, vid og bid i de fine fortællinger.
Dennis Gade Kofods romanuddrag er sprogligt set klichefuldt og uden spændstighed. Dialogerne er udstansede og personerne træder ikke i karakter, hvilket igen maner til besindighed, tålmodighed.
Veteranen Martin Glaz Serup viser i sit ”Uddrag af et langdigt” talent for at gøre hverdagsoptegnelser relevante og interessante. Sproget er træfsikkert og refleksioner-ne nok både personlige og private, men alligevel med en resonans, der rækker ud over teksterne selv. I kommentarer hjemme fra privaten formår han at lave samfundssatire og sætte sig i respekt.
Respekt indgyder også det eneste bidrag, der ikke handler om unge mennesker i København anno 2004. Morten Søkildes uddrag fra ”En konvertits historie” (alene titlen!) handler om en mands omvending til katolicisme. Sproget er arkaisk og fungerer i en munter blanding af tro og Vesterbro. Det er underholdende underspillet og meget veludført.
Sidste bidrag er Christina Wendelboes ”Prompte reaktioner”, hvor dagbogsnotaternes depressive udladninger ikke rigtig løfter sig fra papiret.
Det er et overraskende homogent felt, antologien præsenterer. Jeg tænker på, hvor de skrifttematiske overvejelser, de selvrefleksive indslag og de samfundsvendte fortæl-linger er. Kun Morten Søkilde kommer ud over Hovedstolsfetichen med stilsikker fiktion og indlagte fortællerkommentarer. Den æstetiske effekt, som det kan have at blande fakta og fiktion, er ikke til stede på samme formfuldendte måde som i megen anden samtidig litteratur. Men der er bestemt håb forude.
